Premiere: Det danske r’n’b-talent Dayyani vil bare gerne slappe af, lytte til Tyler og spille PlayStation

Premiere: Det danske r’n’b-talent Dayyani vil bare gerne slappe af, lytte til Tyler og spille PlayStation
Dayyani. (Foto: Asbjørn Kragh/Synkro)

Det hele kan ikke altid være så alvorligt. Nogle gange skal man ikke tænke alt for meget over det hele og bare slappe lidt af. Den følelse dyrker det danske r’n’b-talent Dayyani på den nye single ‘Casual’.

»Den handler om et forhold, der ikke binder én på arme og ben«, siger den 23-årige kunstner om sangen via en pressemeddelelse. »Den handler om en første date, som var god, men som ikke nødvendigvis bliver til en anden date – og det er okay«.

Den følelse får Dayyani en underspillet perle af en popsang ud af med ‘Casual’, der blandt andet byder på de her skarpe linjer: »Why you gotta be so serious? / I’m fine like this, I’m just curious / we can listen to Tyler / get higher / Playstation all-nighter«.

‘Casual’ har desuden fået en sommerlig video, der passer godt til sangens sydamerikansk-inspirerede produktion. Dayyani svømmer rundt i en pool og danser på en fodboldbane under palmetræer i Brasilien. Det ser rimelig rart ud.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Casual’ er Dayyanis første single i det nye år, og den anden single fra et kommende debutalbum efter ‘My Shit’ fra 2021.

Tidligere på året pegede vi på hende som en af de artister, man især skal holde øje med i 2022.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af