Er danske musikere bange for at tale om Spotify?

Vi spurgte 15 artister, om de havde lyst til at medvirke i et interview om deres forhold til Spotify. Kun to af dem sagde ja. Hvis der er tale om frygt, er den ubegrundet, vurderer brancheaktør.
Er danske musikere bange for at tale om Spotify?
Popsangeren Camilla Cabello til en Spotify-begivenhed i 2019. (Foto: Lester Cohen/Getty Images for Spotify)

I en artikelserie om SPOTIFY-ÆRAEN undersøger vi, hvordan streamingtjenestens algoritmer og playlister påvirker musiklandskabet.

ANALYSE. Da vi på Soundvenues musikredaktion besluttede at undersøge danske musikeres forhold til Spotify, kontaktede vi en længere række artister.

Vi ville spørge dem, om streamingtjenesternes dominans har ændret måden, de laver musik på, og hvilken betydning det har for dem at blive placeret på tjenestens playlister.

Vi fik det ene afslag efter det andet.

Vi blæser ikke til angreb på den svenske platform, forklarede vi. Vi er blot nysgerrige omkring, hvordan den nye streamingvirkelighed præger kunstnere fra forskellige genrer.

13 af 15 henvendelser blev afvist – og det af musikere, der før har stillet op til interview i Soundvenues spalter. Fra etablerede rapstjerner til unge popsangere til kunstnere, der har været i musikbranchen i mange år.

Nu er dette jo ingen videnskabelig, empirisk undersøgelse, men tendensen var alligevel klar. Hvorfor denne manglende lyst til at udtale sig om Spotify?

Men det er ikke overraskende, at musikere er tilbageholdende med at tale offentligt om streaming-giganten, hvis man spørger Kristoffer Rom, der er forperson for Danske Uafhængige Pladeselskaber.

»Jeg tror, der er en kæmpe frygt for, at man kan påvirke sine egne chancer på platformen negativt ved at udtale sig kritisk. Jeg tror til gengæld, at den er ganske overvurderet, den frygt. Den er ude af proportioner«, fortæller Kristoffer Rom til Soundvenue.

Så det er en ubegrundet frygt?
»Det kommer selvfølgelig an på, hvad man siger, forestiller jeg mig. Men jeg tror, den er fuldstændig ubegrundet, hvis ens kritik går på ting, der i forvejen er en del af den offentlige samtale. Jeg har aldrig oplevet tegn på, at artister skulle være blevet boykottet«.

En mur af tavshed

Der synes ikke at være nogen åbenlys grund til at frygte konsekvenser fra streamingtjenesten. Der er ingen dokumenterede tilfælde af blacklisting som følge af kritiske udtalelser, eller kunstnere der bliver begravet nederst i søgeresultater.

Kristoffer Rom understreger dog, hvor vigtig Spotify er for danske musikere.

»Det er jo en platform, der står for størstedelen af landets musikforbrug. Så jeg tror da, det har meget at gøre med, at folk frygter, at hvis deres opbakning ryger, så fjerner de deres eget levegrundlag. Men igen: Det tror jeg er udelukkende frygtbaseret og ikke evidensbaseret«, siger Kristoffer Rom.

Selv kontroversielle artister som R. Kelly og XXXTentacion, der kortvarigt blev fjernet fra playlister på grund af deres kriminelle sager, er nu tilbage, efter Spotify mødte hård kritik for indgrebet.

Alligevel er der også internationalt set langt mellem musikeres kritiske udtalelser om Spotify.

I den meget omtalte nylige konflikt mellem Neil Young og Spotify har stort set ingen yngre artister deltaget i debatten. Dem, der har argumenteret for en boykot af Spotify, fordi tjenesten huser Joe Rogans kontroversielle podcast, har været ældre artister med en lang karriere bag sig og en mindre afhængighed af streams.

Hvad kan man så udlede af den generelle tilbageholdenhed? Måske frem for alt, at hvis du er så dominerende en aktør som Spotify, kan selv hypotetiske repressalier tilsyneladende reducere lysten til at udtale sig om dig.

Devisen lader til at være: Tale er sølv, men tavshed er streams.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af