‘Oxy Music’: Alex Camerons synthpop danser linedans mellem det satiriske og det cheesy

‘Oxy Music’: Alex Camerons synthpop danser linedans mellem det satiriske og det cheesy
Alex Cameron. (Foto: PR)

Alex Cameron har fundet sit eget lurvede hjørne af den alternative popscene.

Med sin synth-garnerede softrock udforsker han et spændingsfelt mellem Bruce Springsteen og Ariel Pink. Hans sange er typisk små fiktive studier befolket af tvivlsomme mænd. Sokkedukker der bliver holdt ud i armslængde, så de kun i begrænset grad kan pege tilbage mod deres skaber.

På ‘Oxy Music’ giver Alex Cameron – efter det mere personlige album ‘Miami Memory’ – den igen som historiefortæller og inviterer os ind i hovedet på en række tvivlsomme mænd, denne gang med lyset rettet mod det online-baserede liv i et USA plaget af kemisk afhængighed.

Albummets titel kan udløse et tø-hø i et splitsekund ved synet af det klassiske glamrockband, der lige har fået skåret sit forbogstav af: Men Oxy er også en reference til OxyContin, det opium-lignende præparat, der har været central i den amerikanske opioidkrise.

Det lyder dystert, men lægger optimistisk ud.

‘Best Life’ er en lys åbner med et heroisk synth-hook, der nærmest tager svømmetag i strømmende solskin. Det er catchy plastikpop, der går lige i ørerne, samtidig med at det leger kispus med den såkaldt dårlige smag. Forestil dig nummeret med en dansk tekst, og det kunne næsten have været Kim Larsen i hans velmagtsdage i 80’erne. Men det er også en ironisk salut til internettet og følelsen af, at man aldrig rigtig bliver hørt derinde i de sociale mediers spejlsale:

»My comments just don’t rank / or my post tanks / I wish that she said, ’Yes’ / I wish I could say, ’Thanks’ / but I never feel a presence online«, synger Alex Cameron hen over et stykke triumferende synthpop.

Også ‘Sara-Jo’ er en tvetunget hyldest til de sociale medier, tilbagelænet overlegen i sin melodiske træfsikkerhed: »Who told my brother that his kids are gonna die from this vaccine«, lyder det fra en ny skæv karakter i et stærkt vanedannende omkvæd om ekkokamre og trolls. Mange mennesker lever en voksende andel af deres liv på internettet, så vi har brug for mange flere af denne type sange om, hvordan det faktisk er at cruise rundt derinde.

Når Alex Cameon er bedst, skaber han et univers af lurvet kitsch, hvor satire, stærke melodier og en tydelig glæde ved hengemt popmusik danner en treenighed. Og på ‘Oxy Music’ beriges materialet endda med en potent aktualitet i kølvandet på opioidkrisen og coronakrisens online-isolation.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er desværre som om, hele albummet ikke løfter, hvad det påbegynder på de første stærke numre. På ‘Breakdown’ bliver en parodisk ballade lidt for cheesy og vender for meget det hvide ud af øjnene over sin egen lurvethed. »If I ever break down will you break up with me«, synger Alex Cameron med pseudo-pompøs fylde og hvad der næsten må være en gennemironisk grimasse, når han tilføjer »uh, break up with me« en ekstra gang.

Det er nok et spørgsmål om temperament, men på visse numre føler jeg, armslængden og ironien bliver for tyk. Som om Cameron både vil blæse og have mel i munden. Han vil skrive skarpe sange om tunge temaer, men han vil også hele tiden fnise og holde sig for næsen over, hvor tæt på genbrugsbutikkens jordslåede vinylplader, noget af det her materiale faktisk er. ‘K Hole’ og ‘Dead’ er flere eksempler på problemet midtvejs på ‘Oxy Music’: For mange ballader, der ikke helt har sammen veloplagte svirp som albummets første stærke sange.

Til gengæld sker der noget overraskende til sidst.

Alex Cameron er forelsket i corny synthesizer-klange og saxofonsoloer. Han er mere Billy Joel end Busta Rhymes. Afhopper-nummeret ‘Cancel Culture’ indeholder et visit fra noget så usædvanligt som en rapper, Lloyd Vines. ‘Cancel Culture’ handle ikke om wokeism som sådan, men er en kritisk stillingtagen til kulturel appropriation, hævder Alex Cameron selv.

Et overraskende stilskifte, som ved de første lyt får en til at samle telefonen op og dobbelttjekke, at man stadig lytter til Alex Cameron. Det er tilpas bizart til, at man må lytte med. På det sidste nummer er det Jason Williams fra postpunkduoen Sleaford Mods, der tilfører noget britisk pub-atmosfære og lidt mere barkede næver end på resten af albummet.

Hvorfor er begge visit udefra placeret bagerst på albummet? Gæstevokalisterne er interessante indslag på samme måde som Angel Olsen var det på ‘Forced Witness’. De kommer desværre lidt for sent til festen til at bortviske grundindtrykket. Ironien bliver på ‘Oxy Music’ for ofte brugt som en slags mellemlægspapir, som et unødvendigt alibi. Det er ærgerligt, at denne bismag fylder så meget, når Alex Cameron igen beviser, at han kan skrive virkelig stærke sange.


Kort sagt:
Alex Cameron kan skrive virkelig stærk synthpop med satirisk bid, når han vil. Midterdelen af ‘Oxy Music’ hænger desværre fast i et dynd af ironiske, cheesy popballader.

Alex Cameron. 'Oxy Music'. Album. Secretly Canadian/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af