The War on Drugs leverede lige præcis den store samlende rockkoncert, man havde drømt om
Man fornemmede i dén grad, at folk havde set frem til aftenens begivenhed, den første af to koncerter med amerikanske The War on Drugs i K.B. Hallen.
For mit eget vedkommende var det den første koncert med et udenlandsk navn i 26 måneder, og at dømme ud fra de samtalefragmenter, jeg opsnappede, var det ligeledes en rum tid siden sidst for mange andres vedkommende.
Den sitrende følelse, når forventningens glæde honoreres med en liveoplevelse, der vokser med klimaks på klimaks, er virkelig til at tage og føle på. Og stemningen i Frederiksbergs agtværdige arena var fantastisk smittende og fællesskabende.
Begejstrede klapsalver bar ‘Harmonia’s Dream’, ‘Red Eyes’ og ‘Under the Pressure’ taktfast gennem salen, og der var både plads til ømme kram og til at hengive sig med lukkede øjne under ‘I Don’t Wanna Wait’ og ‘Living Proof’.
Det fremgik også med alskens tydelighed, at bandet havde glædet sig. Ankermand Adam Granduciel var yderst veloplagt og trakterede blandt andet med anekdoten om dengang, The War on Drugs spillede på Loppen, og keyboardspiller Robbie Bennett sad fast i elevatoren sammen med bandets gear. Selv mindre tekniske genvordigheder på scenen blev adresseret med overskud.
At The War on Drugs har bevæget sig fra Christianias famøse klub til nu at spille to koncerter i K.B. Hallen-størrelse er både en smuk fortælling og et validt argument mod dem, der har travlt med at påpege rockens irrelevans. Derudover er Philadelphia-ensemblet et ypperligt eksempel på, hvordan man vokser i kraft af at forfine sin musikalske identitet med små detaljer og virkemidler.
Og så er The War on Drugs ganske enkelt bare enormt effektive og medrivende live. Hvilket blev konsolideret onsdag aften i form af de majestætiske hooks i ‘Old Skin’ og ‘Strangest Thing’ samt den motoriske fremdrift i ‘An Ocean In Between the Waves’, der foldede sig ud som aftenens første store klimaks, blot tre sange inde i sættet.
Derudover kan man roligt konkludere, at Adam Granduciel har revitaliseret den ædle disciplin guitarsoloen med en aura af coolness, hvilket særligt tog sig flot ud under det skærebrændende sololøb i ‘Victim’.
Tiden forsvandt fuldstændig i den lige dele kompakte og tryllebindende liveoplevelse, og da Granduciel i løbet af ‘Burning’ takkede af for i aften, havde man ikke rigtigt ænset, at koncerten lige havde bevæget sig ind på den anden side af to timer. Man var ligeså opstemt, som da man kom, hvorfor det også gav perfekt mening at ekskludere ritualet med ekstranumre.
The War on Drugs leverede lige præcis den store samlende rockkoncert, man havde drømt om.
Kort sagt:
Med medrivende rockhymner eksekveret med overskud og veloplagt humør leverede The War on Drugs lige præcis den store samlende koncert, mange havde hungret efter.