PORTRÆT. Konservative værdier, store hatte, billig whisky og lastbilchauffører. Sådan tænker mange om countrymusikken. Det er ikke helt forkert, men det er også kun en del af det samlede billede. Country er kæmpestort – i USA i hvert fald – og det er mange ting. Der er et loyalt publikum, der stadig køber plader, og der er et hav af undergenrer.
Orville Peck er crossover-country, der åbner døren for indie-publikummet. Orville Peck er også queer country. Man kan finde homofobi i større eller mindre doser i de fleste musikmiljøer, men det kræver sin (maskerede) helt at skabe sig et navn som homoseksuel mand i countryterræn, som Orville Peck har gjort det.
Hans navn er opdigtet, og han skjuler ansigtet bag en maske: Læder dækker den øverste halvdel af hovedet, og frynser hænger ned foran munden, langt nok til at kunne sætte sig fast i guitaren. Hans mange masker har navne, hans tilgang er teatralsk.
Er det et gimmick, kan man spørge? Er det ikke ligemeget, kan man svare.
Hvis du gerne vil vide, hvem Orville Peck i virkeligheden er – hvis hans borgerlige navn er mere virkeligt – kan en hurtig søgning på internettet give dig et ret klart svar. Men det er ikke vigtigt her. Anonymitet er heller ikke formålet. Med masken har han nemlig skabt en genkendelig karakter, der forlænger kunsten: Han siger selv, at han ikke bare vil skrive en sang og lade det være ved dét. Der skal skabes en stemning, og det visuelle hænger sammen med det soniske.
Selv om personen og ansigtet bag masken er mindre kendt, er karakteren Orville Peck ikke ligefrem ukendt. Han har spillet vigtige festivaler, vundet priser og været forbi store tv-shows. Dior har sågar lavet en udgave af hans signaturmaske. Med sit nye album ‘Bronco’ er han klar til at udvide idéen om, hvad country kan være. Country er nemlig stigmatiseret, siger han, og det vil han gerne ændre på.
David Lynch og falset i ørkenen
Det hele begyndte med udgivelsen af ‘Dead of Night’ i starten af 2019, hans anden single. En westernperle og en nyklassiker. En ensom ørkenguitar ringer ud en håndfuld gange, før Orville Peck introducerer sin crooner-stemme og maler den natlige scene for os:
»The sun goes down
Another dreamless night
You’re right by my side
You wake me up
You say it’s time to ride
In the dead of night«
Da vi når omkvædet, bliver det ømt og smukt med cowboy-falset:
»See… see the boys as they walk on by…«
Man er tilgivet, hvis det pludselig bringer tankerne i retning af Chris Isaaks kæmpehit ‘Wicked Game’ fra 1989.
Orville Peck har ikke en stor stemme, men hans måde at synge på er stort anlagt. Hans falset og fraseringer har klassisk countrycharme. Da han spillede på Loppen i efteråret 2019, sad vokalen måske ikke i skabet hele tiden, men manden synger og performer, så han selv tror på det, og det gør hele forskellen.
Det fungerede også i det store hele på debutalbummet ‘Pony’, der udkom på Sub Pop i foråret 2019. Scenen var allerede sat med sangtitler som ‘Queen of the Rodeo’ og ‘Kansas’. Fra start har Orville Peck haft styr på virkemidlerne, netop fordi han tænker visuelt, når han skriver.
Han har udtalt, at han forestiller sig videoerne, før selve sangene er færdige. Han er stor fan af David Lynch (men hvem er ikke det?) og har meget passende udtalt, at han er interesseret i at finde det underlige og unikke i det almindelige.
Den søgen har han fortsat på sit nye album.
Større pladeselskab, større lyd
Efter debutalbummet på Sub Pop skrev Orville Peck kontrakt med Columbia (ejet af Sony) og udgav ep’en ‘Show Pony’, der i store træk – og meget passende – blev skrevet på landevejen.
Skal vi så ud i den fortærskede historie om kunstneren, der går fra det mindre label til det større og sælger ud? Både og.
For det første er der nok ikke nogen, der går op i, om nogen ‘sælger ud’ længere. Det er trods alt ikke 1990’erne. For det andet er Sub Pop i forvejen en stor spiller på markedet (49 procent er ejet af Warner, og de er dermed lige akkurat uafhængige). For det tredje har Columbia en del større kunstnere, som de kaster mange flere marketingdollars efter. Springet fra Sub Pop er ikke så stort. Men man kan høre det i musikken.
Orville Pecks nye album ‘Bronco’ har en marginalt renere lyd end sin forgænger, men det er stadig umiskendeligt ham, og det er stadig crossover-country med appel for alle os, der ikke bærer cowboystøvler så ofte.
Det er måske ikke lige så sjovt som debutalbummet – tænk på en sang som ‘Take You Back’ med al dens fløjten eller på temposkiftet og de buldrende trommer i den præcist betitlede ‘Buffalo Run’ – men sangskrivningen er generelt skarpere. Sangene slutter, når de gode idéer er udtømt, og stort set ingen af sangene trækkes for langt ud.
Han har dog ikke mistet glimtet i øjet. Se bare videoen til ‘Daytona Sand’, hvor vores maskerede helt spiller på alle klichéerne og gør dem til sine egne: Han tomler med en lastbilchauffør, stjæler en bil, forfører en langhåret mand på stranden, bliver smidt ud af en bar og stikker af fra politiet på en hvid hest. En hest, som han vel at mærke telepaterer med: ‘Let’s get out of here, buddy’, siger krikken til manden med lædermasken. Vidunderligt.
Autenticitet og læder
‘Bronco’ er udkommet i tre kapitler: I februar udkom fire sange, i marts kom yderligere fire, og i april kom så de sidste fem. Markante kunstnere som Beach House og Big Thief har gjort det samme i år – udgivet disse chunks – og der er mening med galskaben: Det er en enkel måde at forberede lytterne på noget langt, da der ikke vil være lige så meget at tage ind på én gang.
Orville Pecks fans har kunnet høre mere end halvdelen af ‘Bronco’ længe før den officielle udgivelse, og med en spilletid på næsten en time har man kunnet finde yndlingssange at navigere efter og glæde sig til, når man så hører hele herligheden første gang. På ‘Once Twice Melody’ når Beach House op på 18 sange, og på ‘Dragon New Warm Mountain I Believe In You’ når Big Thief op på 20 sange. Det er meget at kræve af lyttere i streamingalderen.
Det er selvfølgelig også bare et spørgsmål om at gøre noget anderledes, end man plejer, og ikke udgive de sædvanlige 3-4 singler. Man kan dog kun slippe afsted med det, hvis man er etableret, som Orville Peck, Beach House og Big Thief er det.
Som forventet er Orville Pecks tredje og sidste kapitel på ‘Bronco’ også det mindst spændende. De bedste sange – som ‘Daytona Sand’, ‘The Curse of the Blackened Eye’, ‘Kalahari Down’, ‘Hexie Mountains’ – var på de første kapitler. I det store hele skal ‘Bronco’ dog nok hjælpe Orville Peck i forsøget på at udbrede countrymusikkens hjerteblødende budskab.
Foruden hans store sangskriverevner – med lidt hjælp fra Tobias Jesso Jr. denne gang – er Orville Peck særligt interessant, fordi han repræsenterer et anderledes take på det ellers trætte begreb autenticitet.
Det handler åbenlyst ikke om at sætte lighedstegn mellem sig selv – med navn og ansigt – og sin kunst. Men det gør ikke følelserne mindre oprigtige. Det er et syn på autenticitet, der ikke er bundet op på det private, men på det personlige. Og det er en vigtig forskel.