Rockbandet Pup er den rebelske modgift, vi har brug for, når Machine Gun Kelly er verdens største emo-hitmager

Poppunket emo-musik er populært for tiden med navne som Willow, Yungblud og Machine Gun Kelly som de største stjerner i den nuværende bølge. Men også i undergrunden er emo værd at følge med i – og albumaktuelle Pup er det ideelle gateway-band mellem de to verdener.
Rockbandet Pup er den rebelske modgift, vi har brug for, når Machine Gun Kelly er verdens største emo-hitmager
Pup. (Foto: Vanessa Heins/PR)

ANBEFALING. Emo er tilbage! Eller, ret beset har emo aldrig været væk. Den kommercielle, poppunkede afart af emo, der i midt-00’erne blev defineret af bands som Fall Out Boy, Paramore og My Chemical Romance, er kun en lille strømning inden for en langt bredere genre.

Emo er også 80’ernes emotionelle hardcore-scene, der i første omgang lagde navn til genren med bands som Rites of Spring og Dag Nasty i front. Det er også den mere indadvendte, indierock-inspirerede midwest-emo, der i 90’erne fik medvind gennem kultbands som American Football, Sunny Day Real Estate og Cap’n Jazz. Og emo er i stigende grad de metal-inspirerede screamo-strømninger, der havde guldalder omkring årtusindskiftet med bands som Envy, Orchid og Pageninetynine.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Midt-00’ernes poppunkede emo var en uventet mainstreaming af en lyd, der ellers havde det fint i undergrunden. Og både før, under og efter 00’ernes emo-boom var der en sprællevende emo-undergrund fyldt med guf – også til dem, der leder efter bragende melodiske omkvæd og catchy, iørefaldende basgange.

Bandet, der inden for indie-emo længst har været klasseeksemplet på, hvor høj kvaliteten var – også i den mere lettilgængelige, melodiøse ende af emo-undergrunden – må være Brand New. Med deres sonisk rige, emotionelt komplekse, men også dejligt kompositorisk umiddelbare sange, dannede de i mange år bro mellem mainstream-emoen og de mange nørdede genreforgreninger, der let kunne virke intimiderende, hvis man kun kendte Panic! At the Disco og The All-American Rejects.

I mange år ville jeg uden tøven have anbefalet Brand New som det næste skridt, hvis man var interesseret i at tage det første spadestik under emoens eyeliner-indsmurte mainstream-overflade. Men i 2017 kom to kvinder med grundige, detaljerede anklager mod bandets forsanger og primære sangskriver, Jesse Lacey. Kvinderne fortalte, at Lacey i en årrække havde misbrugt dem, da de var mindreårige, og han var i sine 20’ere.

Brand New har funktionelt ikke eksisteret sidenhen, og idet de efter anklagerne har været knap så lette at anbefale folk, har vi i mange år manglet et virkelig godt band, der som dem kunne danne bro mellem mainstream-emoen og undergrunden.

Og det er især noget, vi har brug for nu, under tidens mainstream-emo-renæssance, hvor navne som Willow, Yungblud og især Machine Gun Kelly er blevet frontfigurer.

Emo skal helst være et antikonformt ungdomsoprør, der ængsteligt erklærer, at omverdenen ikke forstår dem. Og uanset hvor gode sangene er, kan det let klinge hult, når nogle af de største stemmer i genren aktuelt er datteren af et af verdens største showbiz-par, en Disney Channel-stjerne og Megan Foxs kæreste.

Og her er det så dejligt, at vi har et band som canadiske Pup, der er aktuelle med det stærke album ‘The Unraveling of Puptheband’.

Pup debuterede i 2013, men de fik for alvor medvind i 2019, da de udgav albummet ‘Morbid Stuff’. Timingen for deres gennembrud passede selvfølgelig rimelig behændigt med, at mange (herunder jeres undertegnede) havde brug for et alternativ til Brand New.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De var på ingen måde det eneste band, der brød igennem på dette specifikke tidspunkt. Poppunkede emo-navne som Spanish Love Songs, Oso Oso, Dogleg og Origami Angel (der i øvrigt alle er værd at lytte til) havde også gennembrud i den årrække, hvor der var brug for nogen til at udfylde det Brand New-formede hul i vores hjerter.

Hermed ikke sagt, at grupper som Pup blot er Brand New, men denne gang i en ikke-problematisk udgave. Pup er sit eget væsen, der taler til, hvor vi er netop nu. Hvor Brand New i deres bedste stunder var intime og indadskuende, er Pup ofte et højlydt generationsoprør. De er vrede og utilfredse med den socioøkonomiske virkelighed, ungdommen befinder sig i, og de bruger rockmusik som værktøj til at yde modstand.

På 2019-albummet ‘Morbid Stuff’ handlede det meget om depression og angst for døden – men altid placeret i konkrete klasseoplevelser, der fungerer som modgift til at høre store Hollywood-stjerner synge om de samme emner. På ‘Kids’ hører vi om, at fortælleren bor i en gammel bil. På ‘City’ hører vi om den hvileløse tilværelse i en hektisk storby.

Og så lyder det også bare relaterbart på et andet niveau. Musikken er skramlet og upoleret i en grad, så man føler, at det lige så godt kunne være nogle af ens venner, der har samlet et band og skrevet nogle fremragende melodier.

Pup er denne måned aktuelle igen med albummet ‘The Unraveling of Puptheband’. Og som titlen antyder kigger teksterne her i højere grad på bandet: Deres interne mekanismer, deres plads i musikindustrien og deres rolle som skabere af musik.

Eksempelvis er der den her lidt Conor Oberst-klingende trilogi af interludier betitlet ‘Four Chords’. Her hører vi om et »board of directors«, der hvert kvartal kommer med input til, hvordan bandet Pup skal arbejde fremadrettet – og vi får et indblik i, hvor demotiverende det er at skulle tænke målgrupper og trends ind i skabelsen af kunst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sangen ‘Matilda’ er skrevet fra perspektivet af en gammel yndlingsguitar, der ikke bliver spillet særlig ofte længere. Og på afsltuningsnummeret ‘Puptheband Inc. Is Filing for Bankruptcy’ hører vi om, at bandet føler sig »Too old for teen angst, too young to be watched«, hvorefter de italesætter musikindustrien direkte med linjen »If that’s the hand that feeds, then I might as well just cut it off«.

Men det er slet ikke en så konceptuel plade igen, og man behøver på ingen måde at være musiker selv for at kunne sætte sig ind i det, de synger om.

De fleste sange handler bare om negative tanker og ulykkelig kærlighed af den slags, alle potentielt kan have oplevet. Eksempelvis er mesterværket ‘Robot Writes a Love Song’ en simpel kærlighedshistorie fortalt gennem allegorien om et styresystem, der bliver så overvældet af romantiske følelser, at det crasher og menuerne stopper med at virke. Og ‘Waiting’ er en dejlig dosis ængstelighed, der handler om et forhold præget af alkoholisme, vold og psykoterapi-sessions, der ikke kommer nogen vegne.

Lyden er stadig dejligt beskidt, og omkvædene er så eksplosive, at de rammer som en næve i ansigtet. ‘The Unraveling of Puptheband’ er den slags emo-udgivelse, der virkelig er brug for. Og når man først har hørt Pup (og de andre poppunkede emonavne, jeg nævnte tidligere i artiklen), kan man oplagt dykke ned i de mere ekstreme afkroge af emo.

For genren lever i alle forgreningerne. Der er den hypnotiserende, shoegaze-inspirerede gruppe Parannoul fra Korea, de svenske slackerrock-emoer i Weatherday, den højtragende avantgarde-screamo fra So Hideous, den skærende violin-screamo hos Foxtails, og den feministiske black metal-screamo-gruppe Svalbard – bare for at nævne nogle af mine personlige favoritter.

Emo lever ikke kun videre i mainstreamen, hvor den i øjeblikket skaber bølger, som mange får øje på. Den trives også i undergrunden, og her er Pup nogle af de bedste i deres felt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af