Modests hjerteskærende debutalbum bearbejder sorgen som en nødvendighed
Jeg husker tydeligt, da jeg første gang fangede Modests debutsingle ’Pride’ på P6 Beat tilbage i 2017. Ved første lyt var jeg overbevist om, at jeg i min udforskning af 70’erne og 80’ernes britiske postpunk-legender ganske enkelt måtte have overset noget, men nej: Ikke alene var nummeret spritnyt, bandet var sågar dansk.
Aarhus-kvartettens første ep – ’Pretty Sure It’s Honest’ – indfriede forventningerne med yderligere tre kraftfulde energiudladninger, der bar både følelserne og inspirationskilderne heltudenpå de hvide t-shirts og de forvaskede cowboybukser. Det var ikke just banebrydende, men det føltes, ja, oprigtigt. Som den slags nu engang skal.
Siden da gik Modest for mit eget vedkommende mestendels i glemmebogen. Ikke fordi gruppens ditto ømme 2019-ep ’For the Better’ på nogen måde var en skuffelse, men fordi gutterne aldrig udgav materiale nok til for alvor at fastholde min opmærksomhed i længere tid af gangen. Det er altså de færreste danske bands, der tillader sig at bruge hele fem (!) år på at udgive deres debutalbum.
Men med albummet ’Friend’ er ventetiden nu forbi. Og det er tydeligt, at gruppen har udnyttet de seneste fem år til at udbygge deres lyd, som ganske vist stadig er funderet i postpunk-traditionen, men som nu i højere grad synes at skele til den moderne danske scene end til 80’ernes England. Især de fræsende singleforløbere ’Losing All the Time’ og ’Pull Through’ synes at være mere inspireret af hjemlandets genremastodonter Iceage, end de er inspireret af The Cure og The Smiths.
Der er fart på. Meget mere end vi er vant til fra Modest. Og det høje energiniveau fortsætter på albummets deep cuts, hvor især ’Ambition’ følger trop med endnu en omgang møgbeskidt smadderguitar, fuldendt med en skabet vokal fra forsanger og bassist Julius Kruse Lykke.
Det er forfriskende umiddelbart. Kontrasten til gruppens mere drømmende ep’er er til at tage og føle på, men det klæder dem at skrue op for intensiteten. Modest er et glimrende liveband, og de her numre er som skabt til livescenen (fang dem for guds skyld på weekendens Spot Festival, hvis du har planer om at deltage). ’Friend’ er et af den slags album, der formentlig kun tager sig bedre ud live.
Men handler hele pladen så bare om at fyre den af på instrumenterne? Overhovedet ikke. Faktisk tager det meste af albummet udgangspunkt i den sorg, Julius Kruse Lykke oplevede i forbindelse med tabet af sin mor, og ikke mindst i den følelse af social eksklusion, han siden oplevede. Sangskriveren har aldrig været bleg for at vise følelser, men på ’Friend’ er han mere skrøbelig end nogensinde før.
Det udmønter sig i nogle af albummets smukkeste stunder, og især den stemningsmættede ’Won’t Be the Last’ er decideret hjerteskærende. En slags musikalsk bearbejdelse af sorgen, som Lykke i en pressemeddelelse har kaldt »en stor nødvendighed«. Nærmest lammet af sit tab synger han om at blive ét med sorgen, og resultatet rammer stærkt.
Transitionen fra ep’er til albumformatet er ingen let bedrift, og hvor gruppens tidligere udgivelser holdt et imponerende højt bundniveau, føles et par af numrene på ’Friend’ en anelse mere overflødige. Det gælder ikke mindst de to nærmest ambiente skæringer, ’Thinking About You I’ og ‘II’. Begge er i og for sig interessante nok (gruppen leger blandt andet med optagelser af skovens lyde), men på et album med kun ti numre i alt kan det diskuteres, om ikke pladsen havde været bedre brugt på egentlige sange.
Til gengæld viser Modest på ’Friend’, at de – modsat deres lige lovligt stilsikre ep’er – ikke længere er bange for at udforske genrens mange facetter. Og netop dét lover mere end noget andet godt for gruppens fremtid.
Kort sagt:
Fem år efter deres charmerende debut-ep har Modest langt om længe udgivet deres første album, ’Friend’. Et forfriskende umiddelbart og alligevel skrøbeligt stykke dansk postpunk, der formentlig kun tager sig endnu bedre ud live.