Mitski gjorde dansen til et instrument i Store Vega

Mitski gjorde dansen til et instrument i Store Vega
Mitski i Store Vega. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Tirsdag aften troppede Mitski op i Store Vega med sit band, hvorfra vi fik keys, guitar, bas og trommer. Mitski selv havde rent sonisk kun sin stemme at arbejde med, men på et visuelt plan havde hun medbragt et instrument, der end ikke er i stand til at være en del af hendes musik i en albumkontekst: Hendes dans.

Hun dansede nemlig næsten konstant. Sange som ‘Goodbye, My Danish Sweetheart’, hvor hun ikke var i kronisk bevægelse, fremstod nærmest som sære undtagelser.

Men bevares: Dansen gjorde praktisk taget konsekvent musikken stærkere. Især sangene fra det polariserende 2022-album ‘Laurel Hell’ syntes muligvis at være komponeret specifikt med koreografi i tankerne.

Mitskis bankende næve og desperate ansigtsudtryk i takt til den bouncy rytme fra ‘Should’ve Been Me’ fungerede så perfekt, at det var som om, sangen alle dage var bygget op omkring det. Og at se hende bruge sin mikrofon til at simulere at skære halsen over på sig selv på ‘Working for the Knife’ gav sangen lidt ekstra drama.

Moderne dans har ry for at være en meget abstrakt disciplin, der er svær for uindviede at forstå. Men Mitski var rigtig god til at gøre fortolkningerne umiddelbare.

Linjerne »I’ve been big and small / and big and small / and big and small again« fra ‘Nobody’ blev akkompagneret af arme, der skiftevist rakte ud og var trukket ind mod kroppen. Og i starten af ‘Drunk Walk Home’ bevægede hun sig som om, hun vitterligt var på vej hjem i beruset tilstand.

Mit yndlingsnummer i dette regi er ‘Happy’, hvor Mitski spankulerede kæphøjt rundt med store skridt under andet omkvæd, men så snart omkvædet var slut, gav hun sig selv et knus iført et grædende ansigtsudtryk. Senere i samme nummer brugte hun sine hænder til at tvinge et smil frem på sit ansigt – a la den berømte scene i ‘Joker’.

Dansen løftede sangene til et nyt niveau, hvor jeg blev endnu mere investeret end i studieudgaverne.

Men bedst som Mitski og bandet havde fået mig allermest oppe at køre, så sluttede musikken.

Mitski i Store Vega.

Hvor mange kunstnere vælger at bruge koncerter som en mulighed for at udvide sange og udforske nye sider af deres soniske palette, valgte Mitski meget stringent ikke at køre dem unødigt længere end den varighed, de oprindeligt var skrevet til.

Som min Soundvenue-kollega Mads Kjær Larsen kom ind på i sin ‘Laurel Hell’-anmeldelse, har Mitski lidt af en tilbøjelighed til at afslutte sange, før de når deres egentlige potentiale, og det kunne jeg gang på gang mærke, når sange som ‘Washing Machine Heart’, ‘The Only Heartbreaker’ og ‘Heat Lightning’ nåede deres ende, mens bandet ellers havde bygget op, så det føltes som om en endnu større finale var om hjørnet.

Der var også underligt lange pauser mellem numrene. Jeg går ud fra, at det er fordi, det er anstrengende at skulle danse så uafbrudt, som Mitski gjorde – og især når hun skulle holde sin vokal så imponerende meget i fokus, som hun formåede under selv den mest bratte bevægelse.

Men i stedet for stilhed mellem numrene, ville det måske være en idé at have flere sekvenser med en instrumentalist i fokus? Så kunne Mitski bruge den tid på at gøre sig klar til det næste nummer – og to fluer er slået med ét smæk, idet sangene ikke er så korte længere.

Men selv med de kæpheste in mente, kan jeg ikke tage fra Mitski, at det hele virkede. Iklædt et varieret og potent lysshow dansede hun gennem enhver linje på en måde, der kun gjorde musikkens emotionelle univers mere virkningsfuldt.

Mitski indtager Roskilde Festival til sommer, og jeg kan varmt anbefale at tage ind og se det, hvis koncerten holder dette niveau.


Kort sagt:
Mitski sang fremragende, hendes band spillede stærkt, og ikke mindst dansede hun, så hvert nummer fik nyt liv. Desværre var showet også præget af sange, der stoppede tidligere, end de havde fortjent, og en del længere pauser mellem numrene.

Mitski. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af