Roskilde Festival: Reveal Party åbnede ballet med sårbarhed og ungdommelig hoppefest

Emily Holm Nyhuus’ intime sange om breakups, transkønnethed og selvmordstanker har åbnet et sårbart rum i dansk musik.

Meget er på spil i Reveal Partys musik, og derfor forstår man godt, at Nyhuus havde en god portion selvironi og teatralsk nihilisme med på scenen, da hun åbnede årets Roskilde Festival.

»Anyway, her kommer der en selvmordssang«, lød det for eksempel, inden hun stillede sig i front for sekstetten med sin akustiske guitar og mindedes svære pandemiske tanker.

Stemmen vibrerede skrøbeligt, indlevelsen var overbevisende, og pludselig eksploderede musikken med tung bas, drevne trommer og fyldige elguitarer. På den måde kan styrke vokse ud af usikkerhed.

Dog savnede jeg større variation, både i opbygningen af sangene og i lydbilledet.

Nyhuus og bandet havde snedige breaks og rytmisk overskud, men manglede mere mindeværdige melodiske hooks til at give de ensformige akkorder modspil.

Reveal Party vekslede mellem ligefrem følsomhed og hoppende indiefest. Af og til med lidt for abrupte overgange.

Man kunne godt have håbet, at sangenes radikalt intime lyrik blev ledsaget af mere vovede musikalske former. En enkelt gang råbte Nyhuus uden forstærkning ud til publikum. Mere af den energi!

Når den intime musik foldede sig ud, viste Reveal Party et stort potentiale. Ikke mindst til sidst i koncerten, hvor Nyhuus med sprødt fingerspil og hymnisk tålmodighed holdt os i et fast, sårbart greb.

Den nænsomhed skal de holde fast i. Men forhåbentlig finder de også plads til den ulmende vildskab.