Da Olivia Rodrigo over weekenden gik på scenen til Glastonbury Festival, brugte hun platformen til at protestere mod den amerikanske Højesteret, der fredag omstødte den historiske Roe v. Wade-afgørelse, som hidtil har sikret retten til abort.
Den 19-årige popstjerne hev Lily Allen med på scenen, så de sammen kunne fremføre Allens klassiker ‘Fuck You’.
»Jeg er sønderknust og forfærdet. Så mange kvinder og så mange piger kommer til at dø på grund af det her. Jeg vil dedikere den næste sang til de fem medlemmer af Højesteretten, der har vist os, at når alt kommer til alt, så er de pisseligeglade med frihed«, sagde Rodrigo til publikum.
Hun nævnte de fem højesteretsmedlemmer ved navn og proklamerede: »Vi hader jer!«, mens Allen stemte i.
Billie Eilish italesatte også abortafgørelsen, da hun spillede på Glastonbury fredag aften: »I dag er en virkelig, virkelig sort dag for kvinder i USA. Jeg vil nøjes med at sige det, for jeg kan ikke bære at tænke mere på det lige nu«.
Også Phoebe Bridgers fik sit publikum til at messe »fuck Højesteretten«, da hun spillede på Glastonbury.