The Raveonettes på Heartland: Når man er så cool, at skønhedsfejl bliver charmerende
Da minialbummet ‘Whip It On’ så dagens lys i maj 2002, lagde det samtidig kimen til den internationale musikkarriere, som Sune Rose Wagner havde efterstræbt i årevis med Psyched Up Janis.
Fuldt fortjent, for med deres unikke cocktail af sange alle med udgangspunkt i samme akkord (Bb-mol), kaskader af hvid guitardissonans og film noir-æstetik var The Raveonettes både noget helt nyt i dansk musik og samtidig så spektakulært, at udlandet også viste behørig interesse.
Et udtryk, der fremstod lige så overbevisende og dugfriskt i den smukke aftensol på Heartland Festivals Greenfield Stage, hvor The Raveonettes i original besætning fejrede 20-års jubilæum.
Modsat dengang for et årti siden, hvor ti lys skulle pustes ud af jubilæumskagen, og The Raveonettes på turné udelukkende fremførte de otte sange på ‘Whip It On’, blev vi til dette jubilæum trakteret med et større udsnit af bagkataloget. Dog med fokus på den periode, hvor guitarist Manoj Ramdas og trommeslager Jakob Høyer var en del af bandet.
Sune Wagner og Sharin Foo indtog dog scenen alene og fremførte de vemodige ‘Railroad Tracks’ og ‘Somewhere in Texas’. To deep cuts, der udmærker sig ved et afdæmpet twang’et tonesprog.
En glimrende og velvalgt indledning, som lagde vægt på den altid høje sangskrivningskvalitet, der ligger i The Raveonettes’ sange – uanset deres soniske særpræg.
Herefter blev Ramdas og Høyer hidkaldt, og koncerten tog en anderledes krasbørstig karakter, hvor særligt den ulmende tyngde i ‘Bowels of the Beast’ og det ubesværede drive i ‘Love in a Trashcan’ bør fremhæves som eksempler på, at The Raveonettes har leveret sange med evergreen-potentiale til den danske sangskat.
Med tanke på brugen af programmerede backtracks, livetrommer, støjende guitarlag samt Wagner og Foos tostemmige vokaler var lydbilledet overordentligt fornemt balanceret, så man virkelig fik den fulde oplevelse af den originale lyd, som sikrede The Raveonettes udenlandsk pladekontrakt og rosende omtale i den toneangivende engelske og amerikanske presse.
Det skarptskårne lydbillede afslørede samtidig også med ubarmhjertig tydelighed, når tingene vaklede. Hvilket desværre var tilfældet i ‘Love Can Destroy Everything’, hvor vokalerne ikke helt ramte hinanden, og i afslutningsnummeret ‘Recharge & Revolt’, hvor Sune Wagner måtte fortælle Sharin Foo, hvilke akkorder sangen gik i, da han for en stund havde overdraget guitaren til hende, og hun åbenlyst fumlede på gribebrættet.
På sin vis var det nu egentligt bare lidt charmerende at bevidne et så cool og stilsikkert band på usikker grund for en ganske kort bemærkning.
Koncerten på Heartland var under alle omstændigheder en solid bekræftelse på, hvorfor vi kan være taknemlige for og stolte af et band med en så markant og dragende identitet.
Kort sagt:
The Raveonettes fejrede 20-års jubilæum med original besætning og et gavmildt udvalg af bagkataloget. Jovist, her var skønhedsfejl, men det var dejligt at bevidne et så cool og stilsikkert band på dansk jord igen.