Det er sjældent, man oplever en bedre hiphopkoncert end Little Simz’ magtdemonstration på Roskilde Festival
Med tekster om mental sundhed og social bevidsthed er Little Simz en rapper i sync med tidsånden, men hendes succes er skabt med old school-dyder i nye klæder – komplekse rim, teknisk rap, soulede beats.
At sige, at Simz har momentum, er nærmest en underdrivelse i forhold til den hengivne hyldest, hun modtog af et ekstatisk publikum på Avalon, der gav bifald i både halve og hele minutter mellem numrene.
Nogle gange blev det så voldsomt, at den selverklæret introverte rapper så ud til ikke helt at vide, hvad hun skulle gøre af sig selv – udover at smile afvæbnende igen.
Men det var ikke bare blind beundring. For Little Simz var en suveræn showmaster, der minutiøst kontrollerede koncertens flow og energiniveau med hyppige publikumshenvendelser, dominant mikrofonkontrol og underholdende og afvæbnende snak mellem numrene.
I løbet af en time stopfodrede den 28-årige brite og hendes velspillende band os med tunge beats, bouncende grooves og skarpe skud med den lyriske 9mm. Og så satte koncerten en fed streg under, hvor mange stærke sange hendes to seneste album, ’Grey Area’ (2019) og ’Sometimes I Might Be Introvert’ fra sidste år, rummer.
Den feministisk peptalk ’Woman’, reggae-vuggende ’Point and Kill’, den rockede ’Boss’ og den selvudleverende ’Selfish’ var nogle af højdepunkterne – men der var mange flere.
Det var en overvældende magtdemonstration, også for aftenens hovedperson, der både virkede ydmyg, selvsikker og taknemmelig – og derfor så meget mere menneskelig og relaterbar.