Hvis man holdt vejret i spænding over, om Justin Bieber mon ville blive rask til sin Smukfest-koncert i starten af august, kan man endelig ånde lettet op.
Popstjernen har bekræftet over for festivalen, at han fortsætter sin europaturné som planlagt.
Nyheden kommer efter, at Bieber sidste måned aflyste sin nordamerikanske turné grundet Ramsay Hunts-syndrom, som havde ført til ansigtslammelse.
Smukfest skriver på Facebook: »Vi skulle hilse fra Justin Bieber og sige, at han starter sin turné i Italien som planlagt den 31. juli og dermed selvfølgelig også kommer og fester med os i Skanderborg onsdag den 3. august. Det er vi bare så glade for! Baby, baby, baby – ohhhh!!«.
Den glædelige nyhed kommer få dage efter, at Smukfest måtte se sig om efter en afløser til Limp Bizkit, der har aflyst deres koncert grundet sygdom.
Smukfest løber fra 31. juli til 7. august.