ANBEFALING. I februar 2019 blev jeg udsendt af Soundvenue til at dække et arrangement ved navn Journey.rock.
Her var fem rockbands fra fem forskellige lande, og mens de store trækplastre var de japanske støjrockere Bo Ningen og de en tand mere folkelige danske indierockere Yung, var jeg personligt især spændt på et ungt, hypet band ved navn Black Midi.
Black Midi blev booket til arrangementet inden de havde udgivet en eneste sang officielt. Kun en enkelt Soundcloud-sang florerede. Men hypen var allerede massiv.
Bandet havde opbygget et omdømme som et uforligneligt liveact, der ville kunne få alle med den mindste smag for det eksperimentelle til at tabe kæben.
Det var en hektisk koncert at overvære. Der var så meget gang i den, at halvdelen af trommesættet væltede. Der var komplekse, sitrende polyrytmer i gang over hele feltet. Genremæssigt befandt vi os et sted mellem den pulserende postpunk og den svimlende mathrock. Men det var ingenlunde så selvhøjtideligt, som de genrer ofte bliver.
Der var ikke bare glimt i øjet. Der var rablende gakkethed, der lød mere af den soniske ækvivalent til Looney Tunes-slapstick, end det lød som din vanlige vittige rocktrubadur.
Referencer som Mr. Bungle, Ween, Frank Zappa, The Residents, Talking Heads og Primus dukkede hurtigt op på min nethinde – kunstnere, der beviste, at eksperimentalrock ikke behøver at være finkulturel og fisefornem. Men at man sagtens kan være fjollet og humoristisk, mens man undersøger genrens yderkanter.
I salen hørte jeg nogle andre sammenligne dem med hiphopgruppen Death Grips, der på mange måder har gjort det samme for at smadre hiphoppens rammer, som Black Midi valgte at gøre for postpunken.
Efter Journey.rock blev jeg fast besluttet på, at jeg skulle følge denne kvartet nøje.
Opmærksomheden omkring bandet voksede op til udgivelsen af deres debutalbum ‘Schlagenheim’ i sommeren 2019, og ved årets udgang kunne de roligt kalde sig sin generations mest succesfulde mathrockgruppe.
Det kunne de meget vel være blevet ved med at være. Men så skiftede de retning i forbindelse med opfølgeren ‘Cavalcade’ i 2021. Der blev pludselig taget mere melodiøse, diskrete og underspillede virkemidler i brug – dog oftest som dynamisk kontrast til kaosset, der derfor nu føles endnu mere eksplosivt og overvældende.
Hvor ‘Schlagenheim’ var en vidunderligt idiosynkratisk samling skæv støj, føltes ‘Cavalcade’ som en rejse.
Genremæssigt var de begyndt at klinge mere af progrock. Men tænk ikke nødvendigvis på langhårede (bedste)farrock-koryfæer som King Crimson, Rush og Jethro Tull. Deres historiske prog-åndsfæller er i stedet mere obskure, drillesyge acts som Magma, Henry Cow og Area. Kunstnere, der selv i deres samtid ikke opnåede så stor medvind, som Black Midi har nu.
Med ‘Cavalcade’ fik de gjort avantgarde-prog mere bredt appellerende, end man skulle tro var muligt.
Det var blandt andet grundet deres vedvarende humor. Men det var også takket være solide hooks. Riffet til ‘John L’ er catchy. Melodien til ‘Slow’ er en ørehænger. ‘Marlene Dietrich’ er med sin skæve, poetiske lyrik let at synge med på. Og dette flair for den stærke melodi går aldrig ud over vanviddet, man ser udfolde sig.
‘Cavalcade’ var et mesterligt værk, der i min optik rangerede højt på listen over album fra 2021.
Jeg var spændt på, om Black Midi ville skifte genre endnu en gang med deres næste album – men jeg følte absolut ikke, at de var i nærheden af at have opbrugt deres potentiale som prog-band. De serverede blandt andet rigtig meget nyt materiale, da de i december 2021 gæstede Lille Vega og stod for den absolut bedste koncert, jeg så det år.
Jeg er derfor lykkelig over at rapportere, at opfølgeren ‘Hellfire’, der netop er udkommet, atter er med til at gøre progrocken aktuel for en ny generation – ikke ulig hvordan Tool, Opeth, Porcupine Tree og The Mars Volta gjorde den aktuel igen for 20-25 år siden.
Jeg håber, at ‘Cavalcade’ og ‘Hellfire’ er startskuddet til en revolution, hvor en række nye bands er med til at gøre op med progrockens image som forstokket og prætentiøs.
Men selv hvis det ikke sker, har vi med ‘Hellfire’ et pragtværk, som forsanger Geordie Greep selv kalder for »en episk actionfilm«. Sangene byder da også på hæsblæsende, voldsomme narrativer, der er værd at dykke ned i, hvis det enorme epos i kompositionen og lyden ikke er guf nok.
Særligt vil jeg fremhæve én sang, der gav mig gåsehud, da jeg første gang hørte udgivelsen. Jeg fik albummet på forhånd, og jeg lyttede til det kun få dage efter skyderiet i Field’s.
På sangen ‘Dangerous Liasions’ bliver fortælleren betalt for at begå mord, og da vi nåede til linjerne »Front page news: ‘Random killing – No gang affiliation, no mob justice – Murder’!« kunne jeg knap nok trække vejret.
Det ellers så gakkede band var pludselig kommet meget tæt på virkeligheden og havde skabt en oprigtig fornemmelse af ubehag. En fornemmelse, der blev forstærket af det uoverskuelige, dissonante lydbillede.
Black Midi er enere i deres felt, og hvis du skulle gå og tro, at progrock ikke var din kop te, så er de muligvis i stand til at omvende dig. Både med sjov og fjolleri og med virkelighedsnær alvor.