Chance the Rapper holdt gribende højmesse på AiaSound Festival
Det er næsten for direkte at kalde en koncert med Chance the Rapper for en religiøs oplevelse. Men Chicago-rapperen gør sit for, at hans musik passer lige så godt ind i kirkerummet som på en festivalscene.
Både lyrikken, akkordprogressionerne og instrumenteringen bærer tydelige præg af en tradition, hvor musik er noget, man bruger søndag formiddag for at komme nærmere gud, og måske – forhåbentlig – også hinanden.
Den mission lykkedes i stor stil for Chance the Rapper på Aiasound, hvor han indtog scenen med sit band bestående af tre korsangere, en trommeslager, der havde sine gospel chops i orden, en pianist og en trompetist.
Efter den hyperenergiske åbner ‘No Problem’ blev der sat gang i højmessen med den spirituelle ‘Blessings’ efterfulgt af ‘All We Got’. Og Chance the Rappers koncert var absolut bedst, når han og bandet turde gå ombord i den spirituelle, højstemte og storladne del af rapperens bagkatalog.
Det stod klart, da Chance og bandet efter den melankolske ‘Summer Friends’ kastede sig ud i et lettere intetsigende medley af nogle mere »turnt up«-sange, som ‘Hot Shower’, ‘Get a bag’ og ‘Groceries’.
Hovedpersonens energi var god, men det hele virkede en anelse pligtskyldigt. Bedre var det på ‘All Night’ og ’Im the One’, hvor Chance formåede at balancere den positive, nærværende energi og kække attitude med en god fest.
Men det var de mere eftertænksomme og oprigtige numre, der fungerede bedst som ‘Sunday Candy’, hvor Chance og bandet efter et langt crescendo nåede et gospel-agtigt klimaks, der netop ikke bare var en kødelig og hedonistisk energiudladning, men rummede noget dybere.
Også ‘Ultralight Beam’ var en lang, smuk seance, der gav afkald på fremdriften for at skabe et mere roligt, afdæmpet lydunivers, hvor Chance The Rapper kunne folde sig selv og sine positive budskaber ud over ikke meget mere en korets stemmer og den krystalklare trompet. Det var direkte gribende.
Det er normalt, at folk bliver bedt om at tage hænderne op til koncerter, men her var det ikke bare en hilsen til kunstnerne, men snarere en hyldest til livet, glæden og (hvis man er til den slags) til gud. Når Chance var allermest energisk var det nærmest, som om han talte (eller måske nærmere rappede) i tunger. Når han snakkede til publikum, var det næsten som en prædiken.
Og især på de nye numre hen mod slutningen af koncerten ramte Chance the Rapper og bandet noget overjordisk. På ‘Heart and Tongue’ og ‘Child of God’ rappede Chance med et utroligt intenst og skarpt flow. Om man er religiøs eller ej, så var det svært ikke at føle, at der var mere mellem himmel og jord, da han krængede hjertet ud over bandets fyldige gospelunderlag.
Det er næsten som om, Chance igen føler sig som en underdog efter 2019’s fadæsealbum ‘The Big Day’. Og måske er det meget godt, at han igen har noget at kæmpe for. Det virkede i hvert fald til, at Chance er ved at finde tilbage til det, der virkelig betyder noget.
På næstsidste nummer ‘Cocoa Butter Kisses’ nåede koncerten nok sit højdepunkt rent energimæssigt, og det var fint at komme op i energiniveau. Det var trods alt lørdag aften.
Men Chance er altså ikke sat på jorden for at være endnu en »turn up«-rapper. Han tjener et højere formål.
Og når støvet har lagt sig søndag morgen, er det utvivlsomt hans mere dybsindige øjeblikke som det, følsomme, lysende og håbefulde afslutningsnummer ‘Same Drugs’, der vil blive hængende.
Kort sagt:
Chance the Rapper holdt højmesse på Aiasound, og selvom den energiske og kække rapper sagtens kunne holde en fest, var han absolut bedst, når han og bandet greb fat om de mere spirituelle og gospelinspirerede sange.