1. Jaden Castros charmerende soulrap slog gnister af vildskab
Amerikanske, men Aarhus-baserede Jaden Castros hiphopkoncert startede i den mere poppede ende. Den stod på blide soulbeats fra et taktfast backingband, der osede af overskud, mens Castro vekslede mellem sticky hooks, elegante flows og velskreven, samfundsbevidst lyrik.
Men så skete der noget. Cirka halvvejs igennem hans optræden blev han mere animeret og rebelsk, i en grad hvor der opstod klare paralleller til OutKast-rapperen André 3000’s vildeste stunder. Og selv her bestod den tekniske præcision fra tidligere i koncerten.
2. Veiles udviste forsigtig inderlighed, der gik lige i halsen
Sikke en ynde, sikke en skrøbelighed, sikke en vilje til at udstille det mest sårbare af sig selv. Veiles’ nænsomme indie-folkpop er så ganske forsigtig, som om der altid er bevidsthed om risikoen for at træde forkert. Men netop dette gjorde, at Veiles’ koncert havde intimitet i en grad, som få andre Uhørt-koncerter kunne prale af.
Veiles’ velklingende, men dejligt tilbageholdende band sørgede for, at kompositionerne og sangskrivningen fik de bedste vilkår for at sætte sig i halsen på folk. Kunstneren har i skrivende stund kun én sang ude, men koncerten præsenterede rigeligt med flotte, forsigtige sange, der nok vil tiltale fans af eksempelvis Eee Gee og Barbro.
3. Grava demonstrerede, hvor meget lyd blot tre musikere kan skabe
Tre musikere. Det er alt, der skal til for at lave atmosfærisk sludge metal, der løfter arven fra mastodontbands som Isis, Pelican og Neurosis. Egentlig var Gravas mission oprindeligt at lave »langsom hardcore«, som konferencieren sagde, men da de trådte på scenen til Uhørt, var der ingen tvivl om, hvilken metaltradition de skrev sig ind i.
Deres voluminøse riffs, insisterende trommer og ganske ekspressive vokaler (både fra guitarist og bassist, der til tider harmoniserede) skabte et tromlende sonisk landskab, der lød som et dommedagsscenarie, der blev vækket til live gennem musik.
4. Der var styr på håndværket i Tender Youths postpunkede shoegaze
På plade lyder Tender Youth påfaldende meget af proto-shoegazerne Echo & The Bunnymen, og live får det unge firkløver også lidt gnist af moderne shoegaze-grupper a la Nothing, som de smukke, støjende teksturer ledsages af en dunkende puls.
Jovist, Tender Youth er ikke verdens mest originale band, men de havde virkelig godt styr på håndværket, og deres sange var ganske virkningsfulde på Uhørt. Der blev bygget elegant op til nogle dejligt voldsomme klimakser, og da guitaristen for en stund tog en violin frem, var der mulighed for at udforske nogle helt nye klange.
5. Omsorg omdannede smerte til fællesskab
Da jeg så hardcore-trioen Omsorg, var jeg øjeblikkeligt fængslet af, hvor tydeligt pinslen i musikken kunne mærkes. De inderlige skrig, de melodramatiske riffs og de sønderknuste trommer var så emotionelt gennemtrængende og dejligt umiddelbare. Intet var pakket ind.
Meget hurtigt derefter blev jeg fængslet af, hvor smukt denne pinsel blev transformeret i en live-setting. De skriger ikke bare smerteligt ud i æteren – de danner et fællesskab med hinanden og med lytteren, hvor vi trygt tør blotte os. Det gjorde de rigtig smukt, hvad end det var in-your-face smadder eller de mere blide atmosfæriske sekvenser, der især var fremtrædende til sidst i koncerten.
6. Maia Maia inviterede til popfest med fællessang og godt med selvkærlighed
De hitlistevenlige popkoncerter på Gårdscenen er sjældent der, Uhørt står stærkest, men Maia Maia fik det til at fungere. Dels fordi hun havde medbragt nogle ret så catchy popmelodier, dels fordi hun medbragte mere løssluppenhed end de fleste skarpt skårne popkoncerter vover sig ud i.
Men hun vandt også ved at have identitet. Tag noget poprocket nerve og Gen Z-rebelskhed a la Olivia Rodrigo, tilsæt en pæn dosis kæk selvkærlighed a la Jada, og så har vi en popkomet, der fik publikum til at feste og trække på smilebåndet hele vejen igennem – og endda synge lystigt med på den ellers uudgivne sang ‘Single’.
7. Mite fik skabt Uhørts mest potente moshpit
Jeg mistede totalt pusten under Mites opvisning i benhård metallisk hardcore. Det skyldes blandt andet kvartettens nærgående, tunge og brutale breakdowns, der føles som at få en lussing i ansigtet. Men det skyldes også, at de opildnede til moshpits, og selv om vi sjældent var mere end et halvt dusin i pitten, var det relativt sjældent, at der var stilstand foran scenen.
Det blev blandt andet hjulpet på vej af bassisten, der på et tidspunkt selv hoppede ud og deltog i den beskedne (men sveddryppende) moshpit – og i sidste nummer hoppede han sågar ud med sin bas, som han spillede blandt publikum. Resten af bandets energi skal dog ikke ignoreres; der var konstant fart over feltet på scenen, både på et fysisk og et musikalsk plan.
8. Babylon Twists festlige og finurlige dub-prædiken
Duoen Babylon Twist består af Sir Babylon, der spiller bas, og Sir Twist, der både tog sig af guitar, elektronisk udstyr og til tider percussion – alt imens han over beatet fra en trommemaskine serverede storladen spoken word, hvis pompøse klang kanaliserede en ærefrygtindgydende prædiken. Som om, duoens dansable dub-toner var en del af et ritual – en parallel, duoen eksplicit pegede mod, idet de indledningsvist trådte kutteklædte på scenen til tonerne af korsang.
Det var forskruet og skævt, men det spillede. Især beundrede jeg det ensomme bækken, der stod midt på scenen og højst blev slået på et dusin gange i løbet af koncerten, hvis ikke færre. Det var smukt på sin helt egen skøre måde.
9. Raptalentet NØX indtog Uhørt, som om hun allerede var en superstjerne
Den spirende rapper NØX skabte ubesværet intimitet, da hun satte sig på en monitor og med succes fik publikum til at smide deres lysende telefoner i vejret. Da en koncertgæst begyndte at rappe med på omkvædet til ‘Mer vil ha mere’, stak hun mikrofonen ned mod ham og lod ham tage over – så er der fandeme styr på publikum.
Da hun nåede til tracket ‘Rygtet siger’, kom der lige en skarp gæsteoptræden fra rapperen SkyggeSiden – og som om, koncerten ikke havde nok højdepunkter, efterfulgte hun dette track med et veleksekveret a cappella-vers.
Og så rappede hun altså også bare virkelig godt live. NØX strålede af, at hun så sig selv som en stjerne, og hun besad både nok teknisk talent og showmanship til at bakke det op.
10. Alvah inviterede på en fortryllende violinpop-seance
Der er store følelser på spil i Alvahs popsange. De er dunkle og bittersøde, og de har tit en strøm af romantisk melankoli over sig. Med sig havde hun to musikere: en dj og en violinist, hvor sidstnævnte til tider også bidrog med dejligt velharmoniserende backingvokaler. Og især samspillet mellem violinen og Alvah var fortryllende.
Den vemodige klang i Alvahs stemme stod fantastisk over for de dramatiske violinstrøg, og selv i de instrumentale passager bidrog Alvah med stemningsfulde dansetrin, der nærmest gik i ét med strygertapetet. Til det afsluttende nummer ‘Babydoll’ kom der desuden noget feministisk nerve og forfriskende sprælskhed med i koncerten, hvilket demonstrerede, at Alvah har mere at byde på end blot den æstetik, der indkapslede størstedelen af koncerten.