Man fornemmer det måske ikke, når man lytter til ‘Getting Angry, Baby’, Selma Judiths kompromisløse fuckfinger af et debutalbum fra 2021, men skærer man de elektroniske elementer væk, er flere af sangene er faktisk så tonale og romantiske, at de næsten kunne finde vej til en musical.
Det er i hvert fald den konklusion, Selma Judith selv er nået frem til under forberedelserne til sin forestående Crossover-koncert, som præsenteres af Soundvenue LIVE og Det Kongelige Teater. At hendes ellers så konfrontatoriske musik inderst inde ikke er så farlig endda, og at hun – som hun selv formulerer det – nok bare er en »romantisk sucker«.
»De aspekter er jo meget bevidst pakket ind i alt muligt andet på albummet, for at det hele ikke skal blive for klistret«, forklarer hun mig en lille uges tid inden sin optræden i foyeren i Operaen, hvor hun og et udsnit af Det Kongelige Kapels musikere vil transformere en række sange fra debuten til klassiske værker.
»Men til Crossover-koncerten bliver det på en måde mere ærligt, fordi jeg rent faktisk bare går med det. Altså sådan: ‘Okay, det her er en fucking tåreperser, så nu har vi nogle fucking strygere – hvad vil du gøre ved det?«.
Processen med at omskrive materialet til overdådige arrangementer bestående af blandt andet strygere, pauker og messingblæsere har føltes larger than life, fortæller hun. Og så har det givet hende mulighed for at dykke endnu dybere ned i den klassiske musik, som hun også lod sig inspirere af på debuten.
Det er tydeligt, at Judith glæder sig til koncerten. Hun kaster om sig med udtryk som »barnedrøm« og kalder hele processen for »den slags, dagdrømme er lavet af«. Men hun er også skidenervøs. Ikke så meget omkring hendes evner som vokalist og sangskriver, men omkring hendes evner på harpen.
For ja, selvfølgelig skal Judith selv spille med på sin harpe. Men når man efter eget udsagn »ikke er nogen Mozart-agtig type«, kan det være ret intimerende at skulle spille sammen med nogle af landets absolut dygtigste musikere.
Hun kommer til at fucke op, lover hun. Det er hun slet ikke i tvivl om. Men hun lover også, at koncerten bliver magisk. På lige akkurat den måde, som hun mener, at kun klassisk musik kan være det.
Er klassisk musik noget, du er vokset op med?
»Det er jeg i den forstand, at min mor har spillet meget klassisk musik. Meget Bach. Jeg kommer fra et hjem, hvor der er blevet set meget op til klassisk musik, og hvor klassisk musik er blevet idoliseret og romantiseret«.
Deler du den romantisering?
»Ja, det gør jeg 100 procent. Men jeg kan også godt mærke, at noget af romantikken forsvinder, når man selv sidder med materialet og skal spille musikken. Det er fandme kedeligt at sidde og indøve det samme på den samme måde. Det er ikke decideret terror, det er bare fucking kedeligt«.
»Med klassisk musik går der bare rigtig lang tid, før det lyder godt. Og selv når det så lyder godt, er det jo super skrøbeligt. Men det er jo også dét, der gør det så fantastisk – at når klassisk musik lyder godt, så lyder det sindssygt godt. Og så kan det noget, som ingen anden genre kan. Så på den måde er klassisk musik faktisk min favoritgenre. Det er så dybt magisk«.
Er der nogen klassiske komponister, som du er særligt glad for?
»Camille Saint-Saëns er jeg rigtig glad for, selvom det er lidt mere i den romantiske ende«.
»Men jeg har også haft en periode med Hildegard von Bingen. Hele myten omkring hende er jo fantastisk. Jeg har selv haft børneepilepsi, og hun havde jo de her guddommelige syner, som nogle nu mener var epilepsi. Hendes brug af kor er next level. Og så er det jo super gammelt. Der er bare noget ved ting fra middelalderen, som bare kan være så fucking smukke«.
Er der andre popmusikere, som du synes bruger klassisk musik på en fed måde?
»Masser. Og den klassiske musik sniger sig jo altid ind, når man har været i cirkusarenaen i et stykke tid. Uanset om vi så snakker Beyoncé, der synger ‘Ave Maria’, eller Céline Dion, der synger ‘All By Myself’. Og så er der jo også Joni Mitchell, som senere i karrieren arbejdede med en mere klassisk besætning, og det er så godt. Jeg fatter brik af, hvordan det kan være så godt«.
Vrede er en stor drivkraft på dit album ‘Getting Angry, Baby’. Har det været svært at udtrykke den vrede i de klassiske arrangementer?
»Jeg forstår godt, hvorfor du spørger. Men der er jo også så meget drama i klassisk musik. Det kan jo være dejligt at smide P2 på, mens man går og vasker op, men så lige pludselig kommer der en fucking opera på eller noget insisterende barokmusik, og så er det pludselig ikke så afslappende længere«.
»Nogle har en tendens til at tænke klassisk musik som et synonym for afslapning. Men man skal ikke så langt ned i det kaninhul, som klassisk musik er, før man finder ud af, hvor aggressivt det også kan være«.
Hvordan har den klassiske konstellation forandret dine sange?
»Musikken er ligesom blevet åbnet op. Eller måske er den faktisk nærmere svulmet op – som et syltetøjsglas fyldt med vand til randen, der proppes ind i en fryser, så det til sidst sprænger. Sangene har bare udvidet sig på en hel fantastisk måde. Faktisk i en sådan grad, at man nærmest tænker ‘fuck mand, kan vi ikke bare gøre det her resten af livet?’«.
»Man er jo blevet forkælet på en måde. Og jeg ville ønske, at jeg havde råd til at have de her folk i ryggen, hver gang jeg spiller. Hvis jeg havde fucking mange penge, ville jeg altid have et orkester med«.
Soundvenue LIVE x Det Kongelige Teater præsenterer ‘Crossover: Selma Judith x Det Kgl. Kapel’ den 21. november i foyeren i Operaen. Koncerten er udsolgt.