Sam Smith begår den værste synd på sit nye album, ‘Gloria’

Sam Smith begår den værste synd på sit nye album, ‘Gloria’
Sam Smith. (Foto: PR)

Hvis du er på TikTok, så er du nok stødt på Sam Smith i løbet af efteråret, uanset hvordan din algoritme ser ud.

Med den sexpositive ’Unholy’ formåede Smith og duetpartneren Kim Petras nemlig at gå viralt, da sangen pludselig blev flittigt anvendt til alt fra ’what i eat in a day’-videoer til diverse thirst traps.

For mig er sangen for eksempel uløseligt koblet sammen med mere eller mindre foruroligende ship-edits med alt for nært familiært beslægtede karakterer i ’House of the Dragon’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Smith og Petras har turneret internettet tyndt med sangen, hvilket i sidste weekend kulminerede med en prestigefyldt optræden i ’SNL’ som optakt til udgivelsen af Smiths fjerde album, ’Gloria’.

Iført overdimensioneret frakke og med Petras (som i øvrigt er den første åbent transkønnede person til at optræde i ’SNL’ nogensinde) mellem benene var Smiths performance både teatralsk og herligt over the top – men den energi, skal man desværre lede længe efter på albummet.

Allerede på åbningsnummeret og albummets førstesingle, ’Love Me More’, føles det næsten som at lytte til Sam Smith anno 2014 igen. Her er nemlig tale om den slags klassiske klaverballade, som den velsyngende brite er kendt for fra numre som ’Stay with Me’ og ’I’m Not the Only One’ – eneste undtagelse er, at hjertesorgen er udskiftet med selvkærlighed på ’Love Me More’.

Singlen er fladt produceret uden større dynamiske udsving i andet end Smiths tiltagende fraseringer mod slutningen. Og netop dét er en tendens, der gør sig gældende på langt størstedelen af albummets 13 sange. Det virker som om, at det udelukkende er Smiths stemme, der kan skrues enten op og ned for i det monotone lydbillede, som ellers spænder over et relativt stort genreudvalg.

Sam Smith. (Foto: PR)

Det gælder blandt andet på dancehall-singlen ’Gimme’, som forsøger at ramme en underspillet sommerstemning, men i stedet kalder mere på en lur i skyggen. Eller i de to soulnumre ’Six Shots’ og ’No God’, hvor man nærmest folder hænderne i bøn efter variation – om det så kom i form af mere bevægelse i basgangen eller en mere kreativ rytmisering af akkorderne. Anything, der kan frelse albummet fra at begå kardinalsynden: At være kedeligt.

Energien dukker op i momenter, som når Smith sætter queer-glæde i centrum på diskonummeret ’I’m Not Here to Make Friends’. Eller når de hengiver sig totalt til det teatralske på titelnummeret – ikke fordi det umiddelbart er udtryk for god smag på den måde at lave helvedesfraseringer hen over klassisk engelsk kirkesang, men … i det mindste er det ikke kedeligt.

Og så er der selvfølgelig ’Unholy’. På mange måder det mærkeligste mainstreamhit, jeg har hørt det seneste år. Med alt fra den spøjse, hoppende produktion (der i øvrigt sampler den afdøde hyperpoplegende Sophie) til den eksplicitte og mystiske tekst om en »daddy«, der besøger »the body shop«. Nummeret er én stor rodebutik, og det er ovre, før du ved af det, men … i det mindste er det ikke kedeligt.

Det er til gengæld afslutningsnummeret ’Who We Love’, hvor den allestedsnærværende Ed Sheeran er malplaceret gæst på en sang, der handler om friheden til at elske den, man elsker. Hvorfor en af verdens måske mest heteronormative mænd, som nok aldrig har mødt kritik for sine seksuelle præferencer, skal synge om »sweet romance«, mens Sam Smith synger om endelig at føle sig fri til at holde hænder i offentligheden, er der nok nogen, der er nødt til at forklare mig.

Men værst er det dog stadig, at nummeret – ligesom størstedelen af ’Gloria’ – bare er slet og ret kedeligt.


Kort sagt:
Sam Smith viser glimt af drama og legesyge på ’Gloria’, men de dovne produktioner og manglende dynamik gør albummet til en syndigt kedelig affære.

Sam Smith. 'Gloria'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af