Tessa starter året ud med ny musik.
På fredag udgiver den danske rapper en ny single med ingen ringere end stjerneskuddet Lamin og Benny Jamz som gæster. Det fremgår af en story på hendes Instagram.
Måske er det første tegn på, at 2023 endelig bliver året, hvor vi får Tessas debutalbum at høre?
Det er efterhånden ved at være tre et halvt år siden, at Tessa slog igennem på den danske hiphopscene, men siden da har hun gjort sig i enkeltstående projekter. Nu må tiden snart være inde til et album.
Tessa har på det seneste prøvet kræfter med nye lyde, blandt andet med udgivelsen af en reggaeton-sang.
Og så står gæsterne tilsyneladende i kø for at samarbejde med hende. Hun har i hvert fald udgivet sange med blandt andre Burhan G og Clara på det seneste.
De seneste singler har ikke været blandt Tessas stærkeste, men måske samarbejdet med Lamin og Benny Jamz kan ændre på det.