Vi var til Vegas Udvalgte: Én var nøgen og sårbar, nogle kiksede og reddede den igen, og én blandede linedance med rave

Vi var til Vegas Udvalgte: Én var nøgen og sårbar, nogle kiksede og reddede den igen, og én blandede linedance med rave
Kind Mod Kind til Vegas Udvalgte. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Hvert år samler spillestedet Vega seks spirende navne på en aften, der giver et indtryk af den næste bølge i dansk musik.

Tidligere har navne som Mø, Eee Gee, Ganger og Jada spillet til Vegas Udvalgte, side om side med en mængde navne, der er lykkeligt glemt igen.

Man ved med andre ord aldrig, om man skal opleve en fremtidens stjerne eller et projekt, der aldrig får de helt store vinger.

Årets lineup bestod af Giift, Cyd Williams, Mona Moroni, Debbie Sings, Ung-Skab og Kind Mod Kind, der hver fik 30 minutter hver til at gøre et indtryk.

Giift. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Giift behøvede ikke andet end sin guitar og sin stemme

Aftenen blev indledt meget blidt af r’n’b-kometen Giift, der sidste år imponerede med ep’en ‘Archives’. Hendes største force er intimiteten i hendes DIY-soundscape, og den var også i højsædet i Vega.

Giift valgte ganske vovet at være helt alene på scenen. Først et par numre på klaveret, dernæst størstedelen af koncerten siddende med en guitar. Det gjorde hendes optræden mere sårbar og nøgen, at hun ikke havde andre musikere at falde tilbage på. Alt hvilede på hendes skuldre, og idet hun valgte at sidde ned størstedelen af koncerten, hvilede det især på hendes stemme.

Men den stemme var altså også fængslende nok til at bære det hele. Den var halvhæs til tider, men det understregede blot inderligheden på den emotionelt potente ‘If You Leave’ og den svimlende ‘Fed Up’.

Som kronen på sårbarhedsværket sluttede Giift af med at spille et nyt nummer a cappella. Nu havde hendes vokal intet at læne sig op af, men den triumferede alligevel. Det var virkelig stærkt.

Cyd Williams. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Cyd Williams’ melodier inviterede øjeblikkeligt til at nynne med

Vi har mange poppede singer/songwriter-typer derude. Det kræver derfor en del at stikke ud i mængden, men Cyd Williams har faktisk nogle særtræk.

Blandt andet har han godt styr på sine melodier. Man skal kun høre halvdelen af en god Cyd Williams-sang, før man er klar på at kunne nynne med.

Og så er hans kompositioner velarrangerede. Til koncerten blev et hook tit diskret antydet af et riff, adskillige takter inden vokalen for alvor fik det til at sidde fast, og der var godt med nuance og rumfylde fra hans velspillende band.

Hans sange har dog også en tendens til at minde meget om hinanden. Det anerkendte han selv fra scenen, idet han samlede tre af sine mere ensartede numre til ét fælles medley.

Men som performer og lyriker havde Cyd Williams charme. Det var lidt som at se en mere flødet udgave af Peter Sommer – eller en mere nedtrykt udgave af Aksglæde.

Mona Moroni. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Mona Moroni serverede 80’er-nostalgi af en slags, man ikke hører så ofte

80’er-pop var mere end skarpe synthlines og insisterende trommer. Der var også mange ømme softrock-ballader.

Mona Moroni ledte netop tankerne hen mod sange som Elisabeths ‘Hud mod hud’, Lis Sørensens ‘Ind til dig igen’ og – hvis vi inkluderer start-90’erne – Albertes ‘Lyse nætter’.

Stemningen var rigtig fin og hyggelig, vokalen var nærværende, og lidt bluesede guitarlicks fra fik det hele til at lyde lækkert. Men jeg havde gerne set bare et enkelt nummer med lidt mere gang i den. Sangene gik meget i ét med hinanden, og jeg stod og fik lyst til at gå hjem og smække mine gamle Lis Sørensen-plader på.

Debbie Sings. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Debbie Sings’ forvrængede rave-kaos var konstant underholdende

Debbie Sings er altid en fest. Sophia Hage tropper op med en laptop, starter det mest hektiske, smadrede drum’n’bass-beat, du kan forestille dig, mens et svimlende lysshow konstant fyrer løs bag hende.

Hun synger med så forvrænget autotune, at hendes lyrik næsten er udechifrerbar, og i enhver instrumental passage danser hun vildt og voldsomt. Der er ingen stram koreografi eller noget, bare en bramfri serie af bevægelser, der virker opdigtede på stedet – hvilket blot gør det mere imponerende, at hun praktisk taget aldrig gentager et dansetrin.

Oven i den sædvanlige galskab fik vi også en del guitarspil fra Hages side, hvilket blot gjorde det musikalske landskab endnu mere dejligt kaotisk. Det var rave-stemning og punkattitude i én koncert.

Særligt et western-inspireret nyt nummer gik rent ind. Countryguitar og hamrende trommemaskiner var et uforudset godt match. Da hun lige kastede sig ud i noget linedance midt i det hele, var det prikken over i’et.

Ung-skab. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Ung-skab spredte god stemning

Rap/sang-duoen Ung-skabs koncert var ingenlunde perfekt. Faktisk var den lettere rodet. Bjørn, rapperen i foretagendet, var åbenbart syg. Roselil, sangeren, var ofte så overvældet over publikum, at det påvirkede hendes evner som performer. Det soniske landskab dannet af en guitarist og en trommeslager sad desværre heller ikke helt i skabet. Det havde nok lydt bedre med en dj.

Men Ung-skab blev heldigvis reddet på målstregen af, at de som performere forstår hinanden rigtig godt. Bjørns Hans Philip-klingende rap er tænksom og finurlig, imens Roselils til tider ganske bragende stemme leverer en del forløsning.

Nogle gimmicks holdt også humøret højt. Da Bjørn kortvarigt hev sin violin frem, gik det rent hjem, og da han bevægede sig ud blandt publikum under sidste nummer, var det en effektiv finale – omend bandet lige kiksede den og skulle tage et stykke om, mens Bjørn var derude.

Men publikum var der hele vejen, og særligt ‘Snekkersten Strand’ vakte anledning til fællessang. Ingen skønhedsfejl kunne stå i vejen for den gode stemning.

Kind Mod Kind. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Kind Mod Kind afsluttede aftenen med fængslende klubmelankoli

Kind Mod Kind startede med et fremragende stykke showmanship. Julius åbnede ballet ved at stå bagest i salen, oppe på Lille Vegas bar, hvor han sang de indledende linjer til ‘Brænder stadig’, før han bevægede sig gennem publikum.

Bandet var med længder det mest professionelle indslag på aftenen. Der var ingen slinger i valsen, når de leverede deres klubbede electropopsange.

Julius Amdisens falset var konsekvent medrivende. Han bevægede sig rundt på scenen, som var han en etableret stjerne, der vidste præcis, hvilke knapper han skulle trykke på.

Resten af bandet kørte som et velolieret maskineri med nerve. Det lød kanongodt. Især trommerne kunne mærkes helt ind i hjertet. Det er store følelser, der er på spil i bandets lyriske univers, og det blev ikke blot udtrykt eminent sonisk, men også gennem et skarpt lysshow, som havde de programmeret ordet ‘klubmelankoli’ ind i lamperne.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af