På rockværket ‘Ugly’ kigger Slowthai dybt ind i spejlet – og finder meget mere end hudorme
På coveret til ’Ugly’ ser man et ultranærbillede af Slowthais ansigt, hvor albumtitlen er tatoveret lige under øjet. Og med sin dobbelttydige titel – der både kan læses som rå selvlede og som en forkortelse for self care-mantraet ‘U Gotta Love Yourself’ – er pladen et hudløst ærligt selvportræt.
Slowthai selv har på Instagram fortalt, hvordan albummet reddede ham fra sit selvhad og i stedet lærte ham at elske sig selv. Under alt det grimme gemmer skønheden sig, og den skal dyrkes for at kunne leve.
Temaet understreges i videoen til singleforløberen ’Selfish’, et nedkog af et større livestreaming-projekt, hvor Slowthai brugte 24 timer på selvreflektion i en konstruktion bestående af spejlvægge.
Videoen ender tynget af symbolik, med kasten rundt med maling og møbler. Overtydeligt, effektivt og rørende.
Dén skiftevis destruktive og terapeutiske stil fortsætter gennem hele albummet.
’Yum’ er en beretning om Slowthais psykologbesøg. Velmenende råd om åndedrætsøvelser holder ikke stand mod det kaos af stoffer og sex, som Slowthai vælter rundt i. Til sidst, i de døende sekunder af nummeret, overgiver han sig dog alligevel til et heftigt »INHALE, EXHALE, INHALE, EXHALE«, der næsten bogstavelig talt tager pusten fra én.
Psykologens råd vinder langsomt.
Fra de første par numres hyperventilation kommer der mere luft og dybde i lungerne, i produktionen og ikke mindst i sangskrivningen. Her viser Slowthai sin styrke, når han splejser og spejler sine lyriske billeder for at dissekere pladens grundkonflikt: Hans personlige splittelse.
Som i ‘Never Again’, hvor han lader et brud i sit eget forhold stå side om side med en tragisk nyhedshistorie om et partnerdrab. Eller i ’Fuck It Puppet’, hvor en djævel på rapperens skulder prøver at pushe kokain som løsningen på stofmisbrug og selvmordstanker.
Alle de personlige skyggesider, han prøver at arbejde sig væk fra, lurer konstant i mørket.
Kwes Darko og især rutinerede Dan Carey har produceret pladen, og sidstnævnte har skubbet Slowthai ud i et regulært lydskift fra rap til rock.
Det kommer til udtryk i udvalget af gæstemusikere, som ikke tæller store rap- og grimenavne, men i stedet unge talenter, primært fra indierockens verden. Her er især singer/songwriter Ethan P. Flynn på den Arctic Monkeys-klingende ’Sooner’ et rigtig godt match.
Dan Carey har før haft fingrene i bands fra de seneste års britiske og irske indierock- og postpunkbølge. Og med Slowthais rødder i Northamptons arbejderklassemiljø er det både bevidst og oplagt, at netop den slags drevne rockmusik er valgt som underlægning til tekster om at finde sig selv og sin plads i al rodet.
Det er ikke anti-establishment, ikke punk, men snarere lyden af fadøl, smøger og skænderier over dartspil i et benhårdt, realistisk lydbillede.
Skønheden gemmer sig under det grimme, og Slowthai tilbageholder de smukkeste øjeblikke til pladens sidste tredjedel.
Her finder man den bemærkelsesværdigt luftige ‘Falling’ med sin nærmest karaoke-agtige simplicitet og pladens måske bedste nummer, den smukke rapballade ’Tourniquet’, der betyder årepresse, som er et desperat råb om overlevelse.
Albummet slutter desperat, men håbefuldt. Slowthai trækker stadig vejret, selvom han nogle gange må hive efter det.
Kort sagt:
Slowthais tredje plade er et stilskifte fra rap til rock. For det meste slipper den britiske musiker godt fra det, og han er overraskende nok bedst, når han tager tempoet helt ned.