Husker du tilbage i sommeren 2020, hvor Artigeardit og Medina udgav den overraskende duet ‘I nat’?
Siden dengang er der sket et par ting. Medina har blandt andet senest udgivet en ny duet med en anden fremadstormende rapper. Og Artigeardit har taget et kunstnerisk kvantespring med albummet ‘Længe leve’.
Men til sommer krydser de to artister atter veje. Begge skal nemlig spille på Grøn. Det bliver syvende gang, at Medina skal med på Grøns koncertkaravane. Det er første gang for Artigeardit.
Rapperen har de seneste år gang på gang vist, at han er en yderst stærk liveartist.
Eksempelvis på Roskilde Festivals Arena-scene i 2022, hvor han markerede sig som Danmarks muligvis bedste rapper. Og da han i februar spillede en teaterkoncert, der var ligeså overrumplende som hans mesterlige fjerde album.
Ud over Grøn spiller Artigeardit blandt andet på Smukfest til sommer. Det samme gør Medina. Desuden kan du også fange hende på Tinderbox.
På Grøn-plakaten står i forvejen Saveus, Aqua, Mø og Benjamin Hav.
Grøn besøger otte danske byer fra den 20. til den 30. juli.