Post Malone var på udebane i Royal Arena – men hev alligevel sejren hjem

Post Malone var på udebane i Royal Arena – men hev alligevel sejren hjem
Post Malone i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Jeg ved det, jeg ved det: Sportsmetaforer er omtrent det mest skamredne greb, der findes. Men bær over med mig, for i lige akkurat det her tilfælde giver det rent faktisk mening.

Ikke mindst fordi Post Malone så absolut var på hjemmebane, da han for mindre end et år siden spankulerede rundt på Roskilde Festivals hovedscene, som om det var hans stuegulv.

Han er jo indbegrebet af festivalkultur. Typen, der indleder sin Roskilde-koncert med at bunde en øl, så det drypper fra fuldskægget, og som bruger tiden backstage på at spille beerpong med Dua Lipa og Turnstile.

Onsdag aften i Royal Arena var Post Malone derimod på udebane.

Det bombastiske stadionformat egner sig ganske vist perfekt til teatralske koncerter a la det overrumplende stykke performance art, Kendrick Lamar sidste år præsterede samme sted.

Men til Post Malones særegne blanding af højt humør og tømmermændsmelankoli? Not so much.

Post Malone i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Det stod klart lige fra det overgjorte lysshow, der indvarslede åbningsnummeret ‘Reputation’. Da rapperen dernæst stod henkastet i et rødt, dramatisk skær, virkede det på mange måder malplaceret. Effektivt, men malplaceret.

Post Malone er jo folkets mand. Han er dig, mig og os alle sammen, som Soundvenues anmelder sidste år formulerede det. Men i Royal Arena gik en smule af denne folkelighed tabt i konfettikanoner og røgmaskiner på overarbejde.

Det virkede opstyltet. Ukarakteristisk for den ualmindeligt almindelige superstjerne.

Men nok om det negative. For selvom Post Malone uden tvivl spillede på udebane i Royal Arena, beviste han, at han alligevel altid kan præstere.

Koncerten blev skudt i gang af en række numre fra sidste års ‘Twelve Carat Tootchache’ – rapperens med længder mest depressive album – som i en live-setting sjovt nok fremstod som folkesamlende festsange.

Dernæst gjaldt det en triade af klassikere som ‘Psycho’ (fuldendt med et gåsehudsfremkaldende autotune-skrig), ‘Candy Paint’ og hjertesorgsballaden ’I Fall Apart’. »Oldies but goodies«, som aftenens hovedperson selv kaldte dem.

De tre fanfavoritter slog endnu engang fast, at melankolske bangers er Post Malones spidskompetence, og at netop denne signaturlyd tilsyneladende ikke har nogen udløbsdato. Sangene lød friskere end nogensinde.

Det var et Haaland-værdigt hattrick i koncertens første halvleg.

Post Malone i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Der var sjældent en finger at sætte på Post Malones dybfølte, albumtro vokal.

Det gjaldt især den mestendels akustiske fremføring af ‘Lemon Tree’, hvor rapperens sitrende, nøgne røst for alvor kom til sin ret. Lige hvad vi havde brug for efter Rae Sremmurds ‘Lip Sync Battle’-ansøgning af en opvarmningskoncert.

Post Malone kæmpede en brag kamp for at bevare folkeligheden trods stadionformatet. I dagens anledning var han hoppet i en t-shirt med skriften »I Love Copenhagen«, og han var ikke bleg for at gribe fansenes telefon for at tage selfies fra scenen.

Han holdt sig heller ikke for fin til at danse som en fuld bedstefar til en julefrokost under ‘I Like You (A Happier Song)’ med et stort smil på læben. Eller til jævnligt at iføre sig publikums kasketter og solbriller. Eller…

Okay, I forstår pointen. Posty er folkelig as fuck. Men han virkede aldrig leflende. Bare hammerchamerende.

Post Malone i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Mod slutningen af koncerten begyndte Post Malone endnu engang at lide under stadionformatet. Ikke mindst under ‘Take What You Want’, hvor studieversionens rockstjernekarisma onsdag aften blev overdøvet af fyrværkeri og flammer.

Det malplacerede sceneshow var et selvmål. Og det blev ikke just bedre, da Rae Sremmurd-medlemmet Swae Lee til ingens overraskelse vendte tilbage til scenen under ‘Sunflower’.

Det kunne han jo lige så godt, nu han alligevel var med som opvarmning. Men man ville næsten ønske, at han havde ladet være. Indtil da havde Post Malone nemlig klaret sig helt fint uden hjælp fra andre end en taknemmelig fan, der blev hevet på scenen for at spille guitar til ‘Stay’.

Alt var dog tilgivet, da Post dernæst kastede sig ud i den nye single ‘Chemical’, som trods en svingende falset i sangens første vers blev leveret med en smittende energi.

Dén sang kårede vi for nylig til en af Post Malones bedste sange. At dømme ud fra måden, rapperen hoppede rundt på scenen, er han enig i den dom.

Post Malone i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Post Malone blev aldrig det one-hit wonder, mange ellers havde spået ham til. Men det stoppede ham ikke i at skrue op for selvironien. »Jeg kan ikke gå herfra uden at spille min eneste gode fucking sang«, lød det, før han lukkede koncerten med ‘White Iverson’.

Den otte år gamle gennembrudssingle er langtfra hans eneste hit. Det var de næsten 16.000 mennesker i Royal Arena et levende bevis på. Men det sidste a capella-omvkæd var ikke desto mindre en triumferende afslutning på koncerten.

En scoring i overtiden, der trods alt hev sejren hjem.


Kort sagt:
Post Malones udebanekamp af en Royal Arena-koncert blev aldrig den sårbare folkefest, han leverede på sidste års Roskilde Festival. Men hans charme og selvironi hev alligevel sejren hjem.

Post Malone. Koncert. Royal Arena.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af