Sam Smith åbnede porten til helvede i Royal Arena – og trådte i karakter som subversivt queer-ikon

Sam Smith åbnede porten til helvede i Royal Arena – og trådte i karakter som subversivt queer-ikon
Sam Smith i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Inden koncerten lørdag aften i Royal Arena havde der hersket tvivl om, hvorvidt Sam Smith overhovedet ville nå frem til København.

En mavevirus havde fået den 30-årige kviksølvstenor til at aflyse flere stop på ’Gloria’-touren, navngivet efter britens nye album af samme navn.

Smith havde, med egne ord, »ligget i sengen og egentlig bare lavet lort i en uge«. Ikke særlig foreneligt med et show, der allerede har trukket overskrifter for at slutte af i bar røv og S/M-læder.

Men sangeren dukkede op. Med det kæmpe smil og den joviale ydmyghed, der står i så skærende kontrast til deres ekstravagante outfits og stålsatte kamp for tolerance – Sam Smith er en herligt modsætningsfuld figur.

Sam Smith i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Genopstandelsen foregik dog ikke uden skrammer på stemmelæberne. Smith hviskede ukarakteristisk i dybden og knækkede vokalen let i højden på åbneren, en lydligt overspændt ’Stay with Me’, men som aftenen skred frem, genfandt queer-ikonet sit register.

Alligevel var koncerten længe om at finde fodfæste.

Den begyndte med overlæssede udgaver af radiovenlige skæringer fra Smiths debutalbum, ’In the Lonely Hour’, og blev primært fulgt op af materiale fra deres tredje album, ferske ’Love Goes’.

’I’m Not the Only One’ swingede med rytmisk overskud på bas og trommer. Og ’To Die For’ pegede med sin intime skyggevocoder i retning af James Blake.

Men den første af showets tre akter gik langsomt i tomgang med tilbagelænet klaver og stram hi-hat, umotiverede guitarsoloer – som helt druknede i mixet på ’How Do You Sleep?’ – og uinspireret gang fra side til side under ’Dancing with a Stranger’.

Showet var ellers startet med et visuelt brag. Smith, korsangerne og musikerne var tonet frem på hver sin del af en liggende Afrodite-skulptur, der fyldte hele scenen med sine gyldne, sensuelle former.

Sam Smith i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Smith selv bar et glitrende korset og lignede nogen, der var dukket op til bjergbestigning i fastelavnstøj. De klatrede rundt på Afrodite, men nåede ingen vegne rent scenisk.

Hvor var vildskaben? Hedonismen? På vej, heldigvis!

For halvvejs gennem koncerten tog tingene en drejning. Albummet ’Gloria’ overtog sætlisten, og seks glitrende dansere blitzede ny energi ind i showet, da de gjorde en overraskende entré under Labrinth-samarbejdet ’Love Goes’.

»That’s how love goes«, sang den oftest hoftevrikkende Smith, mens danserne mimede slagsekvenser og baglæns fald i slowmotion, inden de lettede i glædesspring, da de staccato synthtrompeter lød til slut.

Én søgende danser blev tilbage på scenen, besteg Afrodite til lyden af strygere og harpe, og fandt en rede af ømhed på kærlighedsgudindens skulderblad. Vildt rørende.

Blot for i næste sekund at løfte underlivet og dry-humpe den sovende statue til tonerne af ’Gimme’-dancehall. Vildt komisk. Og lystent.

Sam Smith i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Her satte Sam Smith sit vilde lystshow, sin »gay cabaret« med trefork og pink blomstertyl, fri. Sidste halvdel af koncerten var et fabelagtigt frihedsteater, hvor elektroniske drumpads og backingtracks bidrog til en mere fokuseret lyd.

De vokale kløer var fremme på ’I’m Not Here to Make Friends’, der samplede Sister Sledge. Smith joinede danserne og endte i nærkontakt med en Little Richard-drag i sølvkorset og g-streng.

’Latch’ bragte hidsige, blå-grønne lysstråler og EDM-fest med sig, og Smith viste i omkvædet, at problemerne med højden var væk.

T-shirten røg under det båndede Donna Summer-cover ’I Feel Love’, og resten af tøjet under en forrygende smadret udgave af Madonnas ’Human Nature’ med blitzlys, primalskrig og S/M.

»Express yourself«, insisterede hviskende stemmer, og det gjorde Smith, der endte klædt som Satan selv omgivet af flammer i haremsfantasien ’Unholy’.

Det var et punktum, der kunne mærkes. Sam Smith var trådt i karakter som subversiv, over-the-top folkeforfører – og det blev vi, forført. Hele vejen ned til helvedes port, hvor alle er velkomne.


Kort sagt:
Det tog et stykke tid for Sam Smiths ’Gloria’-show at finde retningen og slippe tøjlerne i Royal Arena. Men da det først skete, udviklede koncerten sig til en løssluppen sexfantasi med visuelt bid og klubbet drift.

Sam Smith. Koncert. Royal Arena.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af