»Er du fra Jylland? Det er jeg også«, lyder en linje i Zar Paulos 2022-single ‘Tiger’.
Den finurlige tekstbid fra bandets musikalske mareridtsdate spiller for mit indre øre, da jeg møder dem en mandag eftermiddag i april. Vi befinder os nemlig i Jylland. Nærmere bestemt i de fem venners hjemby, Aarhus.
Men det er ikke bare et hvilket som helst sted i den jyske hovedstad, interviewet skal foregå. Zar Paulo har selv fået lov til at vælge lokationen, og de er ganske demonstrativt gået en stor bue uden om byens typiske samlingspunkter.
Vi skal ikke mødes til en kop feinschmecker-kaffe på La Cabra eller slubre Chartreuse på Lecoq. Vi skal heller ikke slentre langs Bellevue eller klappe sikavildt i Dyrehaven.
I stedet befinder vi os på byens nedlagte Amtssygehus, hvis rødgule murstensbygninger ellers har stået tomme siden 2018. Vel at mærke med undtagelse af de to uger i vinteren 2021, hvor Zar Paulo lod sig indskrive på hospitalet for at skabe debutalbummet ’Elendig software’.
Det lyder jo næsten som plottet til en horrorfilm. Og ifølge bandet var det også cirka sådan, det føltes.
»Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt fandt lighuset. Krematoriet. Det var fucking nøjeren«, fortæller guitarist Johan Horsmans, inden han byder mig en kop kulsort instantkaffe.
Hanken på koppen er knækket af, og indholdet er brandvarmt.
Poprock med noter af prog
Bandet lover at vise mig rundt på de forladte hospitalsgange senere. Men i første omgang sætter vi os til rette i deres sammenklemte øvelokale, som ligger i en slags sidebygning til sygehuset.
Lokalet er pakket til randen med alskens musikinstrumenter og kassevis af Ceres-øl. Det kniber med at finde siddepladser nok til os alle seks, og det går kun lige akkurat op, da vi tager trommestolen i brug.
Her har Zar Paulo holdt til siden slutningen af 2018, hvor Horsmans fik en fiks idé.
»Vi manglede et øvelokale, og jeg havde hørt rygter om, at der var nogle tomme lokaler heroppe. Så jeg fik fat i kommunen, og var sådan: ’Hey, hvad så, vi er et band, og I har 5.000 uudnyttede kvadratmeter. Kunne vi få lov at låne noget af det?’«.
Den sludrevorne guitarist er Zar Paulos nyeste medlem, selvom det efterhånden er otte år siden, at han »allernådigst« fik lov til at tilslutte sig gruppen. De resterende medlemmer fandt sammen på efterskolen med ambitionen om at spille et cover af Mews ‘Snow Brigade’.
»Men det viste sig, at den var alt, alt, alt for svær. Så vi endte med bare at jamme i stedet, og så kom der ligesom et band ud af det«, fortæller keyboardspiller Martin Kleberg og tilføjer, at bandet den dag i dag stadig ikke har lært at spille det omtalte ’Frengers’-hit.
Ikke desto mindre var Mew en stor inspirationskilde i de første år, bandet eksisterede. Dengang var musikken »noget progressiv 70’er-artrock i 7/8«, og så var lyrikken i øvrigt på engelsk.
Senere kastede de sig over punkgenren. Så gjaldt det akustisk folk. På et tidspunkt flirtede de vist også med dreampop.
Jeg påpeger, at der ikke er meget »progressiv 70’er-artrock« over Zar Paulo anno 2023. At debutalbummets poprockede generationsportrætter synes at være funderet i noget langt mere folkeligt. Noget mere dansk.
»Nej, der er virkelig ikke meget progressiv 70’er-artrock over pladen«, medgiver forsanger Emil Vammen.
»Men det er lidt ligesom, når vinproducenter skriver, at deres vin er en ’fyldig rødvin med noter af læder og egetræ’. Det passer jo ikke! Men det er jo, fordi den måske har ligget i noget. Og det er sådan, jeg godt kan lide at tænke på det. Indefra kan jeg se små bidder af hele rejsen i pladen«.
Fra 0 til 100
Efter at have spillet sammen i næsten et årti begyndte Zar Paulos karriere for alvor at tage fart i 2022. Ikke mindst takket være singlen ’Klap for fædrelandet’, der landede dem en plads på den største indendørsturné i dansk musikhistorie.
Fire måneder inden havde Zar Paulo spillet i Slagelse for knap 100 mennesker, der ikke anede, hvem de var. Nu stod de foran 7000 mennesker i et udsolgt Ceres Arena og opvarmede for The Minds of 99.
»Vi fattede ikke, hvordan det pludselig var sket. Vi plejer at kalde ’Klap for fædrelandet’ en portalsang, fordi udgivelsen af den vitterligt var en acceleration fra 0 til 100«, siger Anton Breinbjerg, der er bandets bassist.
Det var også den semi-sarkastiske nationalhymne, der året forinden havde fået bandet i stald hos The Bank. Og med et musikselskab i ryggen var tiden endelig kommet til, at Zar Paulo skulle indspille deres debutalbum.
Det store spørgsmål var så, hvor sangskrivningen skulle foregå. De overvejede at lave den klassiske manøvre og leje et sommerhus. En smuttur til Los Angeles var også på tegnebrættet.
»Men det var ikke den plade, vi skulle lave. Så vi tænkte: ’Hvorfor ikke bare gøre det her på Amtssygehuset?’ Og af uransagelige årsager sagde kommunen ikke nej«, fortæller Johan Horsmans.
Som at være med i ’The Last of Us’
Således gik det altså til, at Zar Paulo forrige vinter rykkede ind i hovedbygningen til det nedlagte sygehus for at indspille deres debutalbum.
Med lamper og luftmadrasser slog de lejr i et gammelt teknikrum i kælderen. Mest fordi det var det eneste område i bygningen, der var bare nogenlunde dækket af gulvtæppe. Og fordi rummet modsat resten af sygehuset »ikke var fuldstændig vandskadet«.
»Til at starte med føltes det meget som at være på opdagelsesrejse. På sådan en lidt forsigtig måde. Jeg har lige set hele første sæson af ’The Last of Us’, og det var nærmest den måde, vi gik rundt i terrænet på«, mindes Emil Vammen.
Hver morgen begyndte i auditoriet, hvor Vammen med en pegepind i hånden udlagde dagens program. Derefter gik de ud og skrev musik hele dagen, og om aftenen lavede de mad på deres medbragte Trangia-sæt. Som regel stod menuen på spaghetti med kødsovs. Og øl, naturligvis.
Det lyder jo isoleret set skidehyggeligt. Men så snart mørket faldt på, begyndte utrygheden at melde sig. Faktisk var det til tider så uhyggeligt, at de fem venner måtte følge hinanden på toilettet. Så hvorfor i alverden blev de hængende i to uger?
»Det var sådan lidt en ting for os. At vi godt måtte have det lidt ubehageligt, mens vi lavede albummet. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg tror, vi havde en idé om, at det ville gøre godt for musikken, hvis vi ikke var alt for komfortable«, forklarer Anton Breinbjerg.
Han skulle vise sig at få ret. De klaustrofobiske omgivelser gav anledning til at tænke kreativt. Nogle rum inviterede til bombastisk brølesang. Andre til hviskende demovokaler sunget under et varmt tæppe på de iskolde vinterdage.
»Hvert rum har sin helt egen klang. ‘Interessantmand’ blev eksempelvis undfanget i den gamle kantine. ‘Elendig software’ i auditoriet. Nogle steder er der meget trangt med hospitalssenge, man skal navigere igennem. Andre steder er der højt til loftet. Det legede vi meget med«, siger Emil Vammen.
Fra horror house til safe space
Bandet holder, hvad de lovede. Da interviewet lakker mod enden, låser Vammen op til hovedbygningen, og vi begiver os indenfor på det nedlagte sygehus.
De underdrev ikke. Selv i dagslys er her creepy as fuck. Vi vandrer op og ned ad de mennesketomme hospitalsgange, og holder hvil i et nedlagt rehabiliteringscenter for kræftpatienter. Håndvasken flyder over med blodrødt vand.
Zar Paulo-gutterne virker imidlertid ganske upåvirkede. De fjoller rundt i en udtømt swimmingpool og skyder billeder til deres Instagram.
»Det sjove er jo, hvordan det her halvuhyggelige sted endte med at blive et form for safe space, nu hvor det hele er stukket lidt af. Når vi er ude at turnere og spille koncerter, eller når vi er i København, så kan vi altid komme tilbage hertil og sænke skuldrene«, siger Anton Breinbjerg.
Så sidder I pludselig backstage på Vega og savner jeres Trangia-sæt og jeres luftmadrasser?
»Ja, præcis. Vi savner al spindelvævet«.
Hjemveen skinner igennem på debutalbummet, hvis omslag faktisk er tegnet oven på sygehusets plantegninger.
Trommeslager og husprogrammør Tobias Schou har sågar lavet et computerspil, hvor man i bedste ’The Last of Us’-stil udforsker hovedbygningen, mens musikken fra albummet spiller i baggrunden. Et slags ’Elendig software: The Game’.
Jeg bemærker, hvordan narrativet minder mig om Radiohead, der i 1996 indlogerede sig på det ligeledes spøgelsesagtige St Catherine’s Court i Bath for at indspille deres eget teknologikritiske hovedværk, ’Ok Computer’.
At dømme ud fra reaktionen fra Johan Horsmans har jeg ramt en nerve.
»Bandet er på en eller anden måde dannet omkring at være fem outsiders, der fandt ’OK Computer’ på samme tid. Det var dét, der startede det hele. Første gang, Emil skulle høre det album, puttede vi ham i sengen hjemme ved Martin og slukkede lyset«, fortæller guitaristen.
»Det var et indvielsesritual«, tilføjer Martin Kleberg.
Nørdernes hævn
Netop betegnelsen ’outsider’ går igen flere gange i løbet af interviewet. Drengene lægger ikke skjul på, at det at føle sig udenfor er en stor del af deres selvbillede.
Den slags tematikker vejer tungt på ’Elendig software’. Følelsen af at bo i en fejlprogrammeret verden. Sociale koder, der aldrig går op.
»Hvis man er vokset op med på en eller anden måde at føle sig udenfor, har man et andet perspektiv. Man kigger indad på noget, man ikke er en del af«, begynder Emil Vammen.
»Og det tror jeg, man skal forhandle med igennem hele livet. Det gør jeg stadigvæk meget. Det er en stor drivkraft – ønsket om at forstå, hvorfor min relation til et eller andet udenfor ikke går op, selvom jeg har fået at vide meget udtrykkeligt, hvordan det skal gå op«.
Ja, I har jo også tidligere beskrevet projektet som ’nørdernes hævn’. Hvad gik det ud på?
»Det var den første ting, nogen skrev om os. Og vi havde det virkelig tvetydigt med det. Det var lidt for sandt«.
Sidenhen har bandet dog valgt at tage beskrivelsen til sig, forklarer Johan Horsmans.
»Når vi spillede koncerter på gymnasiet, var der altid et funkband, et balkanband og et popband. Alle festede og dansede. Der var god stemning. Men så snart vi gik på, døde festen. Og vi stod bare kompromisløst og spillede vores fucking progressive rockmusik…«, siger han.
»Jeg tror ikke, der var mange, der så os dengang, som tænkte, at vi ville lave et interview med Soundvenue i forbindelse med vores debutplade. Så på den måde er vi jo ’nørdernes hævn’«.
‘Elendig software’ udkommer 21. april.