Ganger sprang ud som læderklædt danseorkester og piskede Vega igennem en tour de force i klubkultur
»Man skaber sit eget narrativ«, lød moralen fra Ganger-bagmand Thomas Bach Skaarup efter en længere beretning om gruppens seneste udgivelse ’Pisk’, der afsluttede den stort anlagte albumtrilogi ’Mørktropisk’.
Albummet tager afsæt i kærestebreve, som Skaarups forældre sendte til hinanden i starten af 80’erne. Musikken, der ligeledes er en kærlighedserklæring til disko-80’erne, forsøger at fæstne lykken i den til tider ret juicy forelskelse, der strømmer ud af brevene. Dengang mor arbejdede på diskotek Bowlerhatten, og far charmerede hende med læderbukser og en fed kværn.
Som lytter kan det måske være svært at finde sin egen plads i Skaarups healende projekt. Musikken har en tendens til at lukke sig om sin egen selvterapi. Og hvad er mere helbredende end at have en stor, fed motorcykel med på scenen i Store Vega?
Befriende var det derfor, at alle bandmedlemmer tog del i fortællingen og trådte ind på scenen iført motorcykelhjelm. Ganger er bedst, når fælleskabet i gruppen træder klart frem.
Koncerten var en tour de force i klubkultur og på bød numre fra hele albumtrilogien. »Bunkerfesten slutter nu«, lød det ganske vist på ’Pumper mama’ fra det anmelderroste andet album ’Tro’, men i så fald var der dømt efterfest på diskoteket.
Bevægelsen fra undergrund til dansegulv i albumtrilogien var koncertens drivkraft. Stærkest tog det sig ud, da der opstod et åndehul i form af den stiliserede a cappella-start på ’Shopper’. De stakkerede melodiske fragmenter og ultratætte harmonier blev overlegent leveret af de tre sangere Mille Mejer Djernæs Christensen, Nina Lundberg og Isabella Dayyani.
Den eksperimenterende elektroniske musik spændte op mod forløsningen: bangeren ’Dum weekend’ fra det nye album. Her fik bandet for alvor sat menneskemængden i svingninger med den bastunge 00’er-energi, der kulminererede med episk (!) saxofon.
Ekstasen, der fortsatte med nummeret ’Befrier’, gik direkte i belønningssystemet, men meldte nok sin ankomst for tidligt. I hvert fald havde bandet svært ved efterfølgende at toppe det energiske højdepunkt.
Nummeret ’Klubben’ blev dedikeret til Jannis Noya fra Choir of Young Believers, som døde kort før nytår og skulle have sunget et c-stykke på sangen. Bandet samlede sig om et vrængende Wurlitzer-klaver og fremførte sangen i nedbarberet udgave. Det var rørende, især da saxofonisten tog over med en hjerteskærende solo.
Men det lykkedes aldrig helt at genfange det klubbede momentum, koncerten opnåede midtvejs. Retromanien blev for udtalt: den 80’er-svulstige ’Knalde brikker’ med slagbas og synth-stabs dryppede lige lovligt meget med Rocazino, og ’Mandariner’ føltes efterfølgende som en stivnet reproduktion af 00’ernes Chicago house.
Da Skaarup til sidst – inden de obligatoriske ekstranumre – krængede sjælen ud alene på scenen til doo-wop-nummeret ’Bryllup (på Bowlerhatten)’ manglede det fælleskab, bandet var trådt på scenen med.
Kort sagt:
Gangers koncert i Store Vega var en tour de force i klubkultur, hvor bandets bevægelse fra undergrundsfænomen til danseorkester blev forløst.