‘Jackman’: Jack Harlow er slet ikke dygtig nok til at håndtere så tungt et emne som voldtægtsanklager
Få album sidste år fik en så negativ modtagelse som Jack Harlows ‘Come Home the Kids Miss You’.
Jovist, det var den udgivelse, der løftede ham fra hypet talent til superstjerne (især takket være nogle ret fine singler), men når man tilbringer 45 minutter i Harlows selskab, bliver det meget tydeligt, hvor begrænset en kunstner, han er.
Derfor var jeg på forhånd rigtig positivt stemt, da jeg så, at hans nyeste album, ‘Jackman’, kun varede 24 minutter. Så er fyldet sorteret fra, og det er knap så vigtigt, at Harlow viser kunstnerisk alsidighed. En kompakt serie af charmerende bangers, og så er jeg egentlig en tilfreds Jack Harlow-lytter.
De første sange på ‘Jackman’ er netop det: ‘Common Ground’, ‘They Don’t Love It’ og ‘Ambitious’ er friske serier af underholdende punchlines over soulede produktioner, der kanaliserer Kanye Wests 00’er-output.
På disse sange er Harlow ikke alene vittigere end på forgængeren, men han har også en god blanding af selvironi og selvtillid, der klæder ham rigtig godt.
Ét sæt linjer handler om, at man i forstæderne reciterer »rap lyrics ’bout murder and cash profit / Get to feel like a thug but don’t have to act on it«. Et andet sted sammenligner han sig selv med Eminem.
Den linje har vakt kontroverser, men udførslen er sgu’ ret charmerende: »The hardest white boy since the one who rapped about vomit and sweaters / And hold the comments ’cause I promise you I’m honestly better than whoever came to your head right then« er altså et ret velskrevet sæt linjer.
Men bedst som man skulle tro, at Jack Harlow har fundet ind til sine styrker, rammer han dig med karrierens nok dårligste sang. Ja, værre end ‘Dua Lipa’.
‘Gang Gang Gang’ er strukturelt et stykke storytelling-hiphop af den gamle skole. Men modsat 80’er-klassikerne handler den om, at fortælleren opdager, at to af hans barndomsvenner er blevet anklaget for voldtægt af henholdsvis en række kvinder og et barn.
Akkurat ligesom 80’er-klassikerne er den dog fyldt med de mest corny, fjollede rim, man kunne tænke sig til.
Den ene ven hedder »Kevin«, så de har selvfølgelig kendt hinanden siden de var »seven«, og hans far var en »reverend«. Den anden hedder »Marcus«, og vi får klemt et kluntet »Pokémon cards with« ind, som så bliver rimet på »rape charges«.
Jeg ved ikke, hvilken tone han går efter med den slags rim, men det spænder virkelig meget ben for den ellers alvorlige tematik, han prøver at udforske.
Respekt for, at Jack Harlow prøver at sætte fokus på alvorlige emner, men han er slet ikke en dygtig nok lyriker til, at kunne håndtere den slags ordentligt. Emnet vender endda tilbage på et par linjer på afslutningsnummeret ‘Questions’. Man kan ikke løbe fra det.
Harlow prøver flere gange at være mere tænksom, især mod tracklistens slutning. ‘Blame on Me’ handler om Harlows forhold til sin familie – specifikt hans storebror og far. Igen, konceptet er fint nok, men sangen er langtrukken og de reelt skarpe observationer er fåtallige.
Det føles mere som terapi for Harlow selv end som et nummer, nogen andre skulle kunne få noget ud af. Det hjælper ikke, at Harlow er så begrænset en vokalist, at han her har nøjagtigt samme stemmeføring, som når han på ‘Is That Ight?’ rapper om, at han er træt af at bruge så meget tid i lufthavne.
‘Jackman’ kunne sagtens have været Harlows mulighed for at fokusere på sine styrker. Og det er det skam for en stund. Men meget hurtigt bliver det tydeligt, at Harlow end ikke har 24 minutters interessant musik i sig.
Kort sagt:
Jack Harlows ‘Jackman’ starter rigtig godt ud med kække tracks, hvor hovedpersonen anerkender sin rolle som hiphoppens hvide forstads-charmetrold. Men så snart han prøver at være mere end det, falder det hele til jorden.