‘Ny art’: Sjældent har en dansk rapper sunget så godt som Baloosh
Sjældent har en dansk rapper sunget så godt som Baloosh. Måske er han faktisk mere sanger end rapper. Debutalbummet ‘Ny art’ bugner i hvert fald af inderlige vokalpræstationer og melodiske passager, mens der er længere mellem rappen, der mest leveres af gæster.
Når man alligvel kalder ham rapper, er det nærmere på grund af de ting, han snakker om, end hvordan han snakker om dem. For Baloosh kommer i den grad ud af hiphop-kulturen – særligt den rap, der kommer ud af Aarhus – og han synger om det, mange af hans ligesindede rapper om. Gaden, kriminaliteten, pengene og politiet.
Netop derfor er det godt set, at han skal synge. Hans måde at folde disse tematikker ud på er et nyt perspektiv, der er mere melankolsk og eftertænksomt, og det er en slags skyggeside til navne som Shooter Gang, Ham Fra Syd og Dibsets aggressive udtryk.
På åbningssangen ‘Ny art’ præsenteres et dystert billede, bakket op af dramatiske strygere og klaver.
»Bar giv mig et par handsker, jeg tar’ ansvar / For så ser han aldrig sollyset igen / Og hans mor vil græde, hun har mistet en søn«, synger Baloosh med smerte i stemmen. »Det’ ikke din skyld, jeg er født sådan her / Men det’ min skyld, jeg dør sådan her«, lyder det senere i samme nummer.
Baloosh beskriver livet på gaden nærmest som et tyngdefelt, der trækker dig ind, om du vil det eller ej. På ‘Ny i byen’, en klassisk guitardreven trapballade, synger han om en person, der er »født med guldske i røven«, men som stadig vil »være på gaden«.
‘Ny art’ er en førstehåndsberetning fra en stemme, der kæmper med sin baggrund, og som er plaget af konflikten mellem at ville væk fra gaden, samt følelsen af, at man efterlader en central del af sig selv i boligblokkens mursten.
Musikalsk befinder sangene sig også mest i det mere dramatiske, dystre og tunge hjørne.
»Det er ik’ noget for mig / Den her livsstil er ikke noget for mig / Og hvis jeg ku’ rette op på fejl / Havde jeg gjort det samme igen / Det havde ikke ændret sig«, lyder det på ‘Ik noget for mig’, hvor en simpel guitarfigur og et sparsomt trapbeat udgør baggrunden.
Man bliver næsten i tvivl. Er det egentlig gadelivet eller musikerlivet, der ikke er noget for Baloosh? Uanset hvad virker det til, at Baloosh altid vil være en konfliktfyldt sjæl.
»Jeg har en drøm om, at jeg skal stifte en stor familie og bo i et træhus langt væk fra alting. Jeg kunne forestille mig, det var dejligt, men jeg ville nok også komme til at savne lyden af sirener«, udtalte han til DR i forbindelse med dokumentarserien ‘Ghettostjerner’, der omhandlede Aarhus’ nye kuld af rappere.
Selv når tempoet stiger, kommer melankolien krybende. Beatet i ‘Fame’ lyder klubbet, men har alligevel et sortsind over sig, og det samme kan siges om ‘Hele tiden’ med L.O.C. – en kærlighedssang om at »fucke op hele tiden«.
Den housede ‘Autobahn’ er albummets nok mindst nyskabende nummer, hvor Baloosh overlader meget af fortællingen til Shooter Gang. Selvom de sange også har sin plads i fortællingen, så er Baloosh mere interessant, når han ikke skal gøre plads til synthleads og drops.
Albummet ender også med, at tordenskyerne lukker sig over Baloosh på den dramatiske klaverballade ‘Forbandet’, hvor han får lov at fylde det hele. Her er der noget unikt. Baloosh er stadig ved at finde sig selv, men der kan ikke være tvivl om, at ghettostjernerne fra Aarhus har fået en stærk stemme, der fortæller tingene på sin egen måde.
Kort sagt:
Balooshs inderlige vokal er som en skyggeside af Aarhus-scenens aggressivitet. På sit debutalbum bruger han sin stemme til at beskrive de tematikker, som mange af kollegaerne rapper om, men på en ny måde.