KOMMENTAR. Hver gang, der opstår en debat omkring en ’kontroversiel’ ny dansk hiphopvideo, følger samtalen et velkendt manuskript.
Rapperne bliver kritiseret for at være voldsforherligende i deres tekster og videoer, mens musikerne selv insisterer på deres kunstneriske frihed. Det er en debat, der har kørt i ring i årtier, siden N.W.A opfandt gangstarappen i 80’erne – og sikkert også før det.
Den samtale, der finder sted omkring hiphopscenen i de debatter, stiller tit tingene skarpt op: Rappernes voldsparate attitude hér, og politikernes anklagende fingre dér. Man får sjældent et indtryk af de større samfundsmæssige strømninger, der skaber den unge hiphopkultur, og som former de artisternes personlige livshistorier.
Men det får man i den grad i DR’s nye dokumentarserie ’Ghettostjerner’, der følger de helt unge Aarhus-rappere Shooter Gang, Baloosh, Speedy og Shariffo. Den serie er intet mindre end en øjenåbner, hvis man vil forstå den unge danske gaderapscene.
Hovedpersonerne kommer alle fra udsatte kvarterer i Aarhus og har en lang række ting til fælles: De har en mere eller mindre løs forbindelse til kriminelle miljøer, de har en anden etnisk oprindelse end dansk, og de er i den spæde start af en lovende musikkarriere. Men deres forskelle er lige så vigtige som deres ligheder.
Græsk tragedie i en ghetto-setting
Speedy og Shariffos somaliske baggrund er eksempelvis årsagen til, at skolesucces fylder ekstremt meget for dem, og en af seriens mest hjertevarmende momenter er, når sidstnævnte får sin studenterhue. Det bliver fejret langt mere end nogen pladekontrakt.
Pigerne fra gymnasiet synger en af Shariffos sange, da han kommer ud efter den sidste eksamen, og når Speedy roser vennens bedrift, kan man både mærke stoltheden over Shariffo og så Speedys egen ærgrelse over, at han selv er blevet smidt ud på grund af fravær.
Dansk-palæstinensiske Baloosh lever et anderledes liv. Han har to brødre i fængsel og bruger størstedelen af serien på at kæmpe med at forsørge familien, da han er den eneste mand på fri fod. Selv når han bliver efterlyst, nægter han at melde sig: »Jeg kan ikke lade familien være alene derhjemme«, som han siger.
Den sætning er et ekko af talrige raptekster, der jo tit kredser om at forsørge familie og værne om de nærmeste. Men i Balooshs livsfortælling får den ene sætning en altafgørende betydning. Den er selve drivkraften for hele hans tilværelse.
»Hvis jeg skal sætte hele mit liv til side for min familie, så er det det, jeg gør«, som han siger. Da han selv bliver efterlyst, siger brødrene i fængsel, at han ikke skal melde sig – for nogen skal jo passe på familien.
Der er et tragisk element over den unge aarhusianers liv. I seriens første afsnit henter han sin ene bror fra fængsel efter en afsonet dom. Men kort efter er broren tilbage bag tremmer, og til sidst ender Baloosh selv i fængsel. Det føles uundgåeligt, at det ender sådan. »Jeg har vænnet mig til det«, sukker han på et tidspunkt, når han bliver spurgt om den evige cyklus af fængsling og løsladelse.
Balooshs fortælling er den mest fængslende i den nye DR-serie. Han er charmerende og virker både pligtopfyldende over for sin familie og som én, der spreder glæde blandt sine venner. Alligevel er han fanget i en ond kriminalitetsspiral. Det er en græsk tragedie i en ghetto-setting.
Det er historier som Balooshs, Speedys og Shariffos, der alt for ofte bliver glemt – både i debatten omkring dansk hiphop, men faktisk også i musikken.
Unge rappere fanget mellem fronterne
I begge tilfælde går nuancerne og det større billede tit tabt. Størstedelen af musikken fra eksempelvis Aarhus-scenen handler om den helt hårde facade, og den voldsomme drill-genre har meget medvind.
Selvfølgelig er der også folk som Baloosh, der besynger nogle af de svære følelser ved at vokse op i ghettoen, eller Speedy og Shariffo (og stjernerne fra Iswaal), der fokuserer på de positive sider af livet i kvarteret. Men den mest succesfulde og prægende musik er tit noget med våben i videoerne, »fuck politiet« og aggressive attituder. Dermed er nogle af rapperne til dels selv med til at skabe det skræmmebillede, der præger debatten i offentligheden.
Men i ’Ghettostjerner’ ser man netop, at kriminaliteten ikke udgør hele rappernes personlighed og livsførelse – og man ser nogle af årsagerne til, hvorfor kriminalitet kan opstå. Speedy siger, at det er normalt i hans kvarter at sælge, og at dem, der gør det, stadig er hans »blodsbrødre«.
Tan fra Shooter Gang siger: »Det, vi har set fra barnsben, er kriminalitet«. Og i Balooshs tilfælde er kriminalitet og fængselssystemet næsten en familiearv, fordi begge hans brødre er i fængsel.
Den såkaldte kriminelle verden er på den måde ikke en adskilt ’underverden’, som man stiger ned i som et andet Hades. Den er helt enkelt vævet ind i den normale verden, der omgiver de unge rappere. Ligesom konflikter med politiet. Faktisk ser vi alle rapperne i ’Ghettostjerner’ have (mestendels harmløse) konfrontationer med ordensmagten.
I én scene ser Speedy politiet hente en stjålen scooter, i en anden jagter de halvhjertet nogle rødder omkring pladsen i Trillegården, hvor Shooter Gang hænger. Da Baloosh er blevet efterlyst, bliver han nødt til at stikke af midt i en optagelse, fordi politiet er i nærheden.
Men også her formår DR-dokumentaren at give et nuanceret billede. For det hele er ikke en krig mellem bander og politiet.
Der er også politimanden, der ser gennem fingre med de ’bordbomber’ (host, host), der bliver fyret af til Shariffos studenterfest, og siger tillykke i stedet for at lukke festen. Eller betjenten Jeppe, der har et så afslappet forhold til Baloosh, at han bare skriver til den unge efterlyste rapper, at nu skal han altså lige snart tage sig sammen og melde sig. »Jeg tror faktisk, vi har et tæt forhold til politiet i virkeligheden, fordi vi ser dem så meget«, siger Baloosh med et grin.
Det virker altså som en situation, hvor der faktisk er potentiale for forsoning. ‘Ghettostjerner’ viser måske et belastet samfund, men ikke en dystopi.
Derfor sidder man efter seriens fire afsnit tilbage med en følelse af at have fået et komplekst og fascinerende billede af at være ung rapper i Danmark i 2020’erne. Det virker ikke som det nemmeste i verden, men det føles heller ikke så drabeligt og uforsonligt, som man kunne tro, hvis man kun læser fordømmende overskrifter og ser drill-musikvideoer.
Det ender tit i en form for skyttegravskrig, når man taler om den her slags musik og rapperne, der laver den. Man er enten for musikken eller imod den. Det stærke ved ’Ghettostjerner’ er, at den viser, hvordan det er at være fanget mellem de to fronter.