Det kan godt betale sig at møde Post Malone på en bar. Især hvis man er ved at spare op til et hus.
Det erfarede den skotske musiker og Post Malone-fan Gregor Hunter Coleman i fredags, hvor han fik sig sit livs overraskelse.
Her dukkede Post Malone nemlig op, da Coleman fredag aften skulle spille sit sædvanlige gig på en bar i Glasgow, hvor Post Malone selv havde givet koncert samme aften.
»Da jeg så ham komme ind, dansede og klappede han, mens han sang med. Det levede jeg højt på. Jeg tænkte: ‘Mine venner kommer aldrig til at tro på den her historie«, fortæller Coleman til BBC Radio 1.
Historien blev dog hurtigt endnu bedre. For Post Malone kom personligt over og lykønskede Coleman med hans koncert og tilbød at købe ham en drink.
Coleman afslog imidlertid tilbuddet, fordi han var ved at spare sammen til at købe et hus: »Det var idiotisk. Mine venner sagde: ‘Hvorfor har du afvist en drink fra Post Malone?’«, fortæller han til BBC.
Posty tog det dog ikke ilde op. I stedet tilbød han Coleman at spille til hans efterfest, hvor han også tilbød at betale en del af depositummet til sangerens hus, fortæller Coleman til BBC.
Post Malone gik endda så vidt som at give Coleman hans nummer og tilbyde at lytte til Colemans egne sange.