’Seven Nation Army’ af The White Stripes: Den utrolige historie bag sangen, der stadig får hele verden til at skråle »lå-lålålå-lålå-lå«

The White Stripes’ ‘Seven Nation Army’ udkom for 20 år siden, men sangens berømte guitarriff er stadig overalt. Fra sportsbegivenheder til stadionkoncerter. Hvordan blev en simpel garagerock-sang til et verdensomspændende fænomen?
’Seven Nation Army’ af The White Stripes: Den utrolige historie bag sangen, der stadig får hele verden til at skråle »lå-lålålå-lålå-lå«
The White Stripes tilbage i 2002. (Foto: Tim Roney/Getty Images)

‘Seven Nation Army’ opstod ifølge sangskriveren Jack White under en lydprøve i Australien.

Han begyndte at spille det nu berømte riff og var hurtigt overbevist om dets potentiale. Guitarfiguren passede perfekt ind i The White Stripes’ univers, og oprindeligt var Whites plan at gemme riffet til den dag, han skulle skrive en Bond-sang.

»Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde blev bedt om at skrive det næste James Bond-tema, så ville det være riffet at bruge«, har han fortalt The Independent.

Men i stedet for at sidde på riffet til en Bond-sang kom hans vej fem år senere, valgte The White Stripes, på trods af modstand fra pladeselskabet, at bruge ’Seven Nation Army’ som åbningsnummer og single på deres fjerde album ‘Elephant’ fra 2003.

Derfra har sangen fået et eget liv.

Den er blevet soundtracket til gigantiske sportsbegivenheder og stadionkoncerter. Sådan en sang, alle kender lyden af – selv hvis de ikke aner, hvem Jack White er. Riffet er blevet forvandlet til en besværgelse, et evigt, ustoppeligt lå-lålålå-lålå-lå.

Men ved udgivelsen for 20 år siden var ’Seven Nation Army’ faktisk langt fra at være et verdenshit. Vi fortæller sangens snørklede historie.

Den internationale sportsverdens titelmelodi

‘Seven Nation Army’ placerede sig fint på hitlister verden over, men på trods af et par få topplaceringer på alternative/indie-hitlister i England og USA, var det ikke på charten, at ‘Seven Nation Army’ skulle finde den helt store berømmelse. Det var i stedet igennem sportens verden.

I oktober 2003, et halvt års tid efter sangens singleudgivelse, spillede den belgiske fodboldklub Club Brugge KV en (for musikhistorien) skæbnesvanger kamp mod italienske A.C. Milan.

Ifølge en artikel hos The Ringer, der har kortlagt sangens usandsynlige historie, skulle den belgiske fanklub Blue Army have været samlet på en lokal bar op til kampen, hvor et vist The White Stripes-nummer kunne høres over barens højtalere.

‘Seven Nation Army’ er en utroligt simpel sang, der er baseret på en gentagelse af sangens centrale guitarriff. Denne repetition, i samarbejde med sangens ret løse rytmiske feel, giver nummeret en fremdrift, der er svær at modstå.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Seven Nation Army’s øjeblikkelige genkendelighed og riffets simplicitet gjorde det oplagt for fulde fodboldfans at råbe med på, og kampråbet fulgte belgierne gennem Milanos gader og hele vejen til stadion.

Da den belgiske angriber Andrés Mendoza i første halvleg scorede kampens eneste mål, fyldtes stadion med det nu allestedsnærværende kampråb, og ‘Seven Nation Army’ havde fået en ny rolle som stadionsang.

Sangen ville dog først finde sig rigtigt til rette i sin nye rolle tre år senere, i 2006, da A.S. Roma, en anden italiensk fodboldklub, vandt 2-1 over Club Brugge.

Her overtog italienerne nemlig kampråbet og gjorde det synonymt med italiensk fodbold. Efter A.S. Romas sejr over Brugge blev sangen brugt som sejrshymne i forbindelse med den italienske triumf i VM samme år.

»Jeg er beæret over, at italienerne har adopteret denne sang som deres egen«, sagde White dengang ifølge NME.

Derfra var der ingen vej tilbage. Siden da har UEFA brugt ‘Seven Nation Army’ som introsang til EM-finalen i 2008, 2012 og 2016. Sangen er blevet en central del af sportens verden.

Det største, der kan ske for en sangskriver

Her, 20 år efter sin udgivelse, føles ‘Seven Nation Army’ større end nogensinde. Sangen har transcenderet 00’ernes for længst glemte garagerock-revival. Og den er samtidig også blevet større end fodbold. Den har spredt sig til alverdens sportsgrene, begivenheder og koncerter.

Til koncerter er ‘Seven Nation Army’ blevet så populær, at publikum ofte synger den, også selvom hverken Jack eller Meg White er at finde på scenen.

Der findes for eksempel flere videoer af Post Malone, der, forundret, jammer sig igennem sangen til koncerter rundt omkring i Europa i respons til publikums ‘lå-lålålå-lålå-lå’.

Blandt andet fra Royal Arena, hvor han spillede i april. På den måde er sangen vandret tilbage fra fodboldens stadioner til koncertarenaer.

Post Malone i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

‘Seven Nation Army’ har skrevet sig ind i en verdensomspændende kulturkanon af hymner, som alle kender, uden nødvendigvis at kende kunstner eller titel.

Her lever den i selskab med sange som Queens ‘We Will Rock You’ og Zombie Nations ‘Kernkraft 400’.

I et interview med Conan O’Brien har Jack White sagt følgende om sangens status: »Som sangskriver er det her det største, der kan ske. Det bliver til folkemusik, og folket overtager sangen«.

White udtrykker også en fascination over, at det jo ikke er sangens tekst, der er blevet stor – men dens melodi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Seven Nation Army’ er altså gået fra at være en White Stripes-sang til at være folkeeje.

Hvilket White har det fint med: »Jo flere mennesker, der ikke ved, hvor melodien kommer fra, jo gladere er jeg«, lyder det i førnævnte interview.

Så må han jo være ekstremt lykkelig nu: For det er netop sådan en status, ’Seven Nation Army’ har opnået.

Så næste gang du står foran en festivalscene eller finder dig selv på tribunen i et fodboldstadion, så send en kærlig tanke – enten til The White Stripes og deres nu udødelige riff, til Brugges Blue Army for at tage sangen med til stadion i Milano, eller til den person, der ønskede nummeret på en italiensk jukebox, på det helt rigtige tidspunkt, inden du skriver dig ind i et lille afsnit af folkemusikkens moderne historie.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af