Japanese Breakfast charmerede Roskilde Festival – på trods af svære arbejdsbetingelser

At placere en kunstner på den helt rigtige scene er en disciplin, som selv en erfaren festival kan have svært ved at mestre. Vi ser hvert år, at kunstnere er placeret på alt for små scener, så folk må stå som sild i en tønde eller simpelthen gå forgæves.

Men man kan også opleve det modsatte. Og i år havde Roskilde Festival gjort Japanese Breakfast en bjørnetjeneste ved at placere Michelle Zauner og co. i det kæmpestore Arena-telt.

For selvom Zauners atmosfæriske indierock-projekt har taget store skridt de seneste år med det flotte album ’Jubilee’, så var skridtet til Roskilde Festivals næststørste scene måske alligevel lidt for stort.

Hun og bandet gjorde ellers, hvad de kunne. Iklædt i en neongrøn kjole, der matchede det store backdrop inspireret af ‘Jubilee’-albummet, lagde de energisk og charmerende fra land med den opløftende ’Paprika’.

Men end ikke gentagne slag på den kæmpestore medbragte gong var helt nok til at vække et lidt eftermiddagssløvt publikum i det langt fra tætbefolkede telt, og popbaskeren ’Be Sweet’ fik også kun sat moderat gang i de trætte dansefødder foran scenen.

Zauner var ellers en ekspressiv performer, der – når hun ikke havde pligter på guitaren – hoppede rundt på scenen og livligt interagerede med publikum på de forreste rækker. Og selvom det nogle gange tog lidt af luften ud af vokalen, fungerede det glimrende.

Det var bare som om, at den gode stemning ikke fik forplantet sig hele vejen ud i det store telt.

For så snart tempoet blev taget lidt ned med sange som den ellers skønne ’Boyish’ eller balladen om Zauners problematiske forhold til sin far, ’Tactics’, druknede intensiteten under Arenas teltdug. I stedet kunne man tydeligt høre den spredte summen og snakken rundt om i teltet.

Derfor var det også enten, når Zauner slap guitaren og kunne skrue op for den flirtende charme, eller når bandet kastede sig ud i nogle af de mere støjende numre fra de første to album, at koncerten fungerede bedst. 

’In Heaven’ blev tidligt i settet leveret i en medrivende udgave, og ’Heft’ var en fornøjelse, hvor et instrumentalt stykke midt i sangen anført af en vrælende guitar viste prøver på noget af det, Japanese Breakfast gør bedst.

Derfor blev afslutningen på koncerten også et fint billede på hele aftenen. For da Zauner alene på scenen gik i gang med den sarte første indledning af ’Posing for Cars’, blev hendes noget usikre røst nærmest væk blandt publikums snakkeri.

Men hun tog i den grad revanche, da bandet kom på scenen igen. Først med en sjælfuld guitarsolo, der nåede helt op under Arenas katedralhøje loft, og siden med en version af ’Diving Woman’, der stod tilbage som et absolut højdepunkt med sit smukt støjende instrumentale klimaks.

Undervejs i koncerten kom Zauner med en analogi om, at festivalkoncerter oftest var flirten, men at vi med sættets længde i dag nok nærmere var ude i et »long term relationship«.

Desværre virkede størstedelen af Arena fredag aften til at have commitment issues.