På ‘In Times New Roman…’ gør Queens of the Stone Age endnu engang det, de er bedst til – men er tiden løbet fra dem?
Sidst vi hørte fra Queens of the Stone Age, havde de ‘Uptown Funk’-popmassør extraordinaire Mark Ronson med som producer på deres syvende album, ‘Villains’. Det blev unægteligt en mere dansabel affære end vanligt.
På opfølgeren ‘In Times New Roman…’ er der derimod ikke noget nyt under den bagende ørkensol, hvis dødbringende stråler bandet altid har solet sig i. Queens of the Stone Age er gået tilbage til en mere upoleret og fuzzy lyd, og de leverer endnu engang groovy, tungrøvet firhjulstrækkerrock.
Som altid med en semidæmonisk popsensibilitet, der dukker op af og til via vokalharmonier og synthesizer-melodier. For eksempel på den ‘Scary Monsters and Super Creeps’-æra Bowie-inspirerede ‘Carnavoyeur’.
Inkarnerede fans vil fryde sig over, at mange af de ting, der har kendetegnet bandet gennem hele deres diskografi, er bevaret. Nye fans kommer der nok ikke så mange af. Rockmusikken er hverken blevet et rigere eller fattigere sted med denne plade, men det er Queens of the Stone Age sikkert ligeglade med.
Sangskrivningen og produktionen lyder umiskendeligt af frontmand, drivkraft og band-epicenter Josh Homme. Fra start til slut er det stensikkert, at det er en Queens of the Stone Age-plade, man lytter lidt.
Homme er jo nærmest blevet en institution i sig selv. Fra Kyuss til Them Crooked Vultures og videre til Queens of the Stone Age har han i flere årtier udviklet en unik lyd, og det er svært ikke at respektere ham for det.
‘In Times New Roman…’ er indspillet og produceret i Hommes eget Pink Duck-studie samt i Rick Rubins Shangri-La. Trods de mange lag i produktionen kan man fornemme, at grundsporene er spillet live, og det skulle ikke undre mig, hvis flere af pladens elementer er blevet til i jamsessions.
Det har en positiv effekt. Rockmusik er bare federe, når der er plads til en smule spontanitet.
Og rockmusik, det er det sgu. Jeg tvivler faktisk på, at et yngre band ville kunne slippe afsted med at lave en plade som den her i dag. Queens of the Stone Age befinder sig i en slags hermetisk forseglet boble, hvori de regerer som en af de store moderne rockkoryfæer.
Men jeg er bange for, at de har ikke meget relevans uden for boblen. Det er som om, at fortællingen om det gamle USA er blevet udfaset i alle andre dele af populærkulturen. Som om den »ørken, tequila og sex«-æstetik, bandet altid har dyrket, er forsvundet fra mainstreamen.
Når det så er sagt, er jeg glad for, at der stadig findes rockbands som Queens of the Stone Age. Og som det hører sig til i rockmusik, er pladen pakket med guitarriffs. (Dog ville de fleste af disse falde til jorden, hvis det ikke var for Jon Theodores menneskemekaniske trommespil, som er i særklasse.)
Men det bliver af og til lidt for perfekt. Det musikalske maskineri er velsmurt i en sådan grad, at man sommetider flyder lige lovligt meget med på groovets præmisser, så man næsten glemmer, hvad der er sket tidligere i nummeret.
Det er en af pladens svagheder. Man glemmer numrene for hurtigt. Det kunne have klædt ‘In Times New Roman…’ med et par knaldperler a la tidligere kæmpehits som ‘Go With the Flow’ og ‘No One Knows’ fra albummet ‘Songs for the Deaf’ eller ‘Little Sister’ fra ‘Lullabies to Paralyze’.
Den monumentale, ni minutter lange og flerfasede afslutter, rock-shufflen ‘Straight Jacket Fitting’, sætter et solidt punktum for pladen, men med en samlet spillelængde på små 50 minutter kunne de med fordel have barberet et par sange af andetsteds. Selv det bedst smurte maskineri kan også gå i tomgang, og det sker på numre som ‘Time & Place’ og ‘Sicily’.
Queens of the Stone Age er blevet »degraderet« fra Orange Scene til Arena, når de spiller på Roskilde Festival om blot to uger. Det er nok et meget passende setup for dem, for Arena-teltet kan måske føles lidt mere som den omtalte rockboble.
Kort sagt:
Efter det dansable, Mark Ronson-producerede ‘Villains’-album vender Queens of the Stone Age på ‘In Times New Roman…’ tilbage deres groovy, tungrøvede firhjulstrækkerrock. Musikken er som altid velspillet og godt produceret, men selv det bedst smurte maskineri kan også gå i tomgang.