Sidste år spillede Rina Sawayama en fantastisk koncert på Roskilde Festival – i år var hun endnu bedre

To dansere, fire vindmaskiner og seks-syv kostumeskift. Og så naturligvis utallige danse-interludes.

Sådan lød opskriften på Rina Sawayamas vanvittige, humoristiske og fantastiske koncert på Arena. Hendes (også rigtig gode) koncert sidste år var et nedbarberet hyggesæt i forhold til den mastodontiske blanding af Eurovision, stadionrock og musical-show, vi var vidne til torsdag aften.

Musikalsk er Rina Sawayama overalt på landkortet. Hun har mere eller mindre taget alt det, som folk i 90’erne og 00’erne kaldte for dårlig smag, og brugt det til at skabe et sammensurium af UK Garage, eurodance, nu-metal og Spice Girls-pop.

Både musikken og showet er der først og fremmest for at være en udtryksform for Rina Sawayama og den karakter, hun har bygget op omkring sig selv. Til koncerten var det som om, at alle hendes bevægelser var ekstra store. Alle ansigtsudtryk ekstra karikerede, alle følelser ekstra følte.

På den aggressive, metal-klingende ‘STFU!’ var hun ekstremt vred, mens det nærmest lignede, at hun græd op ad scenografien under den fænomenale ballade ‘Bad Friend’ – lige indtil hun var tilbage på scenekanten og ramme plet på en høj tone inden sidste omkvæd.

Og vokalt var hun til stede. På åbneren ‘Hold the Girl’ skiftede Rina mellem at løbe rundt i brudekjole med sine to dansere og at synge det høje omkvæd, ligesom powerballaden ‘Hurricanes’ fik fuld skrald.

Man kunne frygte, at det ville blive stift med al den koreografi, men Rina Sawayama balancerede det koreograferede og det løsslupne. Særligt efter den festlige garage-banger ‘Beg for You’ cirka halvvejs inde var det som om, at det hele blev lidt mere løssluppent.

Det var dog stadig et gennemkoreograferet og planlagt show.

Til ‘Frankenstein’ blev der danset monsterdans. ‘Comme Des Garçons’ blev indledt af en længere seance, hvor Rina Sawayama læste avis på en togstation iført et jakkesæt, der blev revet af for at afsløre en rød latex-dragt med tilhørende pisk, som Rina Sawayama var iført resten af showet.

Helt teatralsk og meta blev det til sidst, hvor koncerten »sluttede«, og Rina satte sig i en stol og begyndte at tage kostumet af, mens hun snakkede om, at »det da havde været et okay show, selvom publikum måske var lidt lavmælte«, hvorefter hendes assistent fortalte, at hun stadig havde én sang tilbage.

Det fungerede præcis efter hensigten. Hele teltet råbte og skreg på mere Rina. Og heldigvis rejste hun sig fra det falske omklædningsrum på scenen og spillede den helt igennem festlige og medrivende country-powerpop-banger ‘This Hell’.

Så kørte rulleteksterne – ja, ægte rulletekster – og dette uimodståelige miks af film, koncert og teaterstykke var slut. Den time føltes alt for kort.

Jeg glæder mig til at se, hvad Rina finder på, næste gang hun spiller på Roskilde Festival.