‘Space Heavy’: Hvorfor giver King Krule ikke sine sange den opmærksomhed, de fortjener?
»I’m so disappointed in you«, forkynder Archy Marshall repetitivt på nummeret ‘If Only It Was Warmth’.
Man må delvist erklære sig enig, når man lytter sig igennem ‘Space Heavy’ – det fjerde album under King Krule-aliasset. For det er svært ikke at være en lille smule skuffet. Men det vender vi tilbage til.
Marshalls udgivelser under denne signatur har altid været garant for originale og veleksekverede genrefusioner. Og trods de forskelligartede numre på ‘Space Heavy’ bærer lydbilledet da også præg af sonisk kongruens, der vidner om, at Archy Marshall er en producer med overblik.
Det er blandt andet godt tænkt, hvordan han nærmest synger call-and-response med sig selv i den fiffige anvendelse af delay på ‘That is My Life, That is Yours’.
‘Flimsier’ smager af 90’er-slackerrock med tilbagelænede akkordprogressioner og døsig fremdrift. På tilsvarende vis lægger ‘From the Swamp’ et originalt snit mellem psychedelia og neo-soul.
‘Tortoise of Independency’ viser, hvordan Marshall altid har mestret den subtile kunst at dyrke pauser i musikken, og på titelnummeret brydes den jazzede instrumentale understrøm af en snerrende passage, der giver mindelser om Pixies.
Der er ligeledes en glimrende balance mellem Marshalls karakteristisk tilbagelænede vokalforedrag og albummets fremherskende rustikke instrumentering, hvor også stryger-arrangementet på ‘When Vanishing’ fortjener at blive fremhævet.
Endnu mere raffineret og veleksekveret er ‘Seaforth’, hvor det dynamisk varierede og kompositorisk indtagende smelter sammen i vuggende dreampop. Det er albummets bedste nummer, og det er en mesterlig showcase i det format og den spændvidde, Marshall besidder.
Netop spændvidden har jo alle dage været Marshalls største styrke. De mange genresammenstød har tidligere resulteret i forunderlige og ret så fantastiske stunder – særligt på det diffuse mesterværk ‘The Ooz’, der fortsat funkler som diskografiens kronjuvel.
Derfor er det også ærgerligt, at de mere flagrende momenter i denne ombæring fremstår undervældende og en anelse ufærdige.
De trivielle ‘Seagirl’ og ‘Empty Stomach Space Cadet’ evaporerer ud i rummet uden at efterlade indtryk. Og trods en vis dynamik i den vokale levering klinger den minimalistiske ‘Our Vacuum’ netop af tomrum.
‘Pink Shell’ lyder som en demo, der lemfældigt er fundet frem fra skuffen. En letkøbt punk-readymade med Marshalls vrængende vokal som gimmick.
‘Space Heavy’s glimrende momenter til trods sniger der sig altså – for at vende tilbage til indledningen – en smule skuffelse ind i lytteoplevelsen. Særligt med tanke på det, som Marshall er i stand til, når han giver alle sine sange den opmærksomhed, de fortjener.
Kort sagt:
Vekslende mellem 90’er-inspireret slackerrock og jazzede momenter viser Archy Marshall vanligt overblik som producer og sangskriver på ‘Space Heavy’. Desværre fremstår de mere flagrende momenter i denne ombæring både undervældende og en anelse ufærdige.