Tidligere Mr. Bungle-medlem arresteret for drab på kæreste

Tidligere Mr. Bungle-medlem arresteret for drab på kæreste
Theo Lengyel. (Foto: Capitola Police Department)

Theo Lengyel, tidligere medlem af det eksperimenterende rock- og metalband Mr. Bungle, er blevet arresteret for mordet på sin kæreste.

Det rapporterer blandt andre Rolling Stone og New York Post.

54-årige Lengyel blev pågrebet af politiet i Capitola, Californien i tirsdags og er nu varetægtsfængslet, mens efterforskningen fortsætter.

Kæresten, den 61-årige Alice Kamakaokalani, blev meldt savnet i begyndelsen af december, og resterne af hendes formodede lig dukkede sidenhen op i en park i Berkeley, Californien.

Det er endnu ikke bevist, at resterne faktisk tilhører Kamakaokalani.

»Det flittige arbejde af vores efterforskere, i samarbejde med vores retshåndhævende partnere, har ført til pågribelsen af Theobald Lengyel i forbindelse med det tragiske drab på Alice Kamakaokalani«, udtaler det lokale politi via heavy metal-magasinet Blabbermouth.

Lengyel var medstifter af Mr. Bungle, hvor han spillede keyboard og saxofon på bandets to første album, deres selvbetitlede debut fra 1991 og ‘Disco Volante’ fra 1995.

I 1999 blev Lengyel udskiftet grundet kreative uenigheder, og siden da har han efter sigende arbejdet som softwareudvikler og programmør.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af