’Staten’
Husets Teater, 1. januar – 30. juni
’Staten’ ligner sæsonens absolut mest ambitiøse forestilling. Med en spilleperiode på intet ringere end seks fulde måneder lever den allerede inden premieren op til sin selvbestaltede titel som »en megaloman forestilling«.
’Staten’ er et portræt af København og de mennesker, der bor i byen. Det er en forestilling i episoder, der både kan ses enkeltvis eller som en serie.
Kunstnerkollektivet Fix+Foxy med Tue Biering i spidsen har ry for at lave hyperrealistisk teater med ægte mennesker på rollelisten (altså ikke skuespillere). De har blandt andet turneret ind- og udland med en alternativ udgave af ’Et dukkehjem’, hvor 20 publikummer og et hold skuespillere hver aften ringer på døren til et, for dem, ukendt pars hjem.
Hvad angår ’Staten’, har de holdt kortene tæt ind til kroppen, men vi ved, at den består af en række site-specifikke episoder rundt omkring i København – den kryptiske tekst på hjemmesiden nævner som eksempel en lejlighed i Nordvest, en taxa og noget, der ligger under jorden …
’Sonoma’, ’Kontakthof’ og ’Sutra’
København Danser på Østre Gasværk, Gamle Scene og i Musikhuset Aarhus, 22. maj – 29. juni
Hvis der er én ting, du skal vide om København Danser, så er det, at dansefestivalen siden sin fødsel i 2020 ikke har trådt ved siden af én eneste gang. De henter koreografer og dansekompagnier ind fra hele verden og er din garanti for hypermoderne dans i verdensklasse. Nu også i Aarhus.
Vi har set dem fylde Østre Gasværk med jord til Pina Bauschs ’Rite of Spring’, et mesterligt danset menneskeoffer i sved og mudder. Vi har set dansere kravle hen over publikum i Operaen i Alexander Ekmans ’Hammer’. Sidste sæson var det vand, der dækkede scenen, da dansekompagniet Peeping Tom gæstede med deres uhyggelige, synkende krydtogtskib, ’Triptych’.
Derfor er det noget nær umuligt at vælge en favorit blandt festivallens tre kommende forestillinger. Skal du absolut kun vælge én af dem, så gå med ’Sonoma’. Det er Marcos Morau, som også koreograferede en formidabelt fræk udgave af ‘Carmen’ til Den Kongelige Ballet for seks år siden. Denne gang med eget dansekompagni – om muligt endnu bedre.
’Desertør’
Blaagaard Teater, 1.-28. februar
Blaagaard gør sin Blaagaard-ting til februar med denne nye tegneserie-til-scene bearbejdelse af Halfdan Piskets ’Desertør’. Det tegner til at blive aktuelt og hårdtslående. Teatret har længe, men især med Sargun Oshana som leder og efter revampet fra Grob til Blaagaard, gjort sig til talerør for Nørrebros mangesprogede stemmer.
Halfdan Piskets univers læner sig heftigt op ad den bandlyste amerikanske tegneserie ’Maus’. Begge bygger på en række interview med forfatternes fædre, der begge har ar på sjælen. Den ene fra sin tid som jødisk fange i en koncentrationslejr og den anden, Piskets far, som krisfange i et tyrkisk militærfængsel.
Efter at have overgivet direktørstafetten til Alexander Mayah Larsen, er Sargun Oshana tilbage som instruktør med et spændende hold i form af Haesam Jakir, Kasper Krassimir og fabelagtige Ellaha Lack.
’Kirstens hævn’
Aarhus Teater, 5. februar – 5. marts
Der står flabet hestepige-erotika på menuen, når Bjørn Rasmussens roman om Kirsten og hendes sprængfarlige dagbog, som Soundvenues anmelder kaldte »‘Mean Girls’ på ketamin«, forvandles til dramatik på Aarhus Teater.
Det hele lyder drønlækkert, frisk og ungt.
’Kirstens hævn’ er skabt af teatrets splinternye huskunstnere, scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe og instruktør Carolin Oredsson. Sammen har de sat sig for at præsentere ny dansk dramatik under fanen ’Virkelighedsflugt og katastrofetanker’. På scenen står en kvartet af kvinder. Den ene har sin scenetjeneste på teatret og de øvrige tre er kun netop kommet ud af Scenekunstskolen.
Vi glæder os til liderlighed up close på den intime Studio Scene med en god dosis melodramatisk ungpigesind og et absolut fravær af fornemmelse for verden uden for hestestalden.
’Jeppe på Bjerget’
Aarhus Teater, 6. februar – 8. marts
Ja ja, Det Kongelige Teater har deres egen stort opslåede udgave af Holbergs moralprædiken om drukkenboltens hævn. En klassisk Holbergopsætning hvor Frederik Cilius indtager hovedrollen, så den er stensikkert både sjov og velspillet. Så længe, der ikke går for meget Kirsten Birgit i den, og resten af castet ender som statister i hans show.
Til gengæld sker der noget ægte exciting på Aarhus teater. Her er et af Danmarks mest spændende dansekompagnier teamet op med en af landets mest provokerende instruktører. Holstebro Dansekompagni sammen med Christian Lollike. Med Thure Lindhardt i hovedrollen.
Det bliver mørkt, moderne og med sikkerhed slet ikke, som vi regner med. Formentlig også rigtig lækkert at se på. Tilbage ved tegnebrættet er nemlig scenografduoen David Gehrt og Ida Grarup – dem, der i sin tid lavede den vanvittige 2D-scenografi til Lollikes udgave af ’Erasmus Montanus’.
‘The Blind Date’
Aveny-T, 2. marts – 10. april
Kom og vær fluen på væggen, når skønne og sjove Louise Kirsten Skov går på en improviseret blind date i baren på Aveny-T. Og det er endda også en blind date mellem publikum og hvem end, det er, hun skal på date med. Hver aften er det nemlig en ny, hemmelig skuespiller, der dukker op i baren.
Teatret Young Vic i London lavede noget lignende for et par år siden med forestillingen ’The Second Woman’. Her spillede Ruth Wilson den samme scene med 100 forskellige mænd på 24 timer, og der dukkede kæmpenavne som Idris Elba og Andrew Scott op som hendes scenepartnere.
Så imens vi venter på premieren, kan du jo passende begynde at tænke over, hvem du allerhelst vil se Louise Kirsten Skov gå på date med.
’Menneskekryb’
Nørrebro Teater, 7. marts – 26. april
’Menneskekryb’ er oprindeligt et tjekkisk teaterstykke fra mellemkrigstiden. En allegorisk fortælling om livet og moral, hvor insekter gør det ud som mennesker og sætter vores bedste – og værste – sider på spidsen.
På Nørrebro Teater får det 100 år gamle stykke sig lidt af en afstøvning i 36-årige Niels Erlings kyndige hænder, og han plejer at tale direkte til sin egen generation.
Tag for eksempel de første to installationer i hans Blonde Babe-trilogi, ’Work Bitch’ om Britney Spears og ’Pamela’ om, ja, kvinden i den røde badedragt. Begge vidnede om en kærlighed til popkulturen og et skarpt øje for millenial behaviour (vi glæder os i øvrigt til 3’eren, der handler om blonde babe over dem alle, Eminem).
Det føles ofte legende og lidt fjollet, når man går i teatret med Niels Erling. Han kan godt det alvorlige, men mon ikke det her samtidsportræt også bliver et lille stik med glimt i øjet til vores generation af unikke, skrøbelige snefnug?
’Marie-Antoinette’
Det Kongelige Teater, 21. marts – 27. april
Allerede med sin instruktørdebut, ’Færdig med Eddy’ i 2018, beviste Anna Balslev, at hun kan fortælle historier på en scene med en sådan inderlighed, at det næsten føles som forelskelse.
Siden da har hun kreeret en perlerække af sanselige og frydefulde forestillinger – blandt andet titler som ’Et dukkehjem’, ’Don Juan’ og ’Stolthed og fordom’.
Sidstnævnte var så stor en succes, at holdet bag dannede et kunstnerkollektiv og kaldte det noget så Jane Austen’sk som Regimentet. Gruppen har Balslev i spidsen og rummer ud over et stærkt hold unge skuespillere også scenograf Laura Løwe, komponist Viktor Dahl og koreograf Sebastian Kloborg.
Regimentets nye forestilling, ’Marie-Antoinette’, bliver forhåbentlig en på samme tid øm, humoristisk og intelligent fortælling om privilegieblindhed og overflod. Det er oplagt at forvente noter af Sofia Coppola og tyl i lange baner, men det kunne også være spændende at se historien drejet i en helt anden retning.
’Vi, de druknede’
Republique, 27. marts – 12. april
Carsten Jensens storslåede roman danner oplægget til en forestilling om nedarvet sorg, vold og (sø)røverhistorier.
Brødreparret Emil og Mikkel Rostrup, henholdsvis instruktør og scenograf/kostumedesigner, tackler den komplekse generationsfortælling om mænds relationer til deres kvinder og indre dæmoner. Det gør de sammen med dramatiker Karen-Maria Bille, der tidligere har dramatiseret storværker som ’Dekameron’ og ’1001 nat’.
Den gudsbenådede sanger og skuespiller Sara Viktoria Bjerregaard står øverst på rollelisten, og det dufter derfor af en mere kvindecentrisk forestilling end det, romanen lægger op til. Kristoffer Eriknauer virker til gengæld på overfladen som et interessant valg til en så alvorlig forestilling. Vi ved, at den mand er talentfuld og kan finde ud af at være sjov, så det bliver spændende at se ham involveret i noget tungere stof.
’Motherfucker med hat’
Mungo Park Teater, 28. marts – 12. april
Københavns teaterscenes skøre onkel bor i Allerød. Han hedder Mungo Park, og hos ham er du lovet god gammeldags humor. Ofte iblandet en lille kommentar eller to til verdenssituationen og altid sikret et godt grin.
Teatret, der er opkaldt efter en skotsk opdagelsesrejsende, lever til fulde op til sit navn. De er rejst halvvejs rundt om jorden til USA og har hentet en lille souvenir med hjem i form af ’Motherfucker med hat’. Ikke et stykke, man har hørt særlig meget om herhjemme (hvis noget overhovedet), men åbenbart Chris Rocks Broadway-debut i sin tid og nomineret til en masse Tony-priser.
I denne danske version er rollerne som sædvanligt besat af Mungo Parks træfsikre ensemble, og der er lagt op til en forviklingskomedie fyldt med afsonede pushere, forsmåede elskere, junkier og en forlagt hat.
PS: Mungo Park har også budt ind på teater-udenfor-teatret-trenden. I løbet af februar inviterer de små publikumshold ind på et hotelværelse på Ibsens Hotel i København i forestillingen ’Blodet i vores årer’.
’Feberen’
Det Kongelige Teater, 30. april – 3. juni
Hermed listens obligatoriske musical. Udvalget de næste seks måneder er mildest talt sparsomt – især hvis man gerne vil se en moderne, ikke alt for sentimental musical.
Godt gemt i programmet fra Det Kongelige Teater finder du dog et lovende bud i form af en nyskrevet dansk musical om de promiskuøse Barrison Sisters og det spor af drama og intriger, de trækker efter sig i savsmuldet.
Det er rutinerede folk, der står bag (blandt andet Thomas Bendixen som instruktør), og castet består af blandt andre Fanny Leander Bornedal sammen med Cecilie Gerberg og Cecilie Bogø Bach, der lige nu er aktuelle i Odense Teaters (moderne!) musical, ’Next to Normal’.
Hvem ved, måske bliver det den nye, danske ’Chicago’?
’Nemo’
Sort/Hvid, 3.-31. maj
Listens måske mest ristede forestilling. Sort/Hvid lægger slagtehal til den svære toer for holdet bag det fuldkommen afbrændte og forunderligt forfriskende syretrip af en forestilling, ’Skyggernes Museum’.
Indian Summer, bestående af dramatiker Jokum Rohde og magiske Morten Burian, er tilbage og i godt selskab med blandt andre skuespillere Nanna Finding Koppel og Patrick Baurichter. Denne gang har de kastet sig over en bizar nyfortolkning af Jules Vernes’ ’En verdensomsejling under havet’.
Det er angiveligt noget med en sygelig havbiolog, der ved øjenlægen inddrages i en terrorcelle og sætter sig for at tage kampen op mod verden. Som sagt, ristet.
Vi forventer alternativt, inddragende traumeteater med bølgeskvulp og orgelmusik, når hele Sort/Hvid omdannes til u-båden Nautilus. Er du i tvivl, om teater er noget for dig, står ’Nemo’ til enten at kunne overvinde dig for evigt eller sikre, at du aldrig går i teatret igen. Enter at your own risk.