I SKYGGEN AF. Få film har i nyere tid kastet en så lang skygge som ’Bohemian Rhapsody’ fra 2018. Med fire Oscar-statuetter og en global indtjening på næsten 700 millioner dollars har den lagt grobund for Hollywoods uendelige portrætter af det 20. århundredes største musikere.
Med Queen-biopic’en lærte Hollywood-producerne, at det er vigtigere for succesformlen at sikre sig sangrettighederne end at lave en god film.
Og Queens sangkatalog er da også den eneste kvalitet ved ’Bohemian Rhapsody’.
Lige så succesfuld filmen var, lige så tumultarisk var produktionen bag. Oven på MeToo-bevægelsen blev den notoriske overgrebsmand Bryan Singer i 11. time skiftet ud med håndværkeren Dexter Fletcher, der ellers var i fuld sving med sin Elton John-film ’Rocketman’.
Af den og en million andre grunde er ’Bohemian Rhapsody’ en teknisk og fortællemæssig rodebutik af halvhjertede hurtigløsninger. Men fordi filmen slutter med en overbevisende genskabelse af Queens ikoniske Live Aid-koncertset fra ’85, er alt naturligvis tilgivet. Kritiske røster er nemme at overdøve, når alle stamper med på ’We Will Rock You’.
Og da Fletchers egen ’Rocketman’ kom halsende mindre end et år efter, var resultatet hverken box office-rekorder eller Oscar-hæder.
Blot én Oscar-statuette for Bedste Originale Sang plus 200 millioner ved billetlugerne kunne det blive til. Udmærket, men intet i sammenligning med Queens tur i rampelyset. ’Rocketman’ var dømt til at stå i skyggen af sin mere succesfulde musikfilmforgænger.
Hvilket er helt og aldeles ufortjent.
Homoseksuelle skurke
Indtil for ganske nylig undgik jeg selv ’Rocketman’ som byldepesten med ’Bohemian Rhapsody’-såret stadig åbent og betændt.
I det store og det hele tegner de to film da også inden for den samme skabelon. En skabelon, der er så udsultet for kreative indfald, at den oversete satire ’Walk Hard: The Dewey Cox Story’ parodierede den helt tilbage i 2007 for tomme sale og døve ører.
Både Freddie Mercury- og Elton John-filmen begynder med et flashforward på toppen af de to musikeres kommercielle karriere, men på bunden af deres personlige og kunstneriske liv, og opremser herefter pligtskyldigt overskrifterne, de største hits og pudsigste sidespring.
De har samtidig et meget løst forhold til begivenhedernes faktuelt historiske gang. Hvilket er lettere at acceptere, når den kreative frihed tages i brug for at fortælle en god historie, som det er tilfældet med ’Rocketman’, snarere end for at bruge Mercurys AIDS-diagnose som en usmagelig katalysator for bandets Live Aid-optræden.
’Bohemian Rhapsody’ og ’Rocketman’ deler sågar skurk i form af en homoseksuel producerslange i græsset, som forårsager mændenes undergang, som for Elton Johns vedkommende er et hjertetilfælde i poolen og i Freddie Mercurys den føromtalte sygdom.
Det er mere end en smule suspekt,at netop disse to biopics om to af datidens mest prominente og flamboyante queer-artister begge bliver akkompagneret af en ondsindet homo.
I tilfældet ’Rocketman’ er konflikterne mellem den umuligt smukke, men arrogante John Reid (*suk* Richard Madden) og Elton John dog veldokumenterede, mens ’Bohemian Rhapsody’ kraftigt overdriver den personlige assistent Paul Prenters rolle i Mercurys liv. I virkeligheden outede han ganske vist sangeren på nationalt tv, men i filmen præsenteres han som Lucifer selv, der lokker den ensomme, sammenbidte Mercury ned i homoseksuelt helvede.
Sammenlignet med ’Rocketman’s åbne fejring af Eltons seksualitet føles den puritanske homofobi mod Queen-sangeren særligt modbydelig.
Kedelige Rami Malek
Ved at bade sig i regnbueflagets farver løfter ’Rocketman’ sig kilometervis over sin miserable følgesvend. For ’Rocketman’ er en vaskeægte jukebox-musical, hvor samtlige af superstjernens sange agerer bro mellem Eltons forskellige sindelag.
Den vedkommende og campy stilart besjæles af skuespilleren Taron Egerton, hvis vidunderligt smitsomme entusiasme kan mærkes på de bagerste rækker i filmens mange, ekstravagante dansenumre. Det giver straks én lyst til at skråle med på ørehængerne.
Den præstation står i rygende kontrast til Rami Malek, som vandt en Oscar for at bære rundt på en gigantisk gebisprotese og portrættere Mercury som en melankolsk, maniodepressiv eneboer.
Naturligvis ejer den legendariske forsanger en helt andet nerve og intensitet end joviale Elton. Men ligesom protesen er unødvendig, opløses sangerens komplekse væsen i en dødsenskedelig mani.
Fejlcastingen af den stoiske ’Mr. Robot’-skuespiller er særligt tydelig i scenerne, hvor han faktisk skal forestille sig at nyde tilværelsen. Den evne falder slet og ret uden for Maleks talenter.
Du kan simpelthen ikke overbevise mig om, at Mercury var så stor en dødbider.
Et filosofisk skel
’Rocketman’ er ikke noget stort mesterværk, men energien, som de to hovedrolleskuespillere bringer til bordet, peger på et større filosofisk skel mellem værkerne.
Den ene er således udelukkende skabt for at stryge de mange Queen-fans med hårene, mens den anden faktisk forholder sig til kunstneren, som den hylder. En visionær snarrådighed, der er svær at få øje på i resten af musikbiopic-genren i dag.
Lige nu stirrer vi ned i pistolløbet af den ene martrerede biografifilm efter den anden: Skulle det være en Michael Jackson-film, som ikke vil forholde sig til pædofilianklagerne? Et Robbie Williams-biopic ud fra præmissen: Hvad hvis han spilles af en abe? Eller hvad med ikke bare ét, to eller tre, men fire (!) Beatles-portrætter?
Så længe sangene er der, skal folk nok møde op.
Imens står ’Rocketman’ som noget særligt, fordi den turde danse til sine egne toner.
’Rocketman’ kan ses på Netflix, Max, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Apple TV.