Den igangværende krig mellem Israel og Hamas fylder på sociale medier og i nyhedsmedierne – og også i musik- og underholdningsbranchen.
Konflikten har nu fået Dua Lipa til at droppe en ny musikvideo, som der allerede var brugt »hundredetusindevis af pund« på at producere, skriver The Sun.
Ifølge den engelske avis skød Dua Lipa musikvideoen i hemmelighed i september, før den igangværende krig i Gaza brød ud. Musikvideoen indeholder kaosfyldte scener med kæmpende menneskemængder, hvilket kunne minde for meget om den verserende væbnede konflikt.
»I sit hjerte var videoen legende, men den indeholdt temaer om kaos – inklusive bilulykker, nedrivning, eksplosioner, fyrværkeri og kæmpende menneskemængder«, siger en anonym kilde til The Sun.
»Dua og hendes team besluttede, at det ville være ufølsomt, hvis videoen kom ud, taget i betragtning af det, der er sket på og siden den 7. oktober«.
Den skrottede musikvideo skulle bruges som del af promoveringen af Dua Lipas kommende tredje album, der efter alt at dømme udkommer i år. Hidtil har hun udgivet førstesinglen ‘Houdini’.