»Ny verden. Ny start. Kind mod Kind er lyden af alle de minder, vi ikke har haft endnu. De er på vej«.
Sådan lød de første ord fra elektropop-kvintetten, da de i februar 2022 lagde et opslag på Instagram ledsaget af en video, hvor de fem fyre bag det kærlige alias løber i slowmotion gennem en fabrikshal.
På det tidspunkt vidste de næppe, hvor hurtigt de minder ville indfinde sig. Videoen viste et klip fra deres første single ’Du gør mig blind’, der på rekordtid satte gang i en hype omkring den rave-klædte femkløver, der fra den ene dag til den anden trådte ud af klubmørket med deres bankende hjerter i håndfladerne.
Og siden da er det gået stærkt.
For hvis den kåde kinddans mellem poppet følsomhed og pulserende klublyd med debutsinglen slog gnister, brød ilden for alvor ud, da de senere samme år fulgte trop med en ualmindeligt veldrejet ep, der fik anmelderne til at kaste roser med overhånd.
»Det er klart, at der er meget på spil. Men de seneste år har vist os, at vi godt kan stole på det, vi selv synes er fedt«, lyder det, da jeg besøger gruppen i deres øvelokale i Sydhavnen, der er pakket med instrumenter, mixere og kabler fra gulv til loft.
Fredag udsendte Kind mod Kind deres debutalbum, der for alvor udfolder 00’er-nostagien med lyden af fordums fester og besøg af navne som Medina og Safri Duo (ja, den er god nok).
I den forbindelse har vi mødt forsanger Julius Amdisen, trommeslager Andreas Grønne, bassist Gustav Lahrmann, guitarist Mikkel Marcus Strandberg og Mads Skogstad Rasmussen på keys til en snak om at stå midt i det store gennembrud, om at dyrke melankolien og om nødvendigheden af musik, man kan flæbe til på floor.
Samme band, ny opskrift
Det hele startede med tre efterskolevenner, der jammede i en kælder i Birkerød, før de på gymnasiet stødte på en, »der spillede en led spade« og en »der sang en vild John Mayer«. Og siden da er der løbet en del øvere gennem åen.
For selvom Kind mod Kind ikke har mere end to år på bagen, er gruppen ikke ligefrem grønne. De har været venner i 10 år og lavet musik sammen det meste af tiden – herunder i bandet Manila, der spillede en bastard mellem groovy 70’er-Motown og DIY-synth-pop – på engelsk vel at mærke.
»Det har først og fremmest været vores venskab, som har drevet værket«, siger Mads Skogstad Rasmussen, da vi har slået os ned i en lidt lemfældig rundkreds på stole og forstærkere i deres øvelokale.
»I alle årene har vi formået at jamme ret konsekvent, fordi vi synes, det er det fedeste at hænge ud. Og det er et meget godt udgangspunkt for at lave musik sammen«.
Men gennembruddet lod vente på sig. De kunne ikke rigtigt knække koden til skabet med deres egen lyd. Og det var derfor først, da de ændrede på opskriften og begyndte at skrive på dansk, at det tog form.
»Vi var nok længe lidt søgende og skød med spredehagl for at prøve at ramme et eller andet. Og pludselig stod vi et sted, hvor det føltes rimelig retningsløst«, siger Andreas Grønne og fortæller, at de løbende blev tændt på ideen om at lave musik, »man kunne græde til på klubben«.
»Og her skal klart lyde et skud ud til Medina«, indskyder Mads Skogstad Rasmussen. »For det var hende, der for alvor bragte den triste stemning til det danske dansegulv«.
»Ja«, fortsætter Julius Amdisen. »Men hvor Medina nok var mere bevidst om at gøre klubben til et tilflugtssted, hvor man kan få aflad for ulykkelig kærlighed, så er det nok lidt mere tilfældigt, at vi er endt ud med et halvsørgeligt tekstunivers og nogle hammeren produktioner«, siger han og fortæller, at det i starten føltes mere nøgent at synge på dansk.
»Det var meget direkte og mere sårbart, men det var også med til at åbne den poetiske verden på en ny måde. Og som tekstforfatter tror jeg, at det har været afgørende, at det føltes vovet«.
I en tid hvor klubmusikken har vundet større indpas i poppen, udmærker Kind mod Kind sig i den energiske live-levering af musikken. Hvert et pip fra gruppen har givet genlyd. Og selvom det godt kan lyde lidt irriterende, indrømmer de, så har de ikke ligget søvnløse over, at skulle udsende deres debutalbum.
»I virkeligheden var det langt mere noieren at udgive ep’en, hvor vores lyd virkelig stak ud. Nervøsitet ændrer sig nok lidt med tiden«, siger Gustav Lahrmann.
»Ja, jeg kan da huske, at jeg engang fik en fartbøde, fordi jeg var så excited over, at vi var blevet tilbudt at varme op for nogen i Lille Vega, hvilket endte med at blive aflyst. I dag har vi nok fundet rimelig meget ro i, at der er nogen derude, som gerne vil høre på det, vi laver«.
Lyden af det lille suk
Hvor ep’en havde en utrolig lang titel (gruppens navn skrevet i ét ord 18 gange), sparer debuten på anslagene.
’</3’ hedder det. Eller ’Heartbreak’, som man skrev det, før de præfabrikerede emojis’ tid. En titel, der på mange måder kondenserer de modsætninger, Kind mod Kinds lyd er gjort af – det analoge og organiske i mødet med det digitale og syntetiske – melankolien i mødet med letsindigheden.
»Det lille hjerte taler ind i en digital kultur, hvor man kommunikerer følelser på en skærm«, siger Mikkel Marcus Strandberg og ser mod Julius Amdisen, hvis ansigt lægger sig i de tre tegns folder.
»Jeg får følelsen af et lille suk, et miv, når jeg ser det. Den her erkendelse af at den der kærlighed, man har hørt om, er langt fra et glansbillede. Men der ligger også noget uhøjtideligt i det«, siger han og fortsætter:
»Så det er ikke et rendyrket break-up-album, men det er da på mange måder én lang fortælling om den svære kærlighed«, siger Julius Amdisen og smiler.
Og det kræver ikke den store Sherlock Holmes at spotte på pladen.
»Jeg kan ik’ leve op til dig / så nu venter jeg på, at du bryder sammen / Så jeg kan være lidt mere for dig«, lyder det eksempelvis på nummeret ’Sammen’, der næsten krystalliserer lyden af den romantiske rave, Kind mod Kind inviterer ind til.
Det står også tydeligt frem på det hårdtslående ’Til mit hjerte stopper’, hvor Kundo svinger forbi, i balladerne ’Forlist’ og ’Dangerous’ om brud og farlig forelskelse, og ja, så leveres det som neon i natten på sidste års house-hit ‘Love Isn’t Easy’ med Medina.
Teksterne er umiddelbare, sanselige og befriende uprætentiøse. Og måske er det i virkeligheden det, der gør dem så relaterbare. Det er følsomme fortællinger på en bund af bankende beats, og melankolien synes ikke bare båret af Julius Amdisens ubesværede falset, men nærmest indprentet i hans øjne.
»Julius«, lyder det da også prompte til spørgsmålet om, hvor al den melankoli kommer fra.
Gruppen sender et grin ud i rummet, men kvintettens forsanger ser ikke ser ud til at være uenig i udmeldingen.
»Jeg har nok et ret melankolsk sind. ‘Ung & smuk’ er i hvert fald den mest positive sang, jeg nogensinde har skrevet. Og den har klart også sin darkness. Jeg har nok været draget af melankolien, siden jeg som 16-årig begyndte at høre Tame Impala. Men i virkeligheden er det nok noget, vi er ret fælles om at hente inspiration i«, siger han.
Gustav Lahrmann nikker.
»Ja, jeg føler helt klart, at mange af de kunstnere, vi har lyttet meget til – som Overmono og Ross from Friends – er med til at implementere en melankoli i den elektroniske musik«.
Citron i en sød ret
Kind mod Kind er forført af tunge lydtapeter og halvsørgelige temaer. Bevares, de er ikke »sådan nogle tørvetrillere«, men den mørke fest fascinerer dem, og på debutpladen får den lov at udfolde sig i både soniske sjælere og i mere hårdtpumpede tracks. De hylder klubkulturen gennem tiden. Og for den aktive lytter er albummet fyldt med små treats.
»Vi er nogle suckers for specifikke lyde. Små detaljer, som bliver lidt if you know, you know for lytteren«, siger Gustav Lahrmann og fortæller, at det kan være alt fra flippede vokalsamples til lyden af publikum fra deres Roskilde-koncert.
De bevæger sig i kontrasterne land, hvor man uproblematisk kan gå i sfæriske fodspor af både mainstream popmastodonter og undergrundens drum’n’bass, UK garage og jungle. For det er i mixet, det slår gnistrer, lyder det.
»Vi er både inspirerede af de kommercielle kort, Medina har på hånden, og meget af det der kommer ud af særligt den engelske undergrund«, siger Mikkel Marcus Strandberg og fortæller, at selvom holdet ikke hænger ud på klubben i samme omfang som tidligere, så er det stadig der, inspirationen har sit epicenter.
For Kind mod Kind er den elektroniske musik én stor lydenes legeplads. De elsker groovy musik, så længe den holder sig fra at flirte med funky elementer, og så er de enige om, at en aften i byen skal kunne rumme forskellige følelser.
Mads Skogstad Rasmussen: »Da vi var yngre, kunne vi godt lytte til glad, funky festmusik en hel aften. Men hvis man hører Pharrell med ’Happy’ fem gange i streg, skyder man jo hovedet af sig selv. I dag har vi det lidt icky med klubbangere, der bliver for happy go lucky. Der er vi nok alle sammen mere til et skud med mørk dansabel musik – om det så er pop eller hård elektronisk«.
Andreas Grønne: »Klart. Vi vil gerne lægge musik til den der følelse af at stå på floor klokken 3 om natten til en privatfest med et andet menneske, som får én til at føle fucking meget. Og hvis det ikke kun skal være følelsen af glæde, så er der nødt til også at være noget, der svier lidt«.
Julius Amdisen: »Den der lille smule citron i en meget sød ret«.
Et sjælens refugium
Kind mod Kind taler ikke bare ind i en tid, hvor vi kommunikerer følsomhed gennem tegn på en skærm og morpher ind og ud mellem den digitale og den fysiske verden. De indkapsler også tidsånden med den moderne maskulinitet i førersædet – og det hele er på en måde kondenseret i den lille emojinelle albumtitel.
De fem fyre er del af en generation af unge mennesker, der »ofte bliver bedt om at skrue ned, men som føler sig både dygtige, seje, intelligente og smukke«, som det lød fra gruppen, da singlen ’Ung & smuk’ udkom i efteråret. En hyldest til klubben som frisættelsens rum – fri for fænglende forventninger om at skulle agere på en bestemt måde.
Det er der brug for – »måske mere end nogensinde«, lyder det, da vi så småt er ved at nå til interviewets ende. Og med deres musik vil de gerne være med til at skabe et slags sjælens refugium – hvor der er plads til alle slags følelser.
»Man kan jo finde frirum mange steder, men fælles for os er, at klubben er et af dem. Et sted, hvor man er i nuet«, siger Mikkel Marcus Strandberg og fortæller, at klubben for ham repræsenterer en nysgerrighed i at opdage noget nyt – om det så er i musikken, i folk omkring sig eller i sig selv.
»Ja«, tilføjer Andreas Grønne. »Hvis man hiver det op på et metaplan, så lever vi jo i en verden, hvor folk har sygt travlt hele tiden. Og ligesom nogle af os går en tur i saunagus, hvor der er så fucking varmt, at man er tvunget til at være i nuet, er klubben også et slags escape. Og vores musik må godt være et escape fra det hele«.