Magtdemonstration i K.B. Hallen: The Smile er ikke som andre bands
The Smile startede deres koncert i K.B. Hallen med titelnummeret fra deres seneste plade, ’Wall of Eyes’, der udkom tidligere i år, og sangens nærmest 00’er-agtige afslappede singer/songwriter-stemning var en perfekt åbning til en koncert der, selv når instrumentationen svulmede op og blev massiv, stadig formåede at bevare en sund økonomisk tilgang til fremførelserne.
Når Jonny Greenwood spillede, trådte Thom Yorke tilbage og vice versa. Af og til klamrede Greenwood sig nærmest til sit instrument i en slags venteposition, før han skubbede det ud i en ny udfordring.
Bandets sublime tredjepart, Tom Skinner, var en trommeslager af en helt særlig kaliber. Han formåede at slæbe, når der skulle slæbes, lege, når der skulle leges, og føre an, når de to radiohoveder forsvandt i deres egne frekvenser.
Vi skulle ikke længere end til tredje sang, hvor det hårdt synkoperede debutpladenummer ’The Opposite’ afløstes og, ja, nærmest opløstes af ’A Hairdryer’ fra samme udgivelse. Så stod Greenwood der og filede og skurrede med bue på guitaren.
Hos andre bands ville den slags høre til koncertens klimaks, men The Smile er ikke som andre bands. De er heller ikke Radiohead, for den sags skyld, men en helt anden entitet.
Kun på det post-punkede Thom Yorke-deepcut ’Feeling Pulled Apart By Horses’ spøgte Radiohead for alvor. Dens The Edge-agtige guitarfigurer blev lige en tand for storladne til min smag, men fred være med det, for alt andet syntes at spille fuldstændig som det skulle.
For The Smile er et ultraprofessionelt, gennemrutineret orkester. Og uanset hvordan de bøjer og strækker arrangementerne, og uanset hvor meget man fortabes i de utallige løse ender og jammede passager, så skal man altså ikke tage fejl af The Smiles helt store kvalitet: Den totale kontrol som manifesteres over hele linjen.
The Smile besidder også popsensibilitet i verdensklasse. Godt nok er den af og til forklædt som alt muligt andet, men ingen kan skabe melodiske billeder som Yorke og Greenwood på henholdsvis vokal, bas, guitar, piano, harpe og orgel.
Den totale kontrol understregedes af et uprætentiøst sceneshow, hvor musikken var i fokus på fire skærme, der viste nærbilleder af musikernes sikre hænder i aktion.
Cirka halvvejs i sættet fik vi det nye, uudgivne nummer ’Instant Psalm’, der, foranlediget af en messende saxofon spillet af livemedlem Robert Stillman, lod os falde til ro i aftenens første sang i en nogenlunde steady 4/4.
Yorke sang her i et dybere register, der næsten lød lidt post-punket. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en vokalist som Ian McCulloch fra Echo and the Bunnymen.
Herefter fladede koncerten noget ud under ’Waving a White Flag’, ’Thin Thing’ og endnu en uudgiven sang i form af ’Zero Sum’, men så kan jeg så også love for, at koncerten tog fart med ’Friend of a Friend’, som jeg andetsteds her på sitet har beskrevet som »verdens bedste nummer«.
Det lod til, at den fyldte sal var enige med mig i den betragtning, for der var sing-along på den sidste del af sangen.
The Smile indhyllede os simpelthen i musik. Som i den larmende slutfase i ‘Bending Hectic’, hvor Greenwood badet i stroboskoplys svøbte os ind i et virvar af kakofonisk guitar, og som da Skinner lod bækkenkaskaderne flyde som varm magma ud over salen i ‘Teleharmonic’.
The Smile afsluttede affæren med den smukke ballade ’You Know Me’ med Greenwood på cello, Skinner med vatbeklædte stikker og en sikker pulserende stortromme samt Yorke på piano. En rørende afslutning på en overvældende koncert.
Kort sagt:
Med en imponerende parade af magtdemonstrationer fra deres begrænsede diskografi svøbte The Smile K.B. Hallen i et silkeslør af en ultraprofessionelt spillet jam-session.