Der findes næppe bedre reklame, end når en af verdens mest populære og elskede popstjerner laver en sang om dit brand. Det skulle da lige være, hvis en anden stor popstjerne også var med ombord på nummeret.
Netop den misundelsesværdige situation befandt det amerikanske tøjmærke Levi’s sig i, da Beyoncé udgav sit imødesete ‘Cowboy Carter’-album, hvorpå man kunne finde duetten ‘Levii’s Jeans’ med Post Malone.
Men Beyoncé-sangen har ikke bare været god reklame – den hare rent faktisk sat et aftryk på Levi’s’ aktiepris, rapporterer CBS News.
Levi’s’ aktiekurs er for nyligt steget med hele 20 procent, hvilket CBS News delvis forklarer med en ny hype omkring brandet takket være Beyoncé-sangen.
CBS citerer Levi’s direktør, Michelle Gass, for at sige, at Levi’s har et »stærkt øjeblik verden rundt«.
»En af de ting, der er særlige for Levi’s-brandet, er, at vi lægger stor vægt på, at Levi’s-brandet er centralt i kulturen. Det tror jeg ikke, man kan finde et bedre bevis på, end at en kunstner som Beyoncé, som er en culture shaper, opkalder en sang efter os«, lyder det fra Levi’s-direktøren