Jep. Den er god nok. Du læste rigtigt.
I dag er det præcis et år siden, at Zar Paulo udgav deres debutalbum ‘Elendig Software’. Og det skal fejres.
Men hvordan gør man så lige det? Man programmerer selvfølgelig sit helt eget computerspil, som det er tilfældet med den aarhusianske kvintet. Det er nemlig bandmedlemmerne selv, der har programmeret spillet, som foregår på det nedlagte Aarhus Amtssygehus, hvor albummet blev til tilbage i 2022.
Spillet er first-person, og foregår på den måde, at man bevæger sig rundt i amtssygehusets gamle lokaler, som bandet har genskabt fra plantegninger og egen hukommelse, for at finde en animeret version af ‘Elendig Software’-albumcoveret.
Finder man albumcoveret, finder man samtidig en kode, som man kan sende til Zar Paulos Instagram-konto, hvis man vil deltage i en lodtrækning om tre præmiepakker. Det kan der læses mere om via Zar Paulos Instagram-opslag her:
Sidste år interviewede Soundvenues Malthe Hjort Zar Paulo om, hvordan albummet blev til på det »fucking nøjeren« sygehus. Læs eller genlæs interviewet her.