Avril Lavigne kom helt katastrofalt fra start på Tinderbox
Avril Lavigne kom så katastrofalt fra start på Tinderbox, at hun ikke havde fået et callback, hvis den første håndfuld numre havde været en audition til et Avril Lavigne-coverband.
Under ‘Girlfriend’ var hun et energi-vakuum og brugte mere tid på at pille ved sine in-ears end på rent faktisk at være der for publikum. Under særligt første vers af ‘Complicated’ mumlede hun flere linjer. Hun begyndte at synge en takt for tidligt, da ‘Here’s to Never Growing Up’ skulle gå i gang, og i det efterfølgende omkvæd begyndte hun at kigge akavet mod backstage-området, mens hun burde kigge ud mod sit publikum.
Så snart den var slut, løb hun ud bagved. Det var kun fjerde sang, og det var allerede anden gang, hun gjorde det. Mens hun var backstage, prøvede bandet at sætte gang i endnu et nummer, men det stoppede, inden hun igen trådte ind på scenen, og det eneste, vi fik, var keyboardistens meget lave backingvokaler. Jeg tror, det var ‘Hot’, men jeg er ikke sikker.
I stedet klippede storskærmen til en montage af tv-indslag og award shows fra Avril Lavignes tidlige år. Som om vi lige skulle mindes om, at vi altså var vidne til en superstjerne og ikke en amatør.
Men da hun kom tilbage, var hun faktisk markant bedre. Stadig ikke videre spektakulær – blandt andet fordi hun nu var udstyret med en guitar, der hæmmede, hvor frit hun kunne bevæge sig rundt på scenen. Og det var ikke, fordi hun spillede andet end simple akkorder til sange, hvor de to allerede tilstedeværende guitarister var tilstrækkelige.
Derfor gjorde det heller ikke den store forskel, hvis hun lige skulle bruge en halv takt på at fjerne håret fra sit ansigt i stedet for at spille. Hvorfor produktionen havde placeret en vindmaskine foran en sanger, der tydeligvis ikke kan lide at få sit eget hår i ansigtet, var dog et mysterium.
Men nu havde hun fået samlet overskud til at danse lidt, hvis sangen kaldte på det. Under ‘Love When You Hate Me’ bevægede hun armen først op, så ned under linjen »the highs, the lows«. Under c-stykket til ‘Sk8er Boi’ – hvor hun jo modsat ballerinaen sejrer og får fyren – lignede hun rent faktisk én, der fejrede en sejr, når hun stod med foden på monitoren. Og da hun derefter smilende løftede djævlehorn i vejret, gik det da også rent ind.
Der var stadig stillestående øjeblikke hist og her. Men det var ikke decideret dårligt længere. Ikke desto mindre udvandrede mange efter ‘Sk8r Boi’ og missede derfor ekstranumrene.
Synd for dem, for den sidste tur backstage inden ekstranumrene betød endnu et nøk op i niveau. Den melodramatiske ballade ‘Head Above Water’ fik en lige lovligt prætentiøs videointro med Lavigne i elverkjole under vand, men da hun endelig kom på scenen var hun til gengæld i stand til at opretholde denne patos på en måde, der fungerede. Hun lignede én, der oprigtigt blev bevæget af musikken – ikke én, der prøvede at lade som om, hun havde gejst til en koncert, hun nok helst ville være foruden.
Den efterfølgende ‘I’m With You’ holdt niveauet, og hun emmede af publikumkontakt. Denne gang ved at kigge på os og mærke os frem for blot at opfordre til at vifte armene fra side til side, hvilket hun havde gjort under rundt regnet hvert andet nummer inden da. Den højtråbende titellinje i næstsidste omkvæd blev leveret så bragende, at jeg næsten ikke kunne fatte, at det var samme performer.
Gid det var den Avril Lavigne, vi havde fået hele vejen igennem.
Kort sagt:
Avril Lavigne kom katastrofalt fra start på Tinderbox, men med tiden var det, som om hun langsomt fandt professionalismen frem. Det var dog først under de to ekstranumre, at det for alvor føltes, som om hun ikke bare kørte på rutine, men rent faktisk ville sit publikum.