Janelle Monáe var tydeligvis ikke et kendt navn på Tinderbox – men det var ingen hindring
Janelle Monáe føltes lidt malplaceret på en festival som Tinderbox, hvor der næsten er direkte proportionalitet mellem hitlisteplaceringer og publikums fremmøde.
Den amerikanske r’n’b-sanger har nemlig altid været lige nok uden for mainstreamens smag, til at hun praktisk taget aldrig har chartet, til trods for hvor populær hun ret beset er.
Det betød, at det uvildige lavpunkt til Monáes koncert blev den håndfuld gange, hvor hun bad publikum om at overtage hendes tekster, og der simpelthen ikke var nok af dem, der havde lyrikken på rygraden.
Aldrig så det dog ud til at slå hende ud. Og det umiddelbart fortrinsvis uindviede publikum var der heldigvis for hende. Når ‘Haute’ krævede, at man skulle klappe med, blev der klappet i vilden sky. Og da publikum først var ordentligt indviet i, hvordan hooket til ‘Champagne Shit’ går, var der ingen problemer med at få dem til at synge med.
Janelle Monáe rappede overraskende ofte. Vi fik blandt andet ‘Django Jane’, og rapversene under numre som ‘Float’ og ‘Q.U.E.E.N.’ udviste hun mere mikrofonkontrol, end jeg har set til mange hiphopkoncerter. Især sidstnævnte var ikke til at stå for, da den blev helt melodisk i sin levering.
Modsat de fleste rappere havde hun dog også et helt band, hun skulle forholde sig til. Og de spillede fandeme godt. ‘Paid In Pleasure’ serverede en sjælfuld guitarsolo, de fleste rockstjerner ville misunde, og da endnu en guitarsolo til ‘I Like That’ mundede ud i en lækker outro, hvor trompetist og trombonist gik i ét, ramte det lige i hjertekulen.
Koncerten bød på talrige kostumeskift, der dog aldrig føltes langtrukne eller unødvendige. Da Monáe og de to dansere trådte frem til ‘Pynk’ iført musikvideoens ikoniske vulva-bukser, var det fantastisk at overvære.
Hendes Michael Jackson-agtige outfit til ‘Make Me Feel’ blev også udnyttet til sit fuldeste, da hun fandt det helt rigtige tidspunkt til at moonwalke, uden at det distraherede det mindste fra den sang, der trods alt var i centrum.
Selv det indledende outfit – hvor Monáe i bedste ‘Midsommar’-stil var klædt i blomster fra top til tå – fungerede fremragende.
Først fik vi ‘Float’, hvor outfittet gav en fornemmelse af, at hun var i ét med, hvad der foregik omkring hende. Da hun derefter smed den store frakke, men stadig var klædt i blomster til ‘Champagne Shit’, var det ikke til at tage fejl af euforien, som kun blev understøttet af både blomsterne og de champagneglas, Monáe og danserne havde med på scenen.
Tilsæt det fremragende øjeblik, hvor hun under ‘Paid In Pleasure’ inviterede fans på scenen, og så var det altså svært ikke at blive rørt. Monáe behandler alle, hun inviterer op på sin scene, som om de hører hjemme der. Var man frisk på at fyre nogle moves af, blev det anerkendt.
Efter koncerten overhørte jeg mange af de Monáe-uindviede dele deres holdninger. Roserne fløj til højre og venstre, både hvad angik hendes vokal, hendes kompositioner og det sexpositive koncertformat. Hun må have ramt noget rigtigt. I hvert fald gik jeg derfra både rørt og underholdt.
Kort sagt:
Janelle Monáe fik overvundet et fortrinsvist uindviet Tinderbox-publikum med et euforisk show, der bød på talrige kostumeskift og overraskende meget rap. Det var svært ikke at blive både rørt og underholdt.