1. Andreas Odbjerg og Guldimund brillerede med fløjten
Det var fløjtens år på NorthSide. I hvert fald gjorde både Andreas Odbjerg og Guldimund en brav indsats for, at instrumentfamilien kunne nydes i hele dens bredde, og et par spicy og selvsikre tværfløjtesoli understøttede den vidunderligt overdrevne selvfedme på Odbjergs ’Svært at være fantastisk’ så godt, at man næsten ikke savnede Emma Sehested Høeg.
På samme måde kulminerede den barnlige undren over teologiske spørgsmål på ’Hvordan ser Gud ud’ i, at Guldimund spillede en nærmest helt jazzet solo på en basblokfløjte (!), der osede af samme nysgerrighed, som nummeret udforsker. Kjartan F. Stolberg
2. Troye Sivans længselsfulde lapdance
Der var mange højdepunkter til Troye Sivans noget nær perfekte popfest på Echo. Jeg nævner i flæng et mikrofonblowjob, den vanvittige koreografi og den euforiske snave-session under ‘Rush’.
Midt i det hele står den ømme ‘One of Your Girls’ med Sivans bønfaldende vokal og længselsfulde lapdance iført et spidst Madonna-korset dog tydeligt frem som det bedste popmoment, jeg var vidne til på NorthSide i år. Jennifer Frydensbjerg Lehmann
3. Slowdive skabte shoegaze-ekstase med ’Alison’
Slowdive giver ikke koncerter præget af store armbevægelser eller vilde sceneshows. Deres målsætning plejer derimod at være at skabe den slags overdådige, tætpakkede vellyd, man helt forsvinder i.
Med de briller på var shoegaze-pionerernes NorthSide-show mesterligt fra start til slut, men særligt da de melankolske toner af ‘Alison’ startede, spredte der sig en ekstase over pladsen. Rachel Goswells og Neil Halsteads stemmer gik smukt i ét med de både støjende og beroligende toner. Kjartan F. Stolberg
4. Angélica Garcia skabte spansksproget fællessang
Angélica Garcia er i Danmark et stort set ubeskrevet blad, men hun havde NorthSide i sin hule hånd. Det blev især tydeligt på afslutningsnummeret ‘Paloma’ – fra albummet ‘Gemelo’, der udkom samme dag! – hvor den mexicansk-amerikanske stjerne uden problemer fik alle med på spansksproget call-and-response.
Nuvel, teksten på ‘Paloma’ er mildest talt ikke kompliceret, men jeg var alligevel imponeret over den entusiasme og energi, hvormed publikum råbte med på de spanske gloser. Mange af os selv efter, at koncerten var slut. Rasmus Weirup
5. Jarvis Cocker gik fuld Shakespeare
Pulp-frontmanden Jarvis Cocker brillerede som en næsten shakespearesk skuespiller under bandets koncert på NorthSide torsdag aften, og særligt under ’This Is Hardcore’ trådte han i karakter som dramatiker.
Først dirigerede han et tæppefald på bagskærmen til tonerne af orkestrale synths, og herfra sang han nonchalant de indledende linjer med en kop kaffe i hånden. Mens sangen byggede sig op, blev han mere og mere storladen i sit udtryk, samtidig med at hans fremtoning blev helt skurkeagtig. Kjartan F. Stolberg
6. Malk De Koijn i ledtog med vejrguderne
Som så mange koncerter på dette års NorthSide var Malk De Koijn ved at regne væk i en noget kradsbørstig byge. Men det var nu ikke noget, de tre hiphop-klenodier tog så tungt. Faktisk skulle de bare bede om mere.
»Kan vi få noget lyn?«, lød det fra Blæs Bukki. To sekunder efter fik han, hvad han bad om, hvortil han knastørt svarede »Tak Gud«. Det er nok de færreste, der kan prale af at være i ledtog med vejrguderne på den måde. Jennifer Frydensbjerg Lehmann
7. Lucky Los kække dans gik rent ind
På Nova-scenen skabte Lucky Lo en popkoncert, der var så rar, som man kan forestille sig, og hun gjorde en dyd ud af at invitere folk med ind i hendes melodiøse indiepop – ikke mindst under nummeret ’Peak/Valley’, hvor hun havde designet den kækkeste lille dans til anledningen.
Man skulle blot rejse sig og pege op i luften, hver gang der blev sunget »peak«, og dukke sig, hver gang der blev sunget »valley«. Mange i publikum deltog, og selv dem, der ikke gjorde, havde store smil på læben. Kjartan F. Stolberg
8. The Smile tog publikum med på floor
Hvis der var én ting, jeg ikke forventede til The Smiles NorthSide-koncert, var det rave-venlig dansemusik. Bevares, den endnu uudgivne ‘Don’t Get Me Started’ er med sine ambiente omveje og syrlige saxofonhyl stadig umiskendeligt The Smile, men rytmernes konstante, ultra-energiske fremdrift pegede umiskendeligt mod dansegulvet.
Det efterlod Thom Yorkes aparte og helt utroligt skønne dansetrin ikke den mindste tvivl om. Hvis Yorke og co. skynder sig at udgive sangen inden næste fest, vil det være yderst påskønnet. Så fylder jeg røgmaskinen op. Rasmus Weirup
9. Vores nordiske naboer charmerede med Kim Larsen-covers
Islandske Daði Freyr vidste lige præcis, hvordan man charmerede sig ind på et dansk publikum. Han har boet i Danmark nogle år i sin barndom, og mellem hans festlige popsange affyrede han vittigheder om alt fra Rasmus Seebach til ‘Kaj og Andrea’ samt improviserede en dansksproget sang om, hvor meget det regnede på NorthSide.
Vi ramte toppen af kransekagen, da han skabte fællessang til Kim Larsens ’Papirsklip’, og det var end ikke første det Kim Larsen-cover fra en nordisk nabo den weekend. Kaizers Orchestra slog nemlig ubesværet over i ’Midt om natten’ under deres opførsel af nummeret ’KGB’. Kjartan F. Stolberg
10. St. Vincent nærmest angreb kameramanden
Hvis jeg oplevede St. Vincent som rå, hårdtslående og brutal på NorthSide, er det formentligt intet sammenlignet med, hvordan kameramanden må have oplevet hende, da hun under en fantastisk aggressiv udgave af ‘Pay Your Way in Pain’ nærmest angreb ham.
Med knaldrød, udtværet læbestift, lange netstrømper, blottede trusser og lynende øjne greb hun ud efter ham og inkarnerede i et øjeblik den farlige, mystiske, driftstyrede kvinde, man primært ser i film som ‘Fatal Attraction’ og ‘Play Misty for Me’. Skønt at se, at femme fatale-arketypen lever i bedste velgående. Rasmus Weirup
11. Ukendt Kunstner gik screamo på ’Mand over bord’
Hans Philip startede i det højtråbende hjørne til Ukendt Kunstners afslutningskoncert, før der senere blev gjort plads til de blødere toner. Men man var nærmest også nødt til at gå ned i gear efter ’Mand over bord’.
Mod slutningen af nummeret råbte – nej, skreg – Hans Philip linjerne »Om natten zapper jeg tv-kanaler / Og skifter farver som en kamæleon« med så meget nerve og ildhu, at de fleste screamo-vokalister ville blive misundelige. Kjartan F. Stolberg
12. Elizabeth Fraser fik publikum til at klappe i
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi turdet håbe på, at jeg nogensinde ville få mulighed for at høre Elizabeth Fraser synge ‘Song to the Siren’ live, men NorthSide er åbenbart stedet, hvor drømme går i opfyldelse. Da sangens første, karakteristiske guitartoner lød over festivalpladsen under Massive Attacks koncert, forstummede snakken for første og eneste gang.
Frasers overjordiske og uvirkelige stemme er måske skrøbeligere og mere spinkel, end den var i 1984, men fuldstændig lige så følelsesmæssigt potent. Blev man ikke rørt, har man brug for øjeblikkelig udredning. Rasmus Weirup