Barselonas dampende Roskilde Festival-koncert var en regulær magtdemonstration

Det er næsten nøjagtigt otte år siden, at Barselona skrev sangen ’Barcelona’. Det fortalte frontmand Rud Aslak til en dampende koncert på Arena, hvor en fyldt sal sang med på størstedelen af deres bedste numre.

’Barcelona’-sangen var medtaget som et triumferende pejlemærke. Samtidig stod det klart, hvor meget makkerparret har modnet sig som sangskrivere i den mellemliggende tid. For denne eftermiddagskoncert var en regulær magtdemonstration med præcise og kvalitetsbevidste pluk fra især duoens nyere katalog.

Og sikke et makkerpar de var at bevidne på scenen. Forsanger Rud Aslak havde en britisk vibe (tænk Liam Gallagher eller Ian Brown) med sin frisure og windbreaker. Bag tangenterne i ulastelig sort nålestribet habit sad Rasmus Theodor som en slags kapelmester, og han beholdt blazeren på imponerende længe i det hede telt.

De gode sange føg hen over det glade publikum, og Rud Aslak fik lov at lave en lille crowdsurf under crowdpleaseren ’Fra Wien til Rom’ med det vidunderlige slideguitar-riff. Det er egentlig kun det lidt sleske r’n’b-nummer ’Dansesangen’, som jeg altid finder mærkeligt malplaceret. 

For hold da kæft, hvor det her band er i udvikling. Som en lykkelig forening af New Order, Love Shop, TV-2 og CV Jørgensen stryger de mod toppen, som alle, der har lyttet og måske fældet en tåre til albummet ’Væbnet hjerte’, er klar over. ’Lyden af livet’ er en ørehængernes ørehænger med sit højstemte omkvæd og de sfæriske synths.

Et nummer som dette, og mange andre, lød virkelig overbevisende. Det var ekstra glædeligt at bevidne,  da lydbilledet til flere tilsvarende koncerter på årets Roskilde Festival ofte har savnet saft og kraft i mellemgulvet og været for meget dunder, bulder og bas. Sådan var det ikke til Barselona.

Et andet højdepunkt i koncerten var, da det habile backingband forlod scenen og lod Rasmus Theodor overtage den akustiske guitar i en perfekt udgave af ’Har været på vingerne’.

Barselona er trods deres unge alder, og deres tilsyneladende endnu yngre publikum, blevet et voksenmelankolsk band, der tegner sikkert inden for stregerne. Der er ikke mange gambles i deres musik, og fejlene på Arena denne lørdag var færre end tilbageværende rene sneakers ude på festivalpladsen.

Det eneste ikke-indlysende valg? At medtage ’Stå op gå ned’, når nu Artigeardit tilsyneladende havde vigtigere steder at være. Men teenagepigerne på de første rækker stoppede ikke med at synge og rappe med af den grund.

Barselona kan trygt vinge Arena af på deres masterplan om danmarksdominans. Vi tager otte år mere, mindst.