Tamara på Roskilde Festival: Var det en ny dansk r’n’b-stjerne, der lige blev født der?

Halvvejs i hendes bløde brag af en sensuel r’n’b-koncert på Gaia-scenen var det, som om Tamara Mneney kunne alt.

Vi befandt os midt i ‘Winner’, sidste fredags klubbede singleudspil med stænk af afrobeats og reggaeton. Trommeslageren havde gang i shakeren, fra keyboardet lød små, distinkte 80’er-motiver. Og vokalt var Mneney – der indtil for nylig bare gik under Tamara – ekstremt ovenpå.

»Raise your glass, shake that ass«, sang hun, men underspillet: Der var lige akkurat spor af Billie Eilishs delikate knæk i stemmen. Og da hun så, med skarp timing, vendte ryggen til på vej ind i et breakdown og, ja, shook that ass, svarede publikum i et kollektivt støn. Så stilet, så kropsligt, så virtuost.

Det lignede fødslen af en ny dansk r’n’b-stjerne.

Også fordi hun havde holdt niveauet og bare lagt til siden åbneren, ‘Naked’. Mneneys falset var blid, men hendes kamæleonsk rappende flow kantet, og pludselig kunne hun skifte til dyre, luftige fraseringer.

Og så blev hun bakket op af lækkert rund og fyldig elbas, uden det overdøvede hendes nærvær. Tværtimod var der masser af plads til vokalen, ikke mindst på en sløvt sexet ‘Slow’, hvor Mneney lavede rygcrawl med armene og helt enkelt så ud til at befinde sig virkelig godt på scenen.

Når musikken ikke dryppede af sensualitet, groovede den vibende som på ‘Mad World’ og et nyt track om at føle sig fortabt og derfor spille safe. Hun nåede forbi triphoppet coolness, men lod også musikken eksplodere i rockede outroer.

Lidt momentum mistede Tamara Mneney dog måske nok halvvejs. Hun satte sig ned, sang balladen ‘Come Rest’ med guitar, bas og keys, men druknede en anelse i luftige fraseringer, rumklang – og publikums snak.

Til gengæld fandt hun tålmodigt en vej ud igen. ‘Superpowers’ blev formet så flot fra blødt elklaver, langsomme traptrommer og svævende vokal til diskrete synthfigurer med kant, fuldt trommesæt og Mneney, der rejste sig op på sin stol og virkelig løftede sangen til sidst.

Alligevel nåede stemningen aldrig helt op på det niveau, den havde halvvejs. Vokalen forsvandt lidt i mixet i ‘E’, og i afslutteren, ‘Follow Me’, insisterede hun for meget på at indøve fællessang, mens hun virkede noget distraheret af sin in-ear-monitor.

Men alene første halvdel af koncerten viste, at vi kan vente os meget store ting af Tamara Mneney. Hun har superpowers.