Airs Syd For Solen-koncert gav mig lyst til at droppe sociale medier og holde evig sommerferie
Jeg kan ikke komme på et album mere afstressende end Airs ’Moon Safari’.
De to franskmænd skabte et særligt moment i slutningen af det forrige årtusinde, som ingen for alvor har gjort efter siden. Alle fik travlt med at gå på nettet i 00’erne, og stress blev en folkesygdom. Albummet er som din terapeut, der gang på gang overbeviser dig om at tage en fridag fra arbejdet.
Deres koncert på Syd For Solen var det tilbagelænede pusterum, vi glemmer at give os selv. En modreaktion til den TikTok-acceleration, der også præger festivalkoncerterne i disse år. Det var nærmest som en opfordring: Lad os tage et kollektivt sabbatår fra sociale medier og blaffe rundt i verden uden at vide, hvor vi ender.
Hovedpersonerne Nicolas Godin og Jean-Benoit Dunckel og deres trommeslager indtog Valbyparken hvidklædt fra top til tå. Som et levende polaroid var de placeret i en hvid ramme på scenen. Det kanaliserede den tidsløshed, der ikke kun karakteriserer ’Moon Safari’ som musikhistorisk genfærd, men også er en kvalitet ved den svævende elektroniske musik i sig selv.
Koncerten, der var en komplet gennemspilning af ’Moon Safari’, indledtes med den ikoniske Air-opskrift: Silkeblødt Rhodes-klaver og en basgang mere fængende end dobbeltklæbende tape. ’Le Femme d’Argent’ var som en ouverture, der forberedte os på værkets elektroniske minimalisme.
Vi blevet pumpet godt op til ’Sexy Boy’, et tidligt energisk højdepunkt i koncerten, der varmede op under publikum med gurglende bas-synth, androgyn vocoder og bølgende guitar. ’All I Need’ gik de efterfølgende overraskende let henover.
Det var især numre som ’Talisman’ og ’You Make It Easy’ der lagde den lokalbedøvelse, som føltes så uendeligt tiltrængt. Alle bekymringer forsvandt, og man kunne læne sig trygt ind i franskmændenes stoiske ro og lade sig bruse i dulmende rytmeboks, klokkespil og fraser som: »You make it easy to watch the world with love«.
Da ’Ce Matin-Là’ meldte sin ankomst, føltes koncerten som den bedste ferie, jeg længe har været på. Det var healende at mærke den lethed musikken skabte i min trætte festivalkrop.
Som alle ferier havde ’Moon Safari’ også en ende. Da Air i ekstranumrene – den finurlige ’Venus’ fra bandets andet mesterværk ’Talkie Walkie’ og en højintens udgave af ’Don’t Be Light’ – lukkede os ud af tidslommen, føltes det også lidt som at vende tilbage på kontoret. Sidstnævnte afsluttede koncerten i et unødvendigt højt gear.
Men det blev ikke afgørende for koncertens samlede udtryk. Gid man kunne flytte ind i ‘Moon Safari’ og holde evig sommerferie.
Kort sagt:
Air spillede deres tidløse mesterværk ’Moon Safari’ så helende og henslængt, at man ville ønske, sommeren varer for evigt. Koncerten var det tiltrængte pusterum, vi glemmer at give til os selv.