‘Half Truths From a Broken Heart’: Selma Judith har begået et ultraambitiøst album om den umulige kærlighed
»Jeg er så træt, så træt, så træt af at kæmpe med kærligheden«, lyder det til allersidst på Selma Judiths andet album, ’Half Truths From a Broken Heart’.
På albumtoeren møder vi slagsiden af den iltre vrede, som kendetegnede debuten. Udmattelsen, afmagten, usikkerheden. For Judith er meget mere end konfliktsøgende blodrus: Sommetider længes hun faktisk efter at gå i ét med tapetet, forstår man på singleforløberen ’Mediocre’.
Men kompromiser er ikke rigtig Judiths ting, heller ikke på det andet album, hvor hun delvist forlader vreden og i stedet fokuserer på den umulige kærlighed. Hvor nogle måske ser et fortærsket emne, ser den ultraambitiøse Judith en kreativ udfordring.
Den persiske digter Rumi skrev: »En pen som skriver hurtigt og sikkert, flækker i to dele så snart den skal beskrive kærligheden«. Den samme form for umulighed gennemsyrer Judiths musik: Kærligheden er en endeløs brydekamp, et støjende tankemylder, som på den ene side virker flygtig som vinden og på den anden side er limen, der får det hele til at hænge sammen.
På ’[Insert Name Here]’ fornemmer man, hvor svært det kan være at sætte ord på kærligheden. Her har den ikke engang en destination, men tager sig ud som et brev uden modtager. En skabelon, som kan indramme kærligheden, måske for at beskytte sig mod de brandsår, der uvægerligt følger med.
Nummeret er også et godt eksempel på Judiths tendens til at overfrasere helt vildt. Den tøjlesløse energi i vokalen fungerer godt, når der ikke er så meget andet omkring den, men ofte får den musikken til at føles enormt ufokuseret. Det peger mod et generelt problem med albummet: Produktionerne på numre som ’How Come’ og ’Painkillers’ leger med tanken om en banger, men tøver med at tage springet.
De tracks, som skal få lytteren til at nynne med og vippe med hovedet, mangler prægnans og fokus. ’Like You Mean It’ med Hôy La er undtagelsen, der vidner om, at Judith bestemt har det i sig. Her bliver man øjeblikkeligt fanget ind af omkvædets luftige, men stakkerede falset, der svæver over et tungt beat, som bliver besat af et manisk gjaldende operasample.
Omkvædets overstadige energi kalibreres af Hôy Las vidunderligt ugidelige vers. Ligesom Eee Gee på samarbejdet ’Without You’ fungerer hun som en kærkommen modvægt til Judiths uregerlighed.
Det er i albummets deepcuts, man finder styrkerne. Det føles rart at træde ind i det nærvær, ’Love (Outro)’ slutter albummet med. En collage, hvor forskellige stemmer taler om kærlighed, mens Judith spiller skrøbelige fragmenter af store kærlighedssange på harpen, hendes evige musikalske følgesvend. Man får følelsen af at være med en i studiegruppe, der har besluttet sig for at afmystificere kærligheden.
»Don’t tell me not to fly / I simply got to«, gentager Judith til sidst, indtil hun ikke kan mere. Forpustet, opbrugt. Kærligheden er både luften under vingerne og buret, der forhindrer os i at flyve væk.
Kort sagt:
Selma Judiths vrede har fået en bismag af afmagt på hendes andet album, der tematiserer kærligheden som en endeløs brydekamp. Hitforsøgene bliver en kende forcerede, men ‘Half Truths From a Broken Heart’ funkler til gengæld i de øjeblikke, hvor adspredelsen og eksperimenterne får frit lejde.